You are currently browsing the monthly archive for maj 2008.
Efter en uge i USA med fjernsyn på værelset kører foruden bizarre reklamer især for medicin og forsikringer en række dialoger i loop i hovedet på mig: Nyhedsværter, der gyser eller fniser sammen over nyhedshistorier om car jackings, om trafiksituationen i Seattle-området, om sager vedrørende Indiana Jones eller Sex and the City eller om en familie, der kan mønstre fire generationer af Eagle Scouts og derfor får den ære at møde præsident Bush.
Jeg har ikke tv hjemme og er derfor på én gang ekstra fjendtlig og ekstra modtagelig for impulserne. I hvert fald kan jeg ikke få de spredte oplysninger, henvendelser og stemninger ud af kroppen igen, og jeg hader det virkelig. Fjernsyn føles ikke spor harmløst, når man ikke er vant til at se det. Det lukker op for distraherende rituelle samtaler, som er alt for lette at føre videre. Både på stedet og siden jeg kom hjem igen, har jeg hørt mig selv fortælle om både medicin- og forsikringsreklamerne og om nyhedsindslagenes car jackings, trafikmeldinger og fire generationer af Eagle Scouts, der skulle hilse på præsidenten. Efter yderligere et par uger ville min småironiske/undrende tone formentlig lige så stille være fordampet.
Og nu stritter jeg så imod ved at harcelere og generalisere i stedet. Møgfjernsyn. De konkrete detaljer, der kunne have skabt nærvær i de forskellige indslag, har i stedet hobet sig op til en kritik, der er lige præcis så ukonkret og tam som 25 år gamle slangudtryk a la ‘flimmeren’ og ‘tossekassen’. Vi beklager.
I mit nye arbejdssøgende liv, hvor jeg ganske vist stadig har begrænset erfaring, men efterhånden dog nogen, har jeg især lært en lektie. Jeg tror at den skal vise sig at blive afgørende. Retorisk børnelærdom: Kend din modtager.
Jeg vil gerne dele af min visdom, så her er det. Ring. Ring til dem for faen. Det fungerer sådan her:
1) Du ser et jobopslag
2) Du tænker: Det lyder sgudda meget godt, plus minus. Gad vide hvad der ligger i “noget administrativt arbejde” eller “du kan lide at ikke to dage er ens”. Eller du tænker: Spændende, gid jeg både var kommunikationsuddannet og havde tre-fem års erfaring inden for arbejdsret + en coach-certificering… Eller du tænker: MEGAMEGAMEGAFEDT job, og jeg er topkvalificeret, hvor heldig kan man være, højreben læg an!
3) Du ringer og spørger til jobbet. Uanset hvad. Jeg mener det virkelig. Uanset om så du absolut ingen spørgsmål har, eller tænker at du har fået det hele serveret. Så ringer du. Nej, så finder du for sevans på nogen. Og så ringer du.
Her er hvorfor. Det betyder alverden at have mødt din modtager, om det så bare er i telefonen. Du får mulighed for at høre om de er hyggelige eller formelle, tjekkede, stressede, lydhøre. Du kan, hvis du er heldig, få en fornemmelse af motivationen bag opslaget – har de almindelig travlt, er der uro i geledderne, er der tale om ’skæve’ opgaver der er bunket sammen?
Tre eksempler til illustration:
Jeg ringede en gang på samme dag som den afgående medarbejder (efter 12 år i virksomheden) holdt afskedsreception, tre uger før ansøgningsfristen. Så ved man at de nok gerne vil ansætte en ny så hurtigt som muligt. Og at de måske ikke er så gode til at komme i gang i tide, men at de sikkert vil presse en ansøger for en startdato. Det holdt stik.
Jeg ringede til en anden organisation og fik at vide at der var tale om fire ret forskellige opgaver som “vi gerne vil gøre noget ved, men vi ikke rigtig ved hvordan vi skal gå angribe”. Karakteristisk nok mente de selv at de kunne bruge både en samfer, en kommunikationsuddannet eller måske en kaospilot! Man kunne læse: Rodebunke og wishful thinking. Man kunne også læse åbenhed og fordomsfrihed. Begge dele var tilfældet.
