Jeg sidder i disse dage og forsøger at skrive min adjunktopgave (hvilket ikke er helt nemt, når det skal foregå i de korte perioder på 45 minutter, min søn for tiden synes at mene er en lang lur, eller om aftenen, når han omsider sover, og jeg er riiimeligt træt). Opgaven skal handle om “Rationalitet og retorik,” et undervisningsforløb for studerende på 1. semester af HA-uddannelsen i filosofi og økonomi (FLØK) på CBS, hvor jeg har stået for retorikdelen. Jeg har gennemført retorikforløbet to gange (i efterårssemestrene 2006 og 2007) – den ene gang i tæt samarbejde med en filosof (så rationalitet og retorik hele tiden spillede med og mod hinanden), den anden gang uafhængigt af den underviser, der tog sig af rationalitetsdelen (så det blev min opgave – alene – at forsøge at skabe en sammenhæng mellem rationalitet og retorik).

Den grundlæggende ide med ”Rationalitet og retorik” var “at lære de studerende at bruge skriften til at organisere tanken” (Fagbeskrivelse 2006). Forløbet – i hvert fald retorikdelen af det – var først og fremmest et praktisk skrivekursus: de studerende fik til opgave at finde et “påtrængende problem” – dvs. “en ufuldkommenhed, der presser sig på” (jf. Bitzer 1968, dansk oversættelse 1997) - på en kulturinstitution (i 2006 drejede det sig om Glyptoteket, mens Statens Museum for Kunst var casen i 2007). I en række skriveøvelser skulle de studerende derefter arbejde med problemet via forskellige retoriske teknikker, der bidrager til at skabe et passende svar (fitting response) og således kan afhjælpe det påtrængende problem. I en øvelse var der fx fokus på modtager og på, hvordan man addresserer denne på passende vis, i en anden øvelse koncentrerede de studerende sig om den sproglige udformning og de stilistiske virkemidler, man kan iklæde sagsfremstillingen, og i en tredje øvelse rettedes opmærksomheden mod afsenders selvfremstilling. Selvom der ikke blev arbejdet ud fra de klassiske retoriske forarbejdningsfaserer, havde øvelserne et processuelt præg; det var arbejdet med teksterne snarere end resultatet, der var i fokus. De studerendes skrivearbejde var desuden kollaborativt, idet alle tekster blev skrevet i grupper. 

Alt i alt kan man sige, at ”Rationalitet og retorik” var en slags manual for Taletank-skribenter: find en retorisk problemstilling og undersøg i samarbejde med andre problemets forskellige dimensioner og mulige løsninger. Det lyder – i hvert fald i mine øren – vældigt besnærende, MEN hvordan underviser man egentlig i det? En ting er, at det står klart, hvad de studerende skal lære, men hvordan lærer man dem det? Af ressourcemæssige årsager blev en stor del af “Rationalitet og retorik” afviklet som storholdsforelæsninger (ca. 90 studerende), hvor de forskellige begreber og teknikker, som de studerende skulle bruge i de praktiske øvelser, blev præsenteret. Forelæsningerne i sig selv kunne naturligvis ikke lære de studerende at skrive; den kompetence kan kun opnås ved, at man skriver og skriver og… Derfor var de praktiske skriveøvelser helt afgørende for realiserinen af målsætningen med “Rationalitet og retorik.”

Spørgsmålet er så, om forelæsningerne overhovedet havde nogen funktion; hvis man lærer at skrive ved at skrive (we learn to do by doing), betyder det så, at dem, der i forvejen var gode til at skrive, fik pudset lidt på deres eksisterende kunnen, mens dem der ikke kunne skrive (altså i den kvalitative forstand; der var trods alt ingen analfabeter på holdet, selvom det ind i mellem føltes sådan) ikke blev ret meget bedre til det undervejs? Hvad bidrager begrebspræsentationer og eksemplificeringer med, hvis de studerende først lærer at bruge begreberne ved at bruge dem?

Det lette svar er selvfølgelig, at hvis de studerende ikke kender analytiske begreber, formidlingsmæssige teknikker og de andre gode sager, der blev præsenteret på forelæsningerne, så kan de slet ikke bruge dem. Problemet er dog stadig, at det kendskab, som forelæsningerne kan give, ikke nødvendigvis bringer de studerende spor nærmere den praktiske kompetence, der var forløbets egentlige målsætning. Nogle vil nok opleve at få sat ord på praksisser, de allerede har, mens ordene for andre vil være tomme – der er ikke i sig selv noget i de retoriske begreber, der indikerer, hvordan man tilegner sig de færdigheder, som begreberne henviser til. Hvad skal man som underviser gøre i den situation: give op og råbe “ansvar for egen læring,” ændre læringsmålene til noget, der faktisk kan undervises i (som fx begrebsgenkendelse og -definition), kræve andre undervisningsformer (og i så fald hvilke) eller noget helt fjerde?