Ad Lissabon til

Offentlig debat og folkelig deltagelse har længe været et mantra i EU. Den offentlige debat anråbes både som svaret på krisesituationer, når krisen skyldes politikernes manglende evne til at nå til enighed, og når den skyldes borgernes manglende begejstring for EU. Det første så man for eksempel, da Nice traktaten blev vedtaget på et topmøde i december 2000; politikerne var mere eller mindre enige om, at Nice traktaten var noget makværk, men de kunne altså ikke blive enige om andet og opfordrede derfor til at sætte gang i en offentlig debat, der i sidste ende skulle resultere i en ny – og bedre – traktatreform. Det andet var tilfældet, da Frankrig og Holland i maj/juni 2005 stemte nej til den forfatningstraktat, som var resultatet af den i Nice indvarslede reformproces; her skulle en offentlig debat afklare årsagerne til borgerens manglende opbakning til den nye traktat og vise, hvordan den folkelige støtte kunne opnås.

På trods af at reformprocessen hele tiden har haft folkelig deltagelse som både et mål (idet det antages at deltagelse i sig selv er legitimerende) og som et middel (idet offentlig debat formodes at føre til et bedre resultat), er det ikke lykkedes at højne borgernes engagement i endsige vække deres interesse for traktatreformen. Det viser de hollandske og franske nej-stemmer og diverse meningsmålinger, som afslører uvidenhed om og ligegylidghed overfor både proces og produkt, med al ønskelig (eller rettere uønsket) tydelighed.

Nu har det danske folketing så i torsdags (den 24. april) vedtaget Lissabon traktaten, afløseren for den forfatningstraktat, som franskmændene og hollænderne stemte ned. Det skete med et komfortabelt flertal (90 for, 25 imod, 64 fraværende), i larmende stilhed og uden skyggen af offentlig debat. Dermed er der ti af EU’s 27 medlemslande, der har ratificeret (det fine ord for godkendt) den nye EU-traktat på denne stille facon. Godt nok skal irerne stemme om traktaten, men de bliver også de eneste, og alt tyder dermed på at reformen denne gang kommer i hus.

Spørgsmålet er nu, om det faktum, at politikerne tilsyneladende har opgivet den offentlige debat, er en demokratisk falliterklæring. På baggrund af de tidligere argumenter om, at debatten er nødvendig for at skabe større sammenhæng mellem EU’s borgere og institutioner, som politikerne tidligere fremførte, må man konkludere, at ja, det er et problem, at de samme politikere nu vedtager en traktat uden at denne har været igennem den legitimerende offentlige meningsdannelsesproces. Imidlertid var det ikke alle politikere, der bakkede lige helhjertet op om debattens nødvendighed; fx var Anders Fogh meget hurtigt ude med pointen om, at EU ikke har brug for debat, men for at komme i arbejdstøjet. Man kan argumentere for, at EU skal legitimere sig overfor sine borgere via sine resultater, og at man med vedtagelsen af Lissabon traktaten har skabt et bedre grundlag for at kunne levere disse resultater. Altså, lad de politiske processer være op til politikerne, og gener ikke borgerne unødigt, men lad dem i stedet om at nyde frugten af politikernes anstrengelser. Tjae, det er vel også rationalet bag den såkaldte Lissabon proces, der – uden sammenhæng med traktaten af samme navn i øvrigt – skal gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige økonomi inden 2010, men se nu hvordan det går med det…

Ideelt set bør en politisk organisation både legitimere sig via sine medlemmers deltagelse/opbakning og via de resultater, organisationen opnår til fordel for medlemmerne. Hvis EU hverken kan præstere den ene eller den anden form for legitimitet (og her kan man tilføje, at det er lige meget, hvor mange resultater EU faktisk opnår, hvis borgerne ikke er klar over det), så er fremtidsudsigterne ikke særligt lyse. Spørgsmålene er så, om man også i forhold til kommende kriser vil påkalde sig offentlig debat som den bedste kur, om det i så  fald vil lykkes at skabe offentlig debat, og om debatten reelt vil kunne løse krisen.

Tommy och hans mamma – rock’n roll agency #2

En gang sidst i firserne (jeg var meget ung ) var der en dansk litteraturanmelder der skrev at Danmarks største poet i det forgangne årti var TV2’s Steffen Brandt. Svenskerne er her i det nye årtusinde så heldige at have Tomas Andersson Wij. Her i Danmark er han, helt uforståeligt, ukendt. Det er ikke mega-retorikkritisk, men forårssolen skinner, og her kommer Tommy och hans mamma, et eksempel på broderlandets rock’n roll agency i fineste stil:

Tommy och hans mamma

Den här doften av kastanj och gräs
pizzerian och grusvägsdammet
De här svala 50-talshusen
och alla bänkar där ingen nykter människa sitter
Jag är tillbaka där det började en gång
det var i ett annat liv, känns det som
Samma ljud när tunnelbanan stannar
Samma människa, ändå en helt annan

Och där ovanför Tobak och Spel
bodde Tommy och hans mamma
Hon var den vackraste mamma jag sett
Hon hade smink och inget hår under armarna
Och hon spelade Rod Stewart för oss
Hon lät oss smaka cigaretter
Och männen som kom och gick där,
Jag minns hur de vek med blickarna

Det var en Aspudden-sommar
barndomens allra sista sommar
Se upp för dörrarna, dörrarna stängs
Vi rusade framåt genom tunnlarna
Framåt

En sak har jag lärt mig
Livet är inte ute efter mig
Och en sak har jag fattat äntligen
Livet vill mig inget ont
Och det jag inte kan förändra
Det kan jag acceptera
Och det jag kan acceptera
Det är redan förändrat

Deras kyskåp som brummade
Expressens korsord och fotboll vid tre
Det fanns en tystnad mellan husen här
Som jag aldrig riktigt kunde leva med
Jag minns en Aspudden-sommar
Jag minns skarpt ljus mot gula fasader
och att jag redan var på väg mot något annat
Jag minns ett regn över tomma gator
Tommy, hör du mig?
Tommys mamma, hör du mig?
Tommy, hör du mig?
Tommys mamma, hör du mig?

Ja det var länge sen tanken föddes
att alla ska ha samma chans
Och vi stiftade nya vägar
Tills fattigdomen inte fanns
Men då sitter vi runt bordet
Dukat med allt det bästa i världen
Och några tar vad dom vill ha, medan
Andra inte förmår att lyfta armen