Og jeg talte en gang med en chef som brugte ordet “koncept” mindst fem gange i løbet af 20 minutters samtale. Det stod ingen steder i opslaget. Tror I jeg omtalte min stærke konceptuelle tilgang i ansøgningen?
Alle tre eksempler var rigtig gode organisationer og rigtig gode jobs. Og jeg fik et hav af oplysninger ved at tage snakken med dem. Og så havde jeg selvfølgelig spørgsmål at stille. Hvem skal jeg arbejde sammen med? Hvad betyder “midt i en rivende udvikling”? Hvad er prioriteringen af de nævnte tre/fire/fjorten opgaver? Administration – hvad og ikke mindst hvor meget? 20%? 40%? Kan du sige noget mere om…? (Jeg har nogle guldspørgsmål jeg altid stiller, dem kan I få et andet sted eller ved en anden lejlighed…)
Men det er interessant hvorfor det er så stor en overvindelse at lave det der opkald, for det er det virkelig. Jeg tror at det har noget at gøre med afsenderrollen. En jobansøgning er ganske vist den ultimative persuasive tekst, her skal der saftsuseme sælges igennem. Men man skal kommunikere med en modtager der modtager måske over 100 ensartede tekster hvoraf kun en brøkdel slipper igennem. Magtfordelingen er – i udgangspunktet i hvert fald, og i hvert fald set fra ansøgerens side – skæv til fordel for modtager. Vi har noget du gerne vil have. Som ansøger forestiller man sig at man er til samtale når man ringer.
Men det er man ikke. (Heller ikke selv om de måske skriver dit navn ned. Du gjorde garanteret et rigtig godt indtryk, og hvis ikke, pyt!) Man er en retorisk researcher. Man indsamler viden om hvem det er man nu skal tale til og med. Hvad synes de er vigtigt, og hvordan er jobbet skruet sammen. Og man lærer dem lidt at kende. Det er ikke small talk, men det kunne det godt være. Vi snakker bare lidt og fornemmer hvem hinanden er.
Og så er der naturligvis den praktiske og meget vigtige overvejelse: Skal du overhovedet søge jobbet? Der er ingen grund til at bruge tid på at skrive lækre ansøgninger til stillinger du ikke er interesseret i. Det er dyrebar tid der kunne være blevet brugt på en fantastisk ansøgning til dem du allerhelst vil arbejde for.
Jobansøgningens hellige regel nr. 1: Kend din måske kommende arbejdsgiver. Fint nok at researche lidt på nettet eller læse i Børsen eller spørge i netværket. Men kend dem rigtigt. Tal med dem.
Jeg er arbejdssøgende for tiden. Der er masser af gode jobs derude og jeg leder lykkeligt efter den næste, bedste stilling til mig. Men jeg er altså kommet i kategorien professionel jobsøgende. Det er en status med mange forskellige retoriske implikationer.
Jeg er kommet ind i dagpengesystemet, ikke mindst. Efter mange års bidrag til a-kassen føler jeg mig i den grad berettiget til mine forventede få måneders udbetalinger så jeg kan betale husleje og fylde køleskabet mens jeg finder det job hvor jeg igen kan være med til at bidrage til bruttonationalproduktet. Og jeg får dem da også. Men ikke uden at blive viklet ind i et hav af godkendelsesprocedurer, fx udfyldelsen af blanket A251 ledighedserklæring, AR 259 supplerende oplysningsskema og nu en erklæring om sygdom for at få sygedagpenge (jeg blev snotramt på et uheldigt tidspunkt), og den her, som gemmer sig i brevet om indkaldelsen til det obligatoriske tre-timers møde i a-kassen hvor jeg bliver orienteret om min ret og pligt: “[A-kassen] skal efter gældende regler godkende dit CV på www.jobnet.dk inden én måned fra din tilmelding.”
