Tronfesten og tisselakajen

I morgen rejser min lille familie og jeg til Marokko. Min søn skal møde sin fars familie, og jeg skal mæske mig i svigermors grillede sardiner og auberginepuré, sådan som jeg gerne gør det hver sommer. Der er visse ulemper ved at rejse til Marokko i sommermånederne (varmen for eksempel), men det har nu også sin charme. Blandt andet får man mulighed for at overvære den årlige tronfest, der fejres den 30. juli, og ikke mindst forberedelserne til den. Op til den store begivenhed er der en vældig aktivitet langs alle indfaldsvejene til hovedstaden Rabat, hvor kongens palads udgør den nationale højtids natulige centrum. Græsplaner klippes, fortovskanter males, marokkanske flag og portrætter af kong Mohammed VI sættes op. Alt i alt er der tale om et godt eksempel på det Robert Hariman i den tankevækkende og velskrevne bog Political Style: The Artistry of Power (1995) betegner hofstilen (the courtly style).

Hariman identificerer hofstilen via en analyse af den polske journalist Ryszard Kapuscinskis værk om den etiopiske kejser Haile Selassie. Kapuscinski – og med ham Hariman – indfanger rammende (s)tilstanden ved det etopiske hof i historien om tisselakajen (the pee lackey), der havde til opgave at tørre op, når kejserens hund tissede på hofmændenes sko – den uheldige, der fik fugtet tæerne, måtte absolut ikke lade sig mærke med noget. På baggrund af analysen konkluderer Hariman, at hofstilen har tre centrale træk: “the courtly style is centered on the body of the sovereign, displaces speech with gesture, and culminates in immobility” (p. 4).

I Mohammed VI’s palads gemmer der sig næppe en tisselakaj, men forberedelserne til tronfesten halter ikke meget efter den pomp og pragt, der omgav Haile Selassie ved hans hof. Den marokkanske konge udtrykker ellers en stor reformivrighed, hvilket står i kontrast til den fortsatte brug af hofstilen med dens indbyggede konservatisme.  Jeg håber derfor, at hofstilen kun for alvor luftes i forbindelse med tronfesten, og ikke også er så dominerende resten af året, at det marokkanske samfund størkner helt.

På en måde bed mand hund

DRs middagsradioavis bragte forleden den nyhed fra New York, at en gadefejemaskine ved et uheld havde slugt en lille hund ved navn Ginger (der ellers faktisk var i snor og det hele). Og jeg kom til at tænke højt i dag: Hvorfor er det nu lige, at vi skal høre den historie? Og, ja, selvfølgelig: historien er en klassiker, en prototype med eget nyhedskriterium.

Versaladr

Når man træder ud af universitetet og ind i erhvervslivet (forstået i skrivende stund som det at arbejde i produktorienterede organisationer hvor målet er konkrete målbare resultater og økonomisk rentable processer i modsætning til …?, men den overvejelse er værd et indlæg ved lejlighed) møder man også en ny genre med et helt nyt sprog. Jeg taler naturligvis om UI, Udviklingsindustrien.

Man kan med et snuptag inddele genren i to subgenrer: UDS og UDA. Udvikl Dig Selv og Udvikl Andre.

I denne omgang skal vi beskæftige os med UDS. (Og jeg skal indlede med en apologi: Jeg er en sucker efter både UDS og UDA. Men guderne skal vide at der er behov for at kaste lidt mudder efter de højglanspolerede koncepter).

Grundlaget for UDS er at problematiske situationer skal løses ved at individet forandrer sin selvforståelse og sine handlinger – sin måde at være i verden på. Hvis du er stresset, skal du på stresskursus eller tidsstyringsworkshop. På en af mine tidligere arbejdspladser ansøgte en ensom kvindelig sekretær, den eneste admistrative medarbejder i en dårligt fungerende afdeling fuld af teknikmænd, om at komme på et kursus i NLP Selvledelse, et eksempel på “problemet er mit eget” så stærkt at jeg stadig får helt ondt i maven over at tænke på det.

