Hvem sagde kollaborativ?

“Taletank er retorisk kollaboration”, står der lige her ovenfor under Hvem. Og kollaborativ skrivning, kan jeg gerne røbe, er et begrebsmæssigt varemærke for Katrine. 

Min egen erfaring med skrivegrupper på retorikuddannelsen fik mig længe til at tro, at jeg vidste, hvad hun forskede i, når hun talte om kollaborativ skrivning i organisationer. En dag gik det imidlertid op for mig, at her ikke er tale om 4 måske 5 nære kolleger, der samarbejder om en skriveopgave, men om fx 110 medarbejdere, der arbejder på hver deres del af den samme tekst, der skal ende med at udgøre én samlet retorisk handling: et tilbud, en rapport, el.lign. Hvordan bliver det en meningsfuld arbejdsopgave, og hvordan bliver man klogere af at være kollaboratør i den målestok?

Svaret kan man få LIVE i morgen fredag d. 28. marts kl. 13 på Københavns Universitet Amager, lok. 23.0.49, når Katrine forsvarer sin ph.d.-afhandling Lærende skribenter: Læring gennem respons i organisationers kollaborative skrivning. (Ja, ph.d.-forsvar ved Afdeling for Retorik, nu igen.)

En MOR bli’r til

På min lille søns lille seng hænger der en reklame for  navlestreng.dk (det er hans far, der har hængt den der, men jeg har sigende nok ikke taget den ned). “Shhhh!,” står der, “Mens jeg sover, dyrker min mor sin helt store interesse: mig!” Hvad er det lige, der præsupponeres her? Hvad er det for noget med mødre og de interesser, de forventes at have? Bare fordi man er blevet mor, holder man så op med at være alt det man var før? Måske ikke, men i hvert fald ligger drengen lige nu og sover, og hvad gør jeg så? Skriver et indlæg om moderskab og ikke om et af de mange (andre) retorikfaglige emner, jeg vagt husker at have interesseret mig for en gang…

Ok, så når man bliver mor, bliver man MOR, men ikke nok med det. Mødre tilskrives en helt særlig identitet; der er visse holdninger og handlinger, man forventes at udføre, en skabelon for mødreskab, man sættes ind i. Nogle gange sker det via eksplicit retoriske ytringer, som da jordemoderen fortalte mig og de andre vordende mødre, at “vi hepper på amning.” Her var ‘vi’ i udgangspunktet faggruppen af jordemødre, men også en større, vagt defineret gruppe, der tilskyndede os (kommende) mødre til en bestemt handling og lovede os belønning for den. Når vi havde født, skulle vi blot (forsøge at) få amningen til at fungere, og så ville vi modtage omverdenens støtte og ros.

Andre gange er der ikke direkte tegn på at en retorisk handling finder sted. I stedet tages det simpelthen for givet, at den vordende eller nybagte mor allerede er overbevist om det gode og rigtige i en bestemt adfærd, og denne præsupponerede enighed er lige så – eller mere – persuasiv som ytringer, der er retoriske af navn såvel som af gavn. Således var min forundring – men ikke min modstand – stor, da jeg modtog et brev om, at det nu var blevet tid til det første møde i mødregruppen. Der var ikke noget spørgsmål om, hvorvidt jeg ville være med i en gruppe, eller nogle argumenter for det fornuftige i at deltage. Nej, det underforstås, at alle mødre deltager, og dermed bliver det ekstremt svært at lade være (og det er da også både hyggeligt og tryghedsskabende at drikke the og sammenligne oplevelser med de andre mødre i gruppen).

Sjældent har jeg oplevet en så direkte, så gennemgribende og så normativ identitetsdannende retorik, som den jeg er blevet mødt med under graviditeten og efter, at jeg er blevet mor . Ikke nok med at barnet er der som en konstant påmindelse om og fastholdelse af min nye identitet; samfundets store mødreskabere (jordemødre, læger, sundhedsplejersker, blefabrikanter, legetøjsproducenter, you name it), men også nyslåede bedsteforældre og veninder med og – en smule overraskende – uden børn arbejder på højtryk for at sikre, at jeg nu også bliver en rigtig mor. Og det værste (eller bedste) af det hele er, at jeg selv deltager aktivt i det retoriske (og det fysiske) arbejde, der positionerer mig som mor og giver mig morens (retoriske) handlekraft (dette indlæg er vel i sig selv en del af selvoverbevisningen og positioneringen). Godt nok forventer jeg ikke, at jeg pludselig vil blive i stand til at bage boller (jeg vil dog lade det komme an på en prøve), men jeg har allerede brugt sætningen “det er bare en af de ting, man først forstår, når man har prøvet det” flere gange og dermed høstet anerkendende nik fra både mødre, fædre og barnløse, der åbenbart alle er om ikke ‘in the know’ om, hvad moderskabet vil sige (det er jo kun moderen), så fuldstændigt enige i opfattelsen af, at man sammen med den lille nye baby også får en stor ny identitet.