Det fungerer sådan her: Jeg er forpligtet til at lægge en elektronisk version af mit CV ud på jobnet. Jobnet er en online service hvor virksomhederne kan gå ind og finde deres nye medarbejdere blandt Danmarks ledige, og her er et et CV selvfølgelig en fin ting. I princippet helt fint, og det gør jeg da gerne. Hvilket jeg også sagde til den flinke mand ved skranken i a-kassen. Hvortil han svarede: Ja, men det er spild af din tid, for der er alligevel ingen arbejdsgivere der kigger på det.
Allraaaajt. Okaaaayy. Tænker jeg da jeg kommer ned på gaden. Andre ville nok have skreget hvad fanden??!! Op i hovedet på flinke Leif.
Sagen er den at a-kassen befinder sig i den uheldige position at de skal forvalte en lovgivning som de fleste af os, hvis vi kendte den i detaljer (og mange af os uden at kende den i detaljer) ville føle os dårligt tilpas ved. Retorisk set er det interessant fordi de (min a-kasse i hvertfald) tydeligvis befinder sig i den rolle som en puddel i en latexdragt – de vrider og snor sig og snapper for at komme ud. Af og til holder det lille krøllede dyr en pause i sine rasende anstrengelser og kigger bedende op på dig med våde brune øjne som for at sige, jeg er slet ikke sådan her i virkeligheden.
Det giver sig udslag i skriftlige formuleringer som at a-kassen på mødet vil “rådgive og vejlede dig om de regler du skal kende til som ledig, samt vurdere din rådighed for arbejdsmarkedet”, skarpt efterfulgt af ”I [a-kassen] er vi glade for (…) at møde dig og give dig inspiration og støtte i din jobsøgning.” Bjæf-bjæf, puddel vil ud, latex niver og strammer, bjæf-bjæf-piv-hvin-bedende øjne.
Min politiske orientering, er jeg efterhånden blevet klar over, er opstået på samme måde som de fleste danskere er kulturkristne. Temmelig lorne over for genopstandelsen og alt det, men med de grundlæggende kristne værdier solidt indlejret i deres selv- og verdensforståelse. Jeg er kultur-socialdemokrat, selv om jeg som regel stemmer noget andet. Ret og pligt klinger smukt i mine øren. Men i den version af ret og pligt som a-kassen er sat til at forvalte, er retten noget jeg skal være grænseløst taknemlig for, og pligten noget jeg forventes at ville skulke fra hvis ikke jeg bliver holdt i stram snor med kvælerhalsbånd. Jeg har ikke ret til at arbejde, men pligt til det. Jeg har ikke ret til at få inspiration, men pligt til det. Jeg er den savlende pitbull som går amok hvis ikke systemet holder mig nede.
Der er ingen af os der kan lide at være her. Pudlen vil bare ud af den hæslige dragt, og jeg er mere end almindelig irriteret at være castet som hund.
Dette indlæg er re-blogget fra Nadjas Reflexioner. Men kommentér endelig og del dine tanker om nyhedernes brug af konkrete detaljer her på Taletank.
Da jeg var yngre, syntes jeg altid, det var så plat, når nyhederne fortalte om verdens store katastrofer og altid understregede, om der var tilskadekomne/døde danskere. Når de fokuserede mere på en krig eller katastrofe i vores umiddelbare nærhed, mens problemer i fjerne Afrika eller Asien blev forbigået i noget nær tavshed. Når en hungersnød blev reduceret til ét billede af ét barn med store øjne og opsvulmet mave. Og når film om fx Holocaust fokuserede på én familie eller én lille gruppe jøder, som man så sad og holdt med – og nærmest var lettet, når heltinden lige med nød og næppe undslap gaskammeret – uden at tænke så meget på de seks millioner andre, det gik langt værre.
Sådan har jeg det grundlæggende stadigvæk. Det irriterer mig, at nyheder, film og historier fokuserer på en lille bitte del af helheden og ærger mig, at man tilsyneladende ikke tror vi kan kapere de kolossale tabstal, fordi de bliver for abstrakte og svære at forholde sig til.
