Efter en uge i USA med fjernsyn på værelset kører foruden bizarre reklamer især for medicin og forsikringer en række dialoger i loop i hovedet på mig: Nyhedsværter, der gyser eller fniser sammen over nyhedshistorier om car jackings, om trafiksituationen i Seattle-området, om sager vedrørende Indiana Jones eller Sex and the City eller om en familie, der kan mønstre fire generationer af Eagle Scouts og derfor får den ære at møde præsident Bush.
Jeg har ikke tv hjemme og er derfor på én gang ekstra fjendtlig og ekstra modtagelig for impulserne. I hvert fald kan jeg ikke få de spredte oplysninger, henvendelser og stemninger ud af kroppen igen, og jeg hader det virkelig. Fjernsyn føles ikke spor harmløst, når man ikke er vant til at se det. Det lukker op for distraherende rituelle samtaler, som er alt for lette at føre videre. Både på stedet og siden jeg kom hjem igen, har jeg hørt mig selv fortælle om både medicin- og forsikringsreklamerne og om nyhedsindslagenes car jackings, trafikmeldinger og fire generationer af Eagle Scouts, der skulle hilse på præsidenten. Efter yderligere et par uger ville min småironiske/undrende tone formentlig lige så stille være fordampet.
Og nu stritter jeg så imod ved at harcelere og generalisere i stedet. Møgfjernsyn. De konkrete detaljer, der kunne have skabt nærvær i de forskellige indslag, har i stedet hobet sig op til en kritik, der er lige præcis så ukonkret og tam som 25 år gamle slangudtryk a la ‘flimmeren’ og ‘tossekassen’. Vi beklager.
katrine
sjust
christinei
Nadja
9 comments
Comments feed for this article
31. maj 2008 at 10:51 am
katrine
Det er ok at være overvældet. Det ER jo flimmer. Og det er Amerika der bare rammer som en kølle i maven, jeg har selv haft den samme følelse.
Distraherende rituelle samtaler. Det er en ekstremt præcis og foruroligende beskrivelse af måden vi ofte taler om fjernsyn på. Ritualer er med til at danne en kultur. Vi har ofte talt om at det ikke at have fjernsyn fungerer delvist isolerende både fordi man går glip af kulturelle koder fx gennem allusioner til populære programmer. Men det rituelle er et genialt forståelsesgreb.
Så du X-factor, Deroute eller Forbrydelsen… Ritualet er både at se det som nogen har defineret som obligatorisk. Men også at tale om det på en bestemt måde. Vi bliver del af den flok der har set og elsker eller hader eller ironiserer. Vi kan gå i flæsket, være finkulturelle eller bare vise at vi er med. Det kan være et kolossalt overgreb at blive udsat for bombardementet og så blive drevet til at forholde sig til det. Men som tidligere næsten-englænder må jeg også føre et forsvar for den rituelle samtale. Vi kan tale med folk vi næsten ikke kender. Vi kan give udtryk for holdninger og følelser uden – i første omgang – at give en alt for stor bid af os selv. Det er fjernsyn så fabelagtigt til fordi det ikke er virkeligt. Det er det jo ikke. Er det så anti-nærvær? Jeg vakler.
31. maj 2008 at 15:47 pm
sjust
Det må være en voldsom oplevelse at gå fra intet fjernsyn til den store amerikanske pakke – håber i øvrigt, at konferencen var bedre end tv-programmerne…
Selv ser jeg en del morgenfjernsyn for tiden – TV2’s Godmorgen Danmark synes som skabt til folk på barsel; vi er tidligt oppe og har ikke noget bedre at lave. På morgensendefladen har jeg bemærket et fænomen, der minder om nyhedsværternes gysen/fnisen, “over-to-you-speak’en” kunne man kalde det: nyhedsværten sender ordet videre til vejrpigen med en kæk bemærkning, joker lidt med ham fra sporten og fører hele samtaler (fx om den musik, han lyttede til i sin ungdom) med Godmorgen-værterne.
Formålet må vel – ligesom de amerikanske værters indforståede fnisen/gysen – være at forlene det massemedierede offentlige rum med en hyggelig, ja, nærmest hjemlig stemning. Og ja, jeg ved godt at fjernsynsværterne på sæt og vis kommer ind i min stue, og at det er mig, der har inviteret dem, men behøver de at opføre sig som om, de rent faktisk og fysisk sidder lige her i sofaen ved siden af mig? Set i det lys kunne jeg egentlig godt tænke mig, at mit fjernsyn og de mennesker, der bor inde i det, var lidt mindre nærværende.
