Som retoriker er man skolet til at holde fokus i sin kommunikation. Skær ned, vælg ud, vær skarp. Det skal vi nu være flere om. Velkommen til en rask omgang inventio [idéarbejde] med håb om fokusering.
For hvad er det lige med musik og retorik? Har popkunstnere mere retorisk handlekraft end andre? Hvem får de den af? To interessante eksempler her:
I 2003 brød helvede løs da Dixie Chicks forsanger Natalie Maines ved en koncert i London leverede denne svada: “Just so you know, we’re on the good side with y’all. We do not want this war, this violence, and we’re ashamed that the President of the United States is from Texas.” The Guardian var på pletten og trykte kommentaren i sin anmeldelse, og så ramte forargelsen popcountry-pigebandet med enorm styrke. Tre år, en omfattende radioboykot, offentlige cd-knusninger, en hård publicityindsats og et ganske berømt forsidebillede senere
var Dixie Chicks altså klar med en ørehænger af et popsvar.
Hvad har vi her? Strygere, metaforer i træsko str. 44 og svimlende høje stylisthonorarer. Lækkert indpakket modstand af den simple, men effektive type. Jeg kommer i hvert fald hurtigere over Langebro i modvind med Natalies Fuck jer på min Ipod. Eller er det nu så effektivt? Er det ikke bare rent stemmesamleri, altså når retorikeren samler de overbeviste tættere omkring sig? (Så kan vi stå der med armene i vejret og lighteren tændt og VIRKELIG føle os som modstanderne der går mod strømmen, alle 3.000 af os).
Et andet eksempel. Må jeg præsentere AndyOp og Villy Søvndal (se den for guds skyld til ende!):
Forstår du hva jeg sir eller ska du ha det på papir?
Så ok, her får AndyOp sin retoriske handlekraft direkte fra mester Villy. Subtilt, det er det ikke. Men hvis ikke det er dansabelt, så ved jeg sørme ikke.
Men hvad er vi ude i?
katrine
sjust
christinei
Nadja
6 comments
Comments feed for this article
6. marts 2008 at 12:01 pm
Christine
Det er vel simpelthen slagsange, der styrker den politiske kampgejst, og dermed, ja, er det bekræftende stemmesamleri. Med mindre sangen faktisk ikke er dansabel eller på anden måde appellerende, for så kan det blive skidt for kunstnere og politikere at låne hinanden etos på så direkte facon, som fx Villy Søvndal og AndyOp gør det her.
Af og til er det politikerne selv, der sætter deres egen etos på spil i et musikstudie som fx med Socialdemokraternes valgsang fra sidste år, ‘Det bli’r en go’ dag’, der blev indspillet af partiets egne folk, Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Jensen, men kan synges af alle på Mabels MGP-melodi ‘Boom Boom’:
‘Hvad er det, der er galt med mig? Jeg føler mig så glad! Det bobler lidt i maven, har jeg spist for meget mad? Men, nej, jeg tog kun én gang og al fedtet skar jeg fra. Der må da være noget? Åh, jeg tror jeg har et svar!
Det blir en go dag. Når Fogh takker af. Når Helle rydder bordet i ro og mag. Det blir en go dag. Sæt kryds ved Liste A. Sæt kryds ved fælles drømme, fælles sag.’
Det har måske sin charme, at det er sådan et ikkestylet con amore-projekt, men jeg finder det helt ubegribeligt, at man vælger at satse på at samle sine vælgere omkring en rumlen i maven og vækker et billede af en overflødig fedtbræmme på et sagen-helt-uvedkommende stykke kød.
8. marts 2008 at 10:10 am
Christine
Det er vist takket være afspilninger af Dixie Chicks, at Taletank allerede har figureret blandt ‘fastest growing blogs’ hos WordPress.
Mht. til deres dixie undskyldningsstrategi, så leverer de et bemærkelsesværdigt svar på en presserende retorisk situation, der ligner den med Danmark & muhammedtegningerne lidt:
Også her lå et stort offentligt pres på, ja, blandt andre Jyllands-Posten og statsministeren i retning af at levere en undskyldning. Også de måtte nødvendigvis anerkende den retoriske situation, flaskehalsen og alle mikrofonerne var rettet mod dem, og spørgsmålet var/er også dér, om de egentlig er ready to make nice.
Der har i hvert fald været mange udgaver af en undskyld-vi-har-såret-nogens-følelser-men-næh-selv-ved-nærmere-eftertanke-undskylder-vi-ikke-for-selve-handlingen. Og i begge tilfælde er det noget med ytringsfrihed vs. takt&dømmekraft, der er på spil.
11. marts 2008 at 9:22 am
Katrine
Men der er nu noget ved det der med musikeren som retor. Hvis vi skal lave en grovretorisk analyse, kan man vel sige at musikken er en form for epideiktik, hvilket jeg her til formålet vil forstå som den værdiskabende retorik hvor vi dadler eller hylder en person eller fælles værdier. Country må siges at være en epideiktisk genre der typisk hylder en særlig version af de klassiske amerikanske dyder. Det er klart at Dixie Chicks både i deres afstandtagen til Bush og deres modvilje mod at make nice, bryder genrekonventionerne så det kan føles.
Men musik har vel altid været eksplicit eller implicit deliberativ, altså politisk ‘vejvisende’. Det overrasker os ikke når musikeren tager et standpunkt i sin musik.
SAMTIDIG – og det er vist nok det der vækker min nysgerrighed – kan vi sagtens slippe vores følelser løs i et stykke musik hvis grundlæggende værdier vi ikke deler. Jeg elsker for eksempel Dolly Partons Coat of Many Colours der glorificerer fattigdom og den amerikanske drøm. Nummeret går i maven på mig, og jeg bruger ikke tid på at analysere om Dolly nu i øvrigt har meninger som jeg kan identificere mig med. Jeg giver den bare fuld hammer på anlægget, formentligt til stor gene for naboen.
Der er noget lorent ved det. Er det propaganda? Nej vel? Hvad så.
11. marts 2008 at 9:23 am
Katrine
PS: Hvor genialt med Dixie Chicks i øvrigt. Der er nemme veje til popularitet!
11. marts 2008 at 11:19 am
Christine
Godt spørgsmål. Hvordan er det, man nyder Dolly Partons musikalske udtryk for dets groovy inderlighed, hendes løfte om ren og skær oprigtighed, og i øvrigt afviser hendes verdenssyn, hendes politiske og sociale æstetik? Er det problematisk at nøjes med at nyde showet (og kan problemet i givet fald betragtes som større eller mindre, hvis man bare groover og virkelig slet overhovedet ikke hører efter, hvad hun synger?)
Keld Hybels reaktion på Richard Florida nedenfor illustrerer lidt af den samme mekanisme:
Det kan være vældig behageligt at være i hænderne på nogen, der synes at vide, hvad de laver, hvad de står for, og hvor de vil hen med én. Men heldigvis kan det også være behageligt og styrkende at blive bevidst om sin egen evne til at stå imod (hey, jeg dansede bare med hende!).
11. marts 2008 at 15:29 pm
Lis er stille « Taletank
[...] marts 2008 in Jørgen Fafner, agency, poetiske smådyr, publikum by christine i Rockn’roll agency for begyndere: I dag passerede jeg på cykel en koncertplakat, der som hovednavn promoverede et [...]