Hvis du savner arbejdsglæde, skal du tage et personligt valg om dit arbejde, et synspunkt som den selvbestaltede Chief Happiness Officer Alexander Kjerulf udmærket slår på tromme for. Og det lyder da også fint og fornuftigt. På Alexanders hjemmeside kan man for eksempel læse om et nyligt afholdt ‘gig’ med titlen Personlig Innovation – Forny Dig Selv.

Her kommer vi til sagens kerne. Versalerne. Selv de mest lødige og fagligt velfunderede udviklingsmetoder bliver udstyret med store bogstaver. Mindful Living, der er en form for meditation baseret på opmærksomhed udviklet af en amerikansk læge ved University of Massachusetts Medical Centre, Jon Kabat-Zinn, er et fantastisk eksempel. Kliniske studier viser at Mindful Living som metode er stressreducerende, og der er indikation på at den relativt simple og værktøjsagtige meditationsform kan have fysiologiske virkninger, blandt andet styrkelse af immunforsvaret.

At begynde hvert ord i en metode (eller en overskrift) med stort er naturligvis en anglicisme, eller rettere, en amerikanisme. Såddangørmanbarederovre. Forny Dig Selv. Som indædt skandinav må jeg bare sige: La vær!

Hvorfor? Fordi Forny Dig Selv ikke efterlader muligheden for at man bare kunne forny sig selv en lille smule eller en lille smule selvstændigt. Vi taler med store bogstaver her, makker, hvis ikke du lytter, er du tydeligvis både dum og ikke interesseret i at Forny Dig Selv. Mindful Living – vær med eller du kan lisså godt lægge dig ned og dø. Der er Living og living, og vi ved godt hvad der er det bedste.

Versalerne er hypernormative. Versalvarianterne af UDS-metoderne bliver ophøjet til idiotsikre brugsanvisninger uden tvivl og blottelse. Start ved trin 1, og så skal du bare se løjer. Det er ikke bare at love for meget, det er også at gøre folk til kvæg, hvilket (glem ikke at jeg er glad kunde i biksen) sjældent er intentionen.

En interessant skandinavisk variant er Positiv psykologi. Her er vi nede på kun en versal. Sara Zobel Kølpin (som jeg senest så træffe et voldsomt svært valg mellem stribet og mønstret sofabetræk til en dillion kroner per meter i et TV 2-program De Rige og Kendtes Fucking Livsstilsboliger, eller hed det noget andet?) har fornylig udgivet en bog med titlen Lev dig lykkelig – med positiv psykologi. Gudsketak og lov for Gyldendal. Her har man agtværdigvis ordentlige standarder og korrekturlæsere, så Kølpin er sluppet lidt heldigere ud af versalfælden.

Forklaringen er naturligvis alliterationen. Som i Mindful Living er Positiv psykologi amerikansk, udviklet af “den amerikanske psykologiprofessor, ph.d. Martin Seligman,” som det hedder på hjemmesiden for  Lykkeklinikken (jo!). Kølpin og kumpaner kan læne sig op af alliterationens evne til at sammenknytte to neutrale begreber til en betydningstung helhed. Versaler ikke nødvendige: Vi forstår. (I øvrigt kan ikke alle modstå fristelsen for de store bogstaver, se fx BT’s artikel om Kølpin som linket ovenfor fører til).

Indholdet i UDS’ernes Store Sandheder er som regel konstruktivt og brugbart på det personlige plan (det organisatoriske tager vi senere), også når det er med til at betale for milanesisk livsstilssofabetræk i liebhaverboliger. Men formen – adr.

Nej? Åh nej!

