Kommentarer til: Tommy och hans mamma – rock’n roll agency #2 http://taletank.wordpress.com/2008/04/19/tommy-och-hans-mamma-rockn-roll-agency-2/ En retorisk tænketank Sun, 08 Nov 2009 23:27:03 +0000 http://wordpress.com/ hourly 1 Af: Christine http://taletank.wordpress.com/2008/04/19/tommy-och-hans-mamma-rockn-roll-agency-2/#comment-23 Christine Wed, 23 Apr 2008 10:26:26 +0000 http://taletank.wordpress.com/?p=31#comment-23 Jeg kan melde, at Niels Hausgaard i Tivolis Koncertsal i aftes leverede en fællesskabsbekræftende standup-festretorik, der i den grad var politisk. Mærkeligt gammeldags fredssange (a la "Min søn skal ikke lære at marchere i takt"), der var både opbyggelige og oprigtige, men sprogligt meget tunge og sentimentale, fungerede i kraft af de lange underspillede anekdoter og refleksioner om alt fra svigerfamiliens hund til irak-krigen, der kom indimellem, og som fik en god del af publikum til at græde af grin. Vi var bestemt ikke ovre i onklen-til-Ullas-konfirmation. Der var billige vittigheder som fx at Mogens Camres ansigt nu engang egner sig bedst til radio. Men der var meget mere på spil. En konkret sang - også vendt imod Dansk Folkeparti - med omkvædet "Langballe, Krarup & Camre" fik følgende ord til indledning: "Ja, for nogle år siden udløste denne her sang hele to trusler på mit liv... så nu tager vi den lige igen... bare for at se, om noget har forandret sig". Jeg kan melde, at Niels Hausgaard i Tivolis Koncertsal i aftes leverede en fællesskabsbekræftende standup-festretorik, der i den grad var politisk. Mærkeligt gammeldags fredssange (a la “Min søn skal ikke lære at marchere i takt”), der var både opbyggelige og oprigtige, men sprogligt meget tunge og sentimentale, fungerede i kraft af de lange underspillede anekdoter og refleksioner om alt fra svigerfamiliens hund til irak-krigen, der kom indimellem, og som fik en god del af publikum til at græde af grin.

Vi var bestemt ikke ovre i onklen-til-Ullas-konfirmation. Der var billige vittigheder som fx at Mogens Camres ansigt nu engang egner sig bedst til radio. Men der var meget mere på spil. En konkret sang – også vendt imod Dansk Folkeparti – med omkvædet “Langballe, Krarup & Camre” fik følgende ord til indledning: “Ja, for nogle år siden udløste denne her sang hele to trusler på mit liv… så nu tager vi den lige igen… bare for at se, om noget har forandret sig”.

]]> Af: sjust http://taletank.wordpress.com/2008/04/19/tommy-och-hans-mamma-rockn-roll-agency-2/#comment-22 sjust Mon, 21 Apr 2008 20:56:36 +0000 http://taletank.wordpress.com/?p=31#comment-22 Aprospos Steffen Brandt og sommer og sol: "og jeg var dig, og du var mig, og vi var her, en sommerdag for alt for længe siden." Er hemmeligheden ved det musikalske handlerum måske, at musikken kan gøre det allermest banale smukt og det allersmukkeste banalt? Om det så også kan give politisk bid er en anden sag. Her et par eksempler på socialrealisme udsat for guitar og blokfløjte i min barndom: "når min far kommer hjem..." til hverdag, "mormors kolonihavehus" i weekenden og "vi voksne kan også være bange," når det skulle gøre rigtig, rigtig ondt på den gode måde. Ingen tvivl om, at det er sange, der har sat sine lydspor, men er det bare baggrundsstøj, eller er det retoriske ytringer, der ændrer liv? Musikken er vel primært epideiktisk - altså at sammenligne med en lejlighedstale - men er vi ovre i den tamme festtale i stil med onkel Bent til Ullas konfirmation, eller har musikken magt til ikke bare at bekræfte fællesskaber, men ligefrem at skabe dem og udstyre dem med nye handlemuligheder? Det spørger du også om i din første post om rock 'n roll agency, Katrine, og jeg vil bare sige, at jeg synes, at det er et fascinerende spørgsmål, men jeg må indrømme, at jeg ikke har noget bud på et svar på det. Mens vi tænker videre over det, kan vi kun glæde os over, at "det er i dag et vejr, et solskinsvejr..." Aprospos Steffen Brandt og sommer og sol: “og jeg var dig, og du var mig, og vi var her, en sommerdag for alt for længe siden.” Er hemmeligheden ved det musikalske handlerum måske, at musikken kan gøre det allermest banale smukt og det allersmukkeste banalt? Om det så også kan give politisk bid er en anden sag. Her et par eksempler på socialrealisme udsat for guitar og blokfløjte i min barndom: “når min far kommer hjem…” til hverdag, “mormors kolonihavehus” i weekenden og “vi voksne kan også være bange,” når det skulle gøre rigtig, rigtig ondt på den gode måde. Ingen tvivl om, at det er sange, der har sat sine lydspor, men er det bare baggrundsstøj, eller er det retoriske ytringer, der ændrer liv?
Musikken er vel primært epideiktisk – altså at sammenligne med en lejlighedstale – men er vi ovre i den tamme festtale i stil med onkel Bent til Ullas konfirmation, eller har musikken magt til ikke bare at bekræfte fællesskaber, men ligefrem at skabe dem og udstyre dem med nye handlemuligheder? Det spørger du også om i din første post om rock ‘n roll agency, Katrine, og jeg vil bare sige, at jeg synes, at det er et fascinerende spørgsmål, men jeg må indrømme, at jeg ikke har noget bud på et svar på det. Mens vi tænker videre over det, kan vi kun glæde os over, at “det er i dag et vejr, et solskinsvejr…”

]]>