31. maj 2008 at 23:59 pm
christine i
@Sine: Ja! det er præcis det, jeg mener: Man kunne godt ønske sig mindre nærvær, mindre postuleret fortrolighed fra sine tv-værter. (Og ja, retorikkonferencen, der foregik på samme hotel i Seattle, hvor jeg så tv før sengetid, var faktisk anderledes interessant, så hvorfor er det nu alligevel tv, der stjæler min og dermed også jeres opmærksomhed?).
@Katrine: Det er selvfølgelig slemt generaliserende og arrogant at sige, at det er anti-nærvær at se fjernsyn eller tale om fjernsyn. Fjernsyn er mange ting og kan give anledning til mange slags samtaler. Selvfølgelig. Men alligevel har jeg/husstanden jo taget den generaliserende beslutning ikke at have tv. En hel del tv-kultur kan man orientere sig i bare ved at læse formiddagsbladenes spisesedler på gaden og ved at læse aviser i det hele taget, men jo, det fungerer ekskluderende ikke at have tv (Hvem Dolf er? Om han er værd at kende? Ja for! En blå, osv. Og så I hvordan han B. S. Christiansen. Helt fantastisk! Men hvem B.S. Christiansen er? Og så videre), men er det faktisk ekskluderende i problematisk grad? Nyheder fås i andre formater, så det ER frem for alt tv-underholdningsprogramkulturen, man udelukker sig fra. Desto mere nysgerrig er jeg efter at få udfoldet det argument, at man faktisk har en vis pligt til at se X-Factor, Deroute og Forbrydelsen. Bør man følge med simpelthen for at følge med?
Jeg har engang i en anmeldelse kritiseret Anders Johansen (fordi han er professor i medie- og kulturhistorie og burde have et bud på et svar!) for at resignere i en mediekritik, der stoppede lige præcis der: I et essay, Samvær og kringkasting, kalder han fjernsyn for samfundsmæssighed i sin reneste form og beklager så, at han ikke rigtig selv orker at deltage i det. Jeg har det på samme måde, jeg beklager det også (lidt), men hvad vil det så sige? Bør man bare se at vænne sig til det? Bør man faktisk se fjernsyn?
2. juni 2008 at 6:04 am
sjust
Bør man faktisk se fjernsyn? Spørgsmålet minder mig om en diskussion, jeg havde med en af opponenterne, den norske samfundsforsker Iver B. Neumann, ved mit ph.d.-forsvar. Det drejede sig om, hvorvidt der findes en europæisk offentlighed, og for at vise at en sådan offentlighed ikke findes, spurgte jeg salen, hvor mange der kendte Europa-Kommissionens Futurum-website (der dengang udgjorde Kommissionens centrale satsning i forsøget på at skabe europæisk offentlig debat). For at vise eksistensen af en europæisk offentlig sfære spurgte Neumann til gengæld, hvor mange der kendte MTV. Så bør vi – simpelthen fordi det er det eneste realistiske – lade os forene af Pimp my ride og Hogan knows best (jep, jeg har set på lektien)? Jeg mente den gang i januar 2005 (gisp) og mener fortsat, at der er kvalitativ forskel på de forskellige potentielle (realistiske så vel som urealistiske) offentligheder, og ingen har vel pligt til at indgå i en sammenhæng, der gør hende/ham decideret dummere, ligesom den slags offentlighed næppe kan have en positiv samfundsmæssig funktion. Så nej, Christine, du og familien behøver ikke at gå ud og købe et fjernsyn i morgen
3. juni 2008 at 9:10 am
christine i
@Sine: Det lettede
Men apropos borgerpligter: Bør man så faktisk besøge Europa-kommissionens websites? Tanken vil formentlig (som du også demonstrerede med dit spørgsmål til salen i sin tid) ligge de fleste meget fjernt. Futurum-satsningen lyder som, ja, en satsning, et kommunikationsstrategisk tiltag på nettet, hvis besøgstal nødig skulle få afgørende status som indikator for, om vi har en europæisk offentlighed.
Men hvad skal så? Helst ikke MTV alene, men det er en god pointe, at europæere faktisk føler sig som medejere af MTV. Ruth Wodak, der forsker i EU-diskurs, påpegede i et foredrag for nylig, at vi jo fortsat taler om EU som ‘dem dernede’. Hvis altså vi overhovedet taler om EU, og noget tyder på, at den drøm nærmest er opgivet, jf. din tidligere post, Sine, (http://taletank.wordpress.com/2008/04/26/ad-lissabon-til/), som, betegnende nok, endnu står ukommenteret hen.