Hænderne op foran ansigtet og et ærgerligt udbrud: “Åh nej, ikke nu igen!” Det har nok været de fleste af EU’s regeringslederes første reaktion, da de modtog resultatet af den irske afstemning om Lissabontraktaten. Det irske nej kaster EU ud i endnu en krise, hvor det politiske råderum er meget begrænset, og hvor det retoriske handlerum er tilsvarende snævert samtidig med, at en retorisk legitimering af den politiske kurs, man beslutter sig for, er alt afgørende for EU’s fremtid.

Der er tre overordnede handlemuligheder:

1) Drop reformerne og lev med den nuværende Nice Traktat. Denne løsning er på sin vis den politisk nemmeste, men den er vanskelig at argumentere for, fordi politikerne lige siden Nice Traktaten blev vedtaget i december 2000 har brugt mange kræfter på at vise, at denne traktat er helt utilstrækkelig og må reformeres hurtigst muligt. Det vil kræve omfattende retoriske manøvrer at forklare, hvorfor Nice Traktaten nu alligevel er god nok.

2) Kør videre med godkendelsen og implementeringen af Lissabon Traktaten og lad irerne finde en løsning på deres nej. Dette er nok den løsning, mange proeuropæiske politikere vil finde mest tillokkende, men den besværliggøres af, at franskmændenes og hollændernes nej til Forfatningstraktaten i 2005 blev gjort til hele EU’s problem. Hvorfor skulle det være anderledes nu, hvor det er irerne, der har stemt nej? Hvis man vil forfægte denne løsning, er man nødt til at finde et rigtigt godt svar på dette spørgsmål.

3) Start hele reformprocessen forfra og skab en proces, der involverer EU-borgerne og resulterer i en traktat, som har borgernes opbakning. Dette er den mest ambitiøse og omfattende løsning, men den har det handicap, at allerede Forfatningstraktaten og dens udvandede aflægger Lissabon Traktaten skulle være kulminationen på en sådan proces. Man er altså oppe imod en vis reformtræthed i det politiske system (og måske også hos borgerne, selvom de ikke har været særligt involverede), og man vil være nødt til at mobilisere hidtil ukendte retoriske ressourcer, hvis det denne gang skal lykkes at skabe en offentlig debat om EU, der involverer borgerne i en sådan grad og er så konstruktiv, at den kan danne grundlag for en populær traktat (for slet ikke at tale om, hvor vanskeligt det vil blive at komme op med noget radikalt anderledes). Det vil være glædeligt, om det kan lykkes at skabe det nødvendige folkelige engagement, men jeg tvivler på, at der er politisk vilje og retorisk kapacitet til at gå denne vej – risikoen for endnu en fiasko er alt for stor, og det vil være alt for ødelæggende for EU, hvis der ikke findes en holdbar løsning denne gang.

Det irske nej har i sandhed kastet EU ud i endnu en interessant og risikofyldt politisk og retorisk situation.

Troværdighed på flaske

- hos Starbucks, Seattle.

At skrive er at tænke

Jeg sidder i disse dage og forsøger at skrive min adjunktopgave (hvilket ikke er helt nemt, når det skal foregå i de korte perioder på 45 minutter, min søn for tiden synes at mene er en lang lur, eller om aftenen, når han omsider sover, og jeg er riiimeligt træt). Opgaven skal handle om “Rationalitet og retorik,” et undervisningsforløb for studerende på 1. semester af HA-uddannelsen i filosofi og økonomi (FLØK) på CBS, hvor jeg har stået for retorikdelen. Jeg har gennemført retorikforløbet to gange (i efterårssemestrene 2006 og 2007) – den ene gang i tæt samarbejde med en filosof (så rationalitet og retorik hele tiden spillede med og mod hinanden), den anden gang uafhængigt af den underviser, der tog sig af rationalitetsdelen (så det blev min opgave – alene – at forsøge at skabe en sammenhæng mellem rationalitet og retorik).

