På min lille søns lille seng hænger der en reklame for  navlestreng.dk (det er hans far, der har hængt den der, men jeg har sigende nok ikke taget den ned). “Shhhh!,” står der, “Mens jeg sover, dyrker min mor sin helt store interesse: mig!” Hvad er det lige, der præsupponeres her? Hvad er det for noget med mødre og de interesser, de forventes at have? Bare fordi man er blevet mor, holder man så op med at være alt det man var før? Måske ikke, men i hvert fald ligger drengen lige nu og sover, og hvad gør jeg så? Skriver et indlæg om moderskab og ikke om et af de mange (andre) retorikfaglige emner, jeg vagt husker at have interesseret mig for en gang…

Ok, så når man bliver mor, bliver man MOR, men ikke nok med det. Mødre tilskrives en helt særlig identitet; der er visse holdninger og handlinger, man forventes at udføre, en skabelon for mødreskab, man sættes ind i. Nogle gange sker det via eksplicit retoriske ytringer, som da jordemoderen fortalte mig og de andre vordende mødre, at “vi hepper på amning.” Her var ‘vi’ i udgangspunktet faggruppen af jordemødre, men også en større, vagt defineret gruppe, der tilskyndede os (kommende) mødre til en bestemt handling og lovede os belønning for den. Når vi havde født, skulle vi blot (forsøge at) få amningen til at fungere, og så ville vi modtage omverdenens støtte og ros.

Andre gange er der ikke direkte tegn på at en retorisk handling finder sted. I stedet tages det simpelthen for givet, at den vordende eller nybagte mor allerede er overbevist om det gode og rigtige i en bestemt adfærd, og denne præsupponerede enighed er lige så - eller mere - persuasiv som ytringer, der er retoriske af navn såvel som af gavn. Således var min forundring - men ikke min modstand - stor, da jeg modtog et brev om, at det nu var blevet tid til det første møde i mødregruppen. Der var ikke noget spørgsmål om, hvorvidt jeg ville være med i en gruppe, eller nogle argumenter for det fornuftige i at deltage. Nej, det underforstås, at alle mødre deltager, og dermed bliver det ekstremt svært at lade være (og det er da også både hyggeligt og tryghedsskabende at drikke the og sammenligne oplevelser med de andre mødre i gruppen).

Sjældent har jeg oplevet en så direkte, så gennemgribende og så normativ identitetsdannende retorik, som den jeg er blevet mødt med under graviditeten og efter, at jeg er blevet mor . Ikke nok med at barnet er der som en konstant påmindelse om og fastholdelse af min nye identitet; samfundets store mødreskabere (jordemødre, læger, sundhedsplejersker, blefabrikanter, legetøjsproducenter, you name it), men også nyslåede bedsteforældre og veninder med og - en smule overraskende - uden børn arbejder på højtryk for at sikre, at jeg nu også bliver en rigtig mor. Og det værste (eller bedste) af det hele er, at jeg selv deltager aktivt i det retoriske (og det fysiske) arbejde, der positionerer mig som mor og giver mig morens (retoriske) handlekraft (dette indlæg er vel i sig selv en del af selvoverbevisningen og positioneringen). Godt nok forventer jeg ikke, at jeg pludselig vil blive i stand til at bage boller (jeg vil dog lade det komme an på en prøve), men jeg har allerede brugt sætningen “det er bare en af de ting, man først forstår, når man har prøvet det” flere gange og dermed høstet anerkendende nik fra både mødre, fædre og barnløse, der åbenbart alle er om ikke ‘in the know’ om, hvad moderskabet vil sige (det er jo kun moderen), så fuldstændigt enige i opfattelsen af, at man sammen med den lille nye baby også får en stor ny identitet.

Nå men nu kommer der nogle små søde grynt ovre fra den lille seng, så jeg må over og være mor…