3. juni 2008 at 19:34 pm
sjust
Hmmm, bør man besøge http://www.europa.eu og dertilhørende undersider som fx Debate Europe (afløseren for Futurum)? Det kommer vel an på, om man gerne vil være borger i EU. Hvis man ikke vil det – eller end ikke havde overvejet muligheden – hvis problem er det så? Og hvordan kan problemet løses?
Til sammenligning er det relevant at spørge, hvor mange der mon besøger http://www.folketinget.dk jævnligt (om overhovedet). Jeg formoder, at det er en ganske lille procentdel af danskerne, men det er der vel ikke nogen, der vil betegne som et demokratisk problem endsige som udtryk for, at det står sløjt til med danskheden.
Jeg er altså bange for, at det ikke er oplysning og debat – eller i hvert fald ikke oplysning og debat alene – der skaber folkelig tilslutning til politiske institutioner og dermed legitime samfund. Og det bringer os jo så tilbage til MTV – måske skulle man alligevel se noget mere af det. Eller rettere: måske skulle man se noget mere Melodi Grand Prix og EM i fodbold. Det ville måske med tiden forene seerne til europæiske borgere af en slags (apatiske, men dog fælles om apatien). Hvis man vil være en god europæisk borger, derimod, ja, så bør man bestemt besøge Europa-kommissionens, de andre EU-institutioners og andre europæiske politiske aktørers hjemmesider med jævne mellemrum, men hvem har tid til det, når der nu (lige om lidt) er EM i flimmeren?
8. juni 2008 at 21:40 pm
katrine
Selvfølgelig har man ikke pligt til at se fjernsyn. Man har pligt til at betale skat og opføre sig ordentligt. Det er vist det.
Men jeg synes faktisk, for nu at følge EU-tråden, at pligten til at opføre sig ordentligt i demokratiet går begge veje. Jeg mener: Den er ikke alene borgerens. Det kan godt være at det er et banalt og forslidt synspunkt og at alt er prøvet jeg ved det bare ikke for jeg gad ikke at høre efter (havde nok for travlt m at se Hvad er det værd?), men måske har EU-bureaukrater og de kommunikationseksperter de (måske) hyrer, faktisk pligt til at se MTV og EM i fodbold. Eller – tør jeg sige det – smutte en tur på You Tube. Eller måske hyre nogen af dem der gør.
Problemet med oplysning er at det er de oplyste der oplyser de mindre oplyste. Måske hvis man satte sig for at finde ud af hvad det fede ved fjernsyn er, kunne man i samme bevægelse finde ud af hvad det fede er ved folk der synes at fjernsyn er fedt. Eller fodbold. Hvad med at man var en god europæisk borger ved at elske suset ved et godt og fair europamesterskab? Hvorfor er der ikke kampagner om europæiske værdier ved EM? Bare som et eksempel på et temmelig konservativt første skridt.
Jeg har det lidt skidt med ordet apati. Det er altså for nemt.
10. juni 2008 at 8:03 am
christine i
“Margot Wallström foreslog i et memo den 12. juli sidste sommer [2006] at kombinere fejringen af 50-års-jubilæet for underskrivelsen af Rom-traktaten med det europæiske melodigrandprix – The Eurovision Song Contest. [Magasinet] Rumspringa har taget hende på ordet. Alle hendes citater i denne artikel er kontrafaktisk spekulation.”
Se:
http://rumspringamagasin.dk/
-> “Den store eurovision – en kontrafaktisk reportage”
12. juni 2008 at 8:22 am
sjust
EU-teknokraterne har skam opdaget You Tube: http://www.youtube.com/eutube
Om de også ser på, hvad andre lægger op der, skal jeg dog ikke kunne sige…
Og ja Katrine, du har ret, det er for nemt og for generaliserende at kalde folk apatiske. Rigtigt mange mennesker er meget aktive på alle mulige fronter og i mange forskellige medier og netværk. Det er fedt, men i forhold til politik og den politiske offentlighed i traditionel forstand, så er der altså ikke mange, der rykker. Det synes jeg i lige så høj grad er politikernes og de politiske institutioners skyld, som det er borgernes, og det er udelukkende politikernes problem – når borgerne finder det problematisk, er jeg sikker på, at de nok også skal gøre noget ved det. Så det er altså ikke fordi jeg er elitær eller noget; jeg synes bare, at det er trist, at det ikke kan lykkes at skabe en god og involverende EU-debat.
Der er i øvrigt mere om Margot Wallström og hendes kommunikative tiltag i det nye nummer af RetorikMagasinet, hvor jeg har skrevet en retorikprofil om hende.