Kommentarer til: Rock’n roll agency

Af: Lis er stille « Taletank

Lis er stille « Taletank — Tue, 11 Mar 2008 14:29:06 +0000

[...] marts 2008 in Jørgen Fafner, agency, poetiske smådyr, publikum by christine i Rockn’roll agency for begyndere: I dag passerede jeg på cykel en koncertplakat, der som hovednavn promoverede et [...]

Af: Christine

Christine — Tue, 11 Mar 2008 10:19:13 +0000

Godt spørgsmål. Hvordan er det, man nyder Dolly Partons musikalske udtryk for dets groovy inderlighed, hendes løfte om ren og skær oprigtighed, og i øvrigt afviser hendes verdenssyn, hendes politiske og sociale æstetik? Er det problematisk at nøjes med at nyde showet (og kan problemet i givet fald betragtes som større eller mindre, hvis man bare groover og virkelig slet overhovedet ikke hører efter, hvad hun synger?)

Keld Hybels reaktion på Richard Florida nedenfor illustrerer lidt af den samme mekanisme:

Det kan være vældig behageligt at være i hænderne på nogen, der synes at vide, hvad de laver, hvad de står for, og hvor de vil hen med én. Men heldigvis kan det også være behageligt og styrkende at blive bevidst om sin egen evne til at stå imod (hey, jeg dansede bare med hende!).

Af: Katrine

Katrine — Tue, 11 Mar 2008 08:23:53 +0000

PS: Hvor genialt med Dixie Chicks i øvrigt. Der er nemme veje til popularitet!

Af: Katrine

Katrine — Tue, 11 Mar 2008 08:22:47 +0000

Men der er nu noget ved det der med musikeren som retor. Hvis vi skal lave en grovretorisk analyse, kan man vel sige at musikken er en form for epideiktik, hvilket jeg her til formålet vil forstå som den værdiskabende retorik hvor vi dadler eller hylder en person eller fælles værdier. Country må siges at være en epideiktisk genre der typisk hylder en særlig version af de klassiske amerikanske dyder. Det er klart at Dixie Chicks både i deres afstandtagen til Bush og deres modvilje mod at make nice, bryder genrekonventionerne så det kan føles.

Men musik har vel altid været eksplicit eller implicit deliberativ, altså politisk ‘vejvisende’. Det overrasker os ikke når musikeren tager et standpunkt i sin musik.

SAMTIDIG – og det er vist nok det der vækker min nysgerrighed – kan vi sagtens slippe vores følelser løs i et stykke musik hvis grundlæggende værdier vi ikke deler. Jeg elsker for eksempel Dolly Partons Coat of Many Colours der glorificerer fattigdom og den amerikanske drøm. Nummeret går i maven på mig, og jeg bruger ikke tid på at analysere om Dolly nu i øvrigt har meninger som jeg kan identificere mig med. Jeg giver den bare fuld hammer på anlægget, formentligt til stor gene for naboen.

Der er noget lorent ved det. Er det propaganda? Nej vel? Hvad så.

Af: Christine

Christine — Sat, 08 Mar 2008 09:10:42 +0000

Det er vist takket være afspilninger af Dixie Chicks, at Taletank allerede har figureret blandt ‘fastest growing blogs’ hos WordPress.

Mht. til deres dixie undskyldningsstrategi, så leverer de et bemærkelsesværdigt svar på en presserende retorisk situation, der ligner den med Danmark & muhammedtegningerne lidt:

Også her lå et stort offentligt pres på, ja, blandt andre Jyllands-Posten og statsministeren i retning af at levere en undskyldning. Også de måtte nødvendigvis anerkende den retoriske situation, flaskehalsen og alle mikrofonerne var rettet mod dem, og spørgsmålet var/er også dér, om de egentlig er ready to make nice.

Der har i hvert fald været mange udgaver af en undskyld-vi-har-såret-nogens-følelser-men-næh-selv-ved-nærmere-eftertanke-undskylder-vi-ikke-for-selve-handlingen. Og i begge tilfælde er det noget med ytringsfrihed vs. takt&dømmekraft, der er på spil.

Af: Christine

Christine — Thu, 06 Mar 2008 11:01:37 +0000

Det er vel simpelthen slagsange, der styrker den politiske kampgejst, og dermed, ja, er det bekræftende stemmesamleri. Med mindre sangen faktisk ikke er dansabel eller på anden måde appellerende, for så kan det blive skidt for kunstnere og politikere at låne hinanden etos på så direkte facon, som fx Villy Søvndal og AndyOp gør det her.

Af og til er det politikerne selv, der sætter deres egen etos på spil i et musikstudie som fx med Socialdemokraternes valgsang fra sidste år, ‘Det bli’r en go’ dag’, der blev indspillet af partiets egne folk, Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Jensen, men kan synges af alle på Mabels MGP-melodi ‘Boom Boom’:

‘Hvad er det, der er galt med mig? Jeg føler mig så glad! Det bobler lidt i maven, har jeg spist for meget mad? Men, nej, jeg tog kun én gang og al fedtet skar jeg fra. Der må da være noget? Åh, jeg tror jeg har et svar!

Det blir en go dag. Når Fogh takker af. Når Helle rydder bordet i ro og mag. Det blir en go dag. Sæt kryds ved Liste A. Sæt kryds ved fælles drømme, fælles sag.’

Det har måske sin charme, at det er sådan et ikkestylet con amore-projekt, men jeg finder det helt ubegribeligt, at man vælger at satse på at samle sine vælgere omkring en rumlen i maven og vækker et billede af en overflødig fedtbræmme på et sagen-helt-uvedkommende stykke kød.