Hænderne op foran ansigtet og et ærgerligt udbrud: “Åh nej, ikke nu igen!” Det har nok været de fleste af EU’s regeringslederes første reaktion, da de modtog resultatet af den irske afstemning om Lissabontraktaten. Det irske nej kaster EU ud i endnu en krise, hvor det politiske råderum er meget begrænset, og hvor det retoriske handlerum er tilsvarende snævert samtidig med, at en retorisk legitimering af den politiske kurs, man beslutter sig for, er alt afgørende for EU’s fremtid.

Der er tre overordnede handlemuligheder:

1) Drop reformerne og lev med den nuværende Nice Traktat. Denne løsning er på sin vis den politisk nemmeste, men den er vanskelig at argumentere for, fordi politikerne lige siden Nice Traktaten blev vedtaget i december 2000 har brugt mange kræfter på at vise, at denne traktat er helt utilstrækkelig og må reformeres hurtigst muligt. Det vil kræve omfattende retoriske manøvrer at forklare, hvorfor Nice Traktaten nu alligevel er god nok.

2) Kør videre med godkendelsen og implementeringen af Lissabon Traktaten og lad irerne finde en løsning på deres nej. Dette er nok den løsning, mange proeuropæiske politikere vil finde mest tillokkende, men den besværliggøres af, at franskmændenes og hollændernes nej til Forfatningstraktaten i 2005 blev gjort til hele EU’s problem. Hvorfor skulle det være anderledes nu, hvor det er irerne, der har stemt nej? Hvis man vil forfægte denne løsning, er man nødt til at finde et rigtigt godt svar på dette spørgsmål.

3) Start hele reformprocessen forfra og skab en proces, der involverer EU-borgerne og resulterer i en traktat, som har borgernes opbakning. Dette er den mest ambitiøse og omfattende løsning, men den har det handicap, at allerede Forfatningstraktaten og dens udvandede aflægger Lissabon Traktaten skulle være kulminationen på en sådan proces. Man er altså oppe imod en vis reformtræthed i det politiske system (og måske også hos borgerne, selvom de ikke har været særligt involverede), og man vil være nødt til at mobilisere hidtil ukendte retoriske ressourcer, hvis det denne gang skal lykkes at skabe en offentlig debat om EU, der involverer borgerne i en sådan grad og er så konstruktiv, at den kan danne grundlag for en populær traktat (for slet ikke at tale om, hvor vanskeligt det vil blive at komme op med noget radikalt anderledes). Det vil være glædeligt, om det kan lykkes at skabe det nødvendige folkelige engagement, men jeg tvivler på, at der er politisk vilje og retorisk kapacitet til at gå denne vej – risikoen for endnu en fiasko er alt for stor, og det vil være alt for ødelæggende for EU, hvis der ikke findes en holdbar løsning denne gang.

Det irske nej har i sandhed kastet EU ud i endnu en interessant og risikofyldt politisk og retorisk situation.