Den grundlæggende ide med ”Rationalitet og retorik” var “at lære de studerende at bruge skriften til at organisere tanken” (Fagbeskrivelse 2006). Forløbet – i hvert fald retorikdelen af det – var først og fremmest et praktisk skrivekursus: de studerende fik til opgave at finde et “påtrængende problem” – dvs. “en ufuldkommenhed, der presser sig på” (jf. Bitzer 1968, dansk oversættelse 1997) - på en kulturinstitution (i 2006 drejede det sig om Glyptoteket, mens Statens Museum for Kunst var casen i 2007). I en række skriveøvelser skulle de studerende derefter arbejde med problemet via forskellige retoriske teknikker, der bidrager til at skabe et passende svar (fitting response) og således kan afhjælpe det påtrængende problem. I en øvelse var der fx fokus på modtager og på, hvordan man addresserer denne på passende vis, i en anden øvelse koncentrerede de studerende sig om den sproglige udformning og de stilistiske virkemidler, man kan iklæde sagsfremstillingen, og i en tredje øvelse rettedes opmærksomheden mod afsenders selvfremstilling. Selvom der ikke blev arbejdet ud fra de klassiske retoriske forarbejdningsfaserer, havde øvelserne et processuelt præg; det var arbejdet med teksterne snarere end resultatet, der var i fokus. De studerendes skrivearbejde var desuden kollaborativt, idet alle tekster blev skrevet i grupper. 

Alt i alt kan man sige, at ”Rationalitet og retorik” var en slags manual for Taletank-skribenter: find en retorisk problemstilling og undersøg i samarbejde med andre problemets forskellige dimensioner og mulige løsninger. Det lyder – i hvert fald i mine øren – vældigt besnærende, MEN hvordan underviser man egentlig i det? En ting er, at det står klart, hvad de studerende skal lære, men hvordan lærer man dem det? Af ressourcemæssige årsager blev en stor del af “Rationalitet og retorik” afviklet som storholdsforelæsninger (ca. 90 studerende), hvor de forskellige begreber og teknikker, som de studerende skulle bruge i de praktiske øvelser, blev præsenteret. Forelæsningerne i sig selv kunne naturligvis ikke lære de studerende at skrive; den kompetence kan kun opnås ved, at man skriver og skriver og… Derfor var de praktiske skriveøvelser helt afgørende for realiserinen af målsætningen med “Rationalitet og retorik.”

Spørgsmålet er så, om forelæsningerne overhovedet havde nogen funktion; hvis man lærer at skrive ved at skrive (we learn to do by doing), betyder det så, at dem, der i forvejen var gode til at skrive, fik pudset lidt på deres eksisterende kunnen, mens dem der ikke kunne skrive (altså i den kvalitative forstand; der var trods alt ingen analfabeter på holdet, selvom det ind i mellem føltes sådan) ikke blev ret meget bedre til det undervejs? Hvad bidrager begrebspræsentationer og eksemplificeringer med, hvis de studerende først lærer at bruge begreberne ved at bruge dem?

Det lette svar er selvfølgelig, at hvis de studerende ikke kender analytiske begreber, formidlingsmæssige teknikker og de andre gode sager, der blev præsenteret på forelæsningerne, så kan de slet ikke bruge dem. Problemet er dog stadig, at det kendskab, som forelæsningerne kan give, ikke nødvendigvis bringer de studerende spor nærmere den praktiske kompetence, der var forløbets egentlige målsætning. Nogle vil nok opleve at få sat ord på praksisser, de allerede har, mens ordene for andre vil være tomme – der er ikke i sig selv noget i de retoriske begreber, der indikerer, hvordan man tilegner sig de færdigheder, som begreberne henviser til. Hvad skal man som underviser gøre i den situation: give op og råbe “ansvar for egen læring,” ændre læringsmålene til noget, der faktisk kan undervises i (som fx begrebsgenkendelse og -definition), kræve andre undervisningsformer (og i så fald hvilke) eller noget helt fjerde?