Nå men nu kommer der nogle små søde grynt ovre fra den lille seng, så jeg må over og være mor…

Tank med lange vinger

”I takt med at ens følge forlænges, forkortes ens vinger”, siger Elisabeth Hoff-Clausen med Francis Bacon i den del af sin ph.d.-afhandling om ONLINE ETHOS (til forsvar i morgen!), hvor hun diskuterer Retorisk handlekraft i blogosfæren. Bacon-citatet understreger den pointe, at en bloggers frihed til at sætte sin egen dagsorden bliver begrænset og udfordret, jo flere aktive læsere der knytter sig til bloggen. Som etableret blogger skal man bl.a. nemlig administrere sin

 

priviligerede position i et socialt rum, hvor det, der ideologisk sættes højt, er værdien af individuelle perspektiver og samtale mellem ligeværdige parter. … Bloggerens handlekraft online må opretholdes ved til stadighed at møde miljøets forventninger og bidrage kreativt til blogosfærens bedste. (s. 215) 

Men opretholdelse kan måske betragtes som en luksusudfordring. Elisabeth skitserer da også tre faser i en bloggers karakterfremstilling, hvoraf eksempelvis Taletank her stadig befinder sig i den første: Opsætningen af rammer. Tanken er kun akkurat på vej ind i den anden og kritiske fase: Opbygningen af relationer, hvor miljøet af forventningsfulde samtalepartnere skal få liv og det korte følge blive længere. Statistisk set er der meget lille chance for, at Taletank nogensinde oplever tredje fases udfordring: at opretholde sin retoriske handlekraft, men hvem ved?

 

Måske en dag er vi kæmpestore med korte og knivskarpe vinger.

 

Kom i hvert fald an til ph.d.-forsvar. Afhandlingens fulde titel er ONLINE ETHOS: Retorisk kritik af karakterfremstilling i politikere, bloggere og brugerfællesskabers webretorik. Forsvaret finder sted i morgen fredag d. 14. marts kl. 13.00 på Københavns Universitet Amager, lokale 23.0.49.

Lis er stille

Rock’n roll agency for begyndere: I dag passerede jeg på cykel en koncertplakat, der som hovednavn promoverede et band, jeg aldrig havde hørt om, men hvis navn ikke desto mindre vandrede ind i mit hoved som et poetisk smådyr:

Lis er stille.

Man kan lige nå at undre sig, mumle det højt for sig selv, lade tiøren falde, smile til bandet for at lege med udtalen og for at træffe en sjov retorisk beslutning. Og så - kan man huske dem til en anden gang.

 

(Poetiske smådyr er Jørgen Fafners udtryk; måske kan nogen levere en nøjagtig reference.)

Rock’n roll agency

Som retoriker er man skolet til at holde fokus i sin kommunikation. Skær ned, vælg ud, vær skarp. Det skal vi nu være flere om. Velkommen til en rask omgang inventio [idéarbejde] med håb om fokusering.

For hvad er det lige med musik og retorik? Har popkunstnere mere retorisk handlekraft end andre? Hvem får de den af? To interessante eksempler her:

I 2003 brød helvede løs da Dixie Chicks forsanger Natalie Maines ved en koncert i London leverede denne svada: “Just so you know, we’re on the good side with y’all. We do not want this war, this violence, and we’re ashamed that the President of the United States is from Texas.” The Guardian var på pletten og trykte kommentaren i sin anmeldelse, og så ramte forargelsen popcountry-pigebandet med enorm styrke. Tre år, en omfattende radioboykot, offentlige cd-knusninger, en hård publicityindsats og et ganske berømt forsidebillede senere

var Dixie Chicks altså klar med en ørehænger af et popsvar.

Hvad har vi her? Strygere, metaforer i træsko str. 44 og svimlende høje stylisthonorarer. Lækkert indpakket modstand af den simple, men effektive type. Jeg kommer i hvert fald hurtigere over Langebro i modvind med Natalies Fuck jer på min Ipod. Eller er det nu så effektivt? Er det ikke bare rent stemmesamleri, altså når retorikeren samler de overbeviste tættere omkring sig? (Så kan vi stå der med armene i vejret og lighteren tændt og VIRKELIG føle os som modstanderne der går mod strømmen, alle 3.000 af os).

Et andet eksempel. Må jeg præsentere AndyOp og Villy Søvndal (se den for guds skyld til ende!):

Forstår du hva jeg sir eller ska du ha det på papir?

Så ok, her får AndyOp sin retoriske handlekraft direkte fra mester Villy. Subtilt, det er det ikke. Men hvis ikke det er dansabelt, så ved jeg sørme ikke.

Men hvad er vi ude i?

Sådan føles Richard Florida

Hvis retorikhistorikere en dag skal finde vidnesbyrd om, hvordan Richard Florida blev modtaget i sin samtid, skal de læse Politiken fra i lørdags, hvor Keld Hybel rapporterer fra Vejle Musikteater, der havde besøg af mr. intellektuel superstjerne. Artiklens titel er endda stylet grafisk med vekslende skrifttyper, fremhævelse i fed og i rød og med pausemarkeringer, der giver læserne et levende indtryk af talestilen: “Det var det, Karl Marx talte om … den kreative klasse er den første universelle klasse … Hver eneste af os er kreativ!“ 

Hybel stritter imod Floridas uvant overpointerede stil: “De her briller er ikke længere et industrielt produkt, de er et kreativt gode. Forstår I det? Jeg betaler for den kreativitet, der ligger i de briller”. / Vi forstår det, mildest talt. Han kalder Florida en vækkelsesprædikant, men lader sig alligevel vække lidt og tilslutter sig, pointe for pointe, anekdote for anekdote, Floridas grundlæggende sympatiske budskab om tolerance. Det er trods alt en sjælden fornøjelse at få lov at bade sig i retorik, der også blotter sig som retorik: et ihærdigt og rigt orkestreret forsøg på at overbevise. 

Og Hybel prøver at koncentrere sig om sit bad, men må alligevel sidde og bortvifte tanken om den danske kulturministers opvarmningstale, der hænger i luften og klinger både spagt og hult i sit forsøg på at få regeringens politik til at harmonere med Floridas trendy budskab om, at hvert eneste menneske, ufaglærte indvandrere inklusive, er en kilde til intellektuel energi, som vi skal trække på og tage glade imod.