@ Nadja. God iagttagelse fra æblet. I Danmark er det jo ikke god tone at påpege at børn fylder for meget. En 35-årig akademiker med segment-taske kan jo forvandle sig til en brølende drage med ildånde hvis nogen siger at hendes barn måske ikke lige skal lege tagfat mellem lattebalancerende cafégæster. Og den er jo heller ikke så fin i kanten. Siger jeg selvreflekterende…

Og sjovt. For jeg blev inspireret til et indlæg med modsat fortegn i morges, da jeg frekventerede et nyt morgenmadssted her i New York.

Udover alle de unge, smarte og lidt ældre, smarte barnløse, var der den sødeste unge på ca. tre år, der var på cafe med sin mor og et par af hendes veninder og åbnede døren for alle og smilede stort og i øvrigt opførte sig eksemplarisk. Og ind i mellem kom der et par af de der supersmarte amerikanske barnevogne med supersmarte mødre ved “rattet” svingende ind forbi for at købe bagværk og en latte to go.

Og så var det, at en af stamgæsterne med himmelvendte øjne og bevidst højlydt stønnede “When did this become a kids place?” og servitricen svarede, tilsvarende upassende højlydt “It’s not just here – it’s the entire neighbourhood- [højt suk].”

Jeg synes, det var interessant – og temmelig skræmmende – hvordan et uskyldigt barn, der virkelig ikke var til gene for nogen, ved sin blotte tilstedeværelse berettigede (eller – det berettigede jo overhovedet ingenting, men det følte stamgæsten og servitricen åbenbart det gjorde) til lidt generel familie-bashing af den slags, man givetvis afholder sig fra, så snart man er blevet en af dem, der siger “det er bare en af de ting, man først forstår, når man har prøvet det”.

Og stort tillykke i øvrigt. Med moderskabet. Både det skrevet med minuscler og det med kapitaler.