Men ikke desto mindre må jeg jo efterhånden erkende, at det er det, der virker. Det bider på en på en helt anden måde, når man har et konkret ansigt at forholde sig til, nære og kære i katastrofeområdet, eller har været der selv.
Første gang jeg for alvor måtte erkende det var, da Estonia sank. Jeg havde hørt radioavisen spotte for nyheden mens jeg stadig lå og småsov. De sagde noget i stil med “Færge sunket i nat og over 800 mennesker druknet” og jeg reagerede ikke rigtigt med andet end “hvor forfærdeligt”. Indtil selve indslaget gik i gang og det viste sig at være en færge, der sejlede mellem Stockholm og Tallinn og som jeg havde taget mange gange, fordi min far på det tidspunkt i Estland. Faktisk havde han ganske kort forinden selv været ombord. Og så gik det fra at være en fjern historie om skibskatastrofer (hærværk og pludselig død) til at være en ekstremt konkret historie. Pludselig så jeg, hvordan passagererne i de underste kahytter måtte have tromlet sig gennem labyrinterne på de underste dæk, hvordan de lidt for snalrede ælde mænd ved spillemaskinerne måtte have forsøgt at vakle op på dækket, hvordan dansepigerne fra salonen måtte have spjættet med deres lange ben, mens de blev suget under og deres paillet-bikinier måtte have skinnet som sølvfisk i fuldmåneskin, mens de blev trukket under. Det blev helt forfærdeligt konkret.
Under mit New York-ophold har jeg efterhånden også været nede ved Ground Zero med mange forskellige gæster hjemmefra. Og selvom 9.11-angrebet i sig selv er så ikonografisk, at det har betydning for alle, har jeg alligevel mærket tydelig forskel på reaktionen alt efter om gæsterne – som mig selv – havde været oppe i tårnene – eller kun kendte dem fra medierne. For selve grunden er jo lige nu en byggeplads, hvor der reelt ikke er så meget at “se” (jeg ved ikke, hvad det egentlig er, man forventer at se – men uanset hvad det er, er det der ikke) og derfor er det mest fanton-smerterne man føler. Fornemmelsen af, at lige der lå der noget meget stort, der nu er væk. Af forfærdelige årsager.
Og jeg må også indrømme, at folkemordet i Rwanda bed endnu hårdere på mig, fordi en af mine bedste veninder var blandt de syv danskere, der var fanget dernede og heldigvis endte på det sidste evakueringsfly. Jeg bed endnu mere mærke i Tjetjenernes bombninger af Moskvas boligblokke for små ti år siden, fordi mine forældre boede i Moskva på det tidspunkt. Og ambassadebelejringerne i Beijing for nogle år siden, fordi min far på det tidspunkt arbejdede på den danske ambassade i Beijing på det tidspunkt.
Og – just to prove my point – jeg tør næsten garantere, at I andre allerhøjst vagt kan huske, at der var noget som helst om Moskvabombninger eller ambassadebelejringer i Beijing med mindre I også havde nære eller kære i byerne på de tidspunkter. SARS-frygten husker de fleste nok, selvom de ikke havde familie i Kina på det tidspunkt – men det skyldes trods alt nok mest, at der var frygt for, at det skulle sprede sig til resten af verden, fordi bacillerne var lige så ligeglade med landegrænser som de fugleinfluenza-inficerede trækfugle var.
Og nu sidder jeg med den igen. Jeg bliver ved med at forestille mig, hvordan de Sizhuanborgere, der for nogle år siden var de gladeste merry X-mas-ønskende plastik-kølle-ballademagere, nu kæmper for at overleve i ruinerne af det, der var engang. Og det er ikke fordi det jordskælv er spor mere forfærdeligt end jordskælv, oversvømmelser og tsunamier i resten af verden, eller fordi jeg føler mere med dem end med alle de andre hårdtramte i resten af verden. Det er bare så ekstremt meget mere konkret for mig. Og det er svært for mig at indrømme, fordi jeg grundlæggende ikke synes, det burde være sådan.
Det er en effektiv lektie i de konkrete detaljers kraft.
katrine
sjust
christinei
Nadja
Nye kommentarer