I morgen rejser min lille familie og jeg til Marokko. Min søn skal møde sin fars familie, og jeg skal mæske mig i svigermors grillede sardiner og auberginepuré, sådan som jeg gerne gør det hver sommer. Der er visse ulemper ved at rejse til Marokko i sommermånederne (varmen for eksempel), men det har nu også sin charme. Blandt andet får man mulighed for at overvære den årlige tronfest, der fejres den 30. juli, og ikke mindst forberedelserne til den. Op til den store begivenhed er der en vældig aktivitet langs alle indfaldsvejene til hovedstaden Rabat, hvor kongens palads udgør den nationale højtids natulige centrum. Græsplaner klippes, fortovskanter males, marokkanske flag og portrætter af kong Mohammed VI sættes op. Alt i alt er der tale om et godt eksempel på det Robert Hariman i den tankevækkende og velskrevne bog Political Style: The Artistry of Power (1995) betegner hofstilen (the courtly style).
Hariman identificerer hofstilen via en analyse af den polske journalist Ryszard Kapuscinskis værk om den etiopiske kejser Haile Selassie. Kapuscinski – og med ham Hariman – indfanger rammende (s)tilstanden ved det etopiske hof i historien om tisselakajen (the pee lackey), der havde til opgave at tørre op, når kejserens hund tissede på hofmændenes sko – den uheldige, der fik fugtet tæerne, måtte absolut ikke lade sig mærke med noget. På baggrund af analysen konkluderer Hariman, at hofstilen har tre centrale træk: “the courtly style is centered on the body of the sovereign, displaces speech with gesture, and culminates in immobility” (p. 4).
I Mohammed VI’s palads gemmer der sig næppe en tisselakaj, men forberedelserne til tronfesten halter ikke meget efter den pomp og pragt, der omgav Haile Selassie ved hans hof. Den marokkanske konge udtrykker ellers en stor reformivrighed, hvilket står i kontrast til den fortsatte brug af hofstilen med dens indbyggede konservatisme. Jeg håber derfor, at hofstilen kun for alvor luftes i forbindelse med tronfesten, og ikke også er så dominerende resten af året, at det marokkanske samfund størkner helt.

3 comments
Comments feed for this article
26. juni 2008 at 10:03 am
christine i
Sankt Hans aften i Frederiksberg Have må så til gengæld være den absolut mest høviske fest, man kan forestille sig i mit umiddelbare lokalområde. Og hvis “the courtly style is centered on the body of the sovereign, displaces speech with gesture, and culminates in immobility”, hvordan skal man så indfange, hvad der skete mandag aften ovre i parken?
En menneskeflok, der langsomt vokser i løbet af aftenen, er samlet under himlen og træerne nedenfor slottet omkring søen med tømmerflådebålet, men er – før bålet tændes – centreret ikke omkring en body sovereign, men omkring musikken, messingblæsere, et færøsk kor, DR Radiopigekoret.
Speech er der selvfølgelig også, en indforstået beretning fra/om Foreningen Norden på Frederiksberg og siden selvfølgelig båltale, men fællessangen er meget større, vi rejser os og synger Den första gång jag så dig og lærer os at synge Johs. V Jensens Midsommerteltet, den er ualmindelig smuk, i flere omgange som supplement til de selvskrevne -Danmark nu blunder den lyse nat, that sort of thing.
Og midt i det hele kommer så lakajerne, og pyh, det er helt uvirkeligt og flovt at skulle fortælle om dem:
Joachim Knop og Jan Flemming Jensen laver sådan et kækt operetteagtigt indslag, hvor de er klædt ud som to jyske politibetjente. Det er i sig selv så plat fantasiforladt, som det nu er. De to jyske politibetjente slår hinanden oveni hovedet med skumknipler eller noget i den stil, og børnene griner. Og så, ja, altså, i første strofe ikke bare slår de syngende betjente, men prygler løs på en hjemløs, imens de synger om hjemløse; i andet vers går det ud over “de fattige” og i tredje vers gælder det “de farvede, for de er de letteste at få øje på”.
Det er sandt, omend blot citeret efter hukommelsen.
Heldigvis var DRs tv-transmission ikