Jeg er arbejdssøgende for tiden. Der er masser af gode jobs derude og jeg leder lykkeligt efter den næste, bedste stilling til mig. Men jeg er altså kommet i kategorien professionel jobsøgende. Det er en status med mange forskellige retoriske implikationer.

 

Jeg er kommet ind i dagpengesystemet, ikke mindst. Efter mange års bidrag til a-kassen føler jeg mig i den grad berettiget til mine forventede få måneders udbetalinger så jeg kan betale husleje og fylde køleskabet mens jeg finder det job hvor jeg igen kan være med til at bidrage til bruttonationalproduktet. Og jeg får dem da også. Men ikke uden at blive viklet ind i et hav af godkendelsesprocedurer, fx udfyldelsen af blanket A251 ledighedserklæring, AR 259 supplerende oplysningsskema og nu en erklæring om sygdom for at få sygedagpenge (jeg blev snotramt på et uheldigt tidspunkt), og den her, som gemmer sig i brevet om indkaldelsen til det obligatoriske tre-timers møde i a-kassen hvor jeg bliver orienteret om min ret og pligt: “[A-kassen] skal efter gældende regler godkende dit CV på www.jobnet.dk inden én måned fra din tilmelding.” 

Det fungerer sådan her: Jeg er forpligtet til at lægge en elektronisk version af mit CV ud på jobnet. Jobnet er en online service hvor virksomhederne kan gå ind og finde deres nye medarbejdere blandt Danmarks ledige, og her er et et CV selvfølgelig en fin ting. I princippet helt fint, og det gør jeg da gerne. Hvilket jeg også sagde til den flinke mand ved skranken i a-kassen. Hvortil han svarede: Ja, men det er spild af din tid, for der er alligevel ingen arbejdsgivere der kigger på det.

 

Allraaaajt. Okaaaayy. Tænker jeg da jeg kommer ned på gaden. Andre ville nok have skreget hvad fanden??!! Op i hovedet på flinke Leif.

 

Sagen er den at a-kassen befinder sig i den uheldige position at de skal forvalte en lovgivning som de fleste af os, hvis vi kendte den i detaljer (og mange af os uden at kende den i detaljer) ville føle os dårligt tilpas ved. Retorisk set er det interessant fordi de (min a-kasse i hvertfald) tydeligvis befinder sig i den rolle som en puddel i en latexdragt – de vrider og snor sig og snapper for at komme ud. Af og til holder det lille krøllede dyr en pause i sine rasende anstrengelser og kigger bedende op på dig med våde brune øjne som for at sige, jeg er slet ikke sådan her i virkeligheden.

Det giver sig udslag i skriftlige formuleringer som at a-kassen på mødet vil “rådgive og vejlede dig om de regler du skal kende til som ledig, samt vurdere din rådighed for arbejdsmarkedet”, skarpt efterfulgt af ”I [a-kassen] er vi glade for (…) at møde dig og give dig inspiration og støtte i din jobsøgning.” Bjæf-bjæf, puddel vil ud, latex niver og strammer, bjæf-bjæf-piv-hvin-bedende øjne. 

 

Min politiske orientering, er jeg efterhånden blevet klar over, er opstået på samme måde som de fleste danskere er kulturkristne. Temmelig lorne over for genopstandelsen og alt det, men med de grundlæggende kristne værdier solidt indlejret i deres selv- og verdensforståelse. Jeg er kultur-socialdemokrat, selv om jeg som regel stemmer noget andet. Ret og pligt klinger smukt i mine øren. Men i den version af ret og pligt som a-kassen er sat til at forvalte, er retten noget jeg skal være grænseløst taknemlig for, og pligten noget jeg forventes at ville skulke fra hvis ikke jeg bliver holdt i stram snor med kvælerhalsbånd. Jeg har ikke ret til at arbejde, men pligt til det. Jeg har ikke ret til at få inspiration, men pligt til det. Jeg er den savlende pitbull som går amok hvis ikke systemet holder mig nede.

 

Der er ingen af os der kan lide at være her. Pudlen vil bare ud af den hæslige dragt, og jeg er mere end almindelig irriteret at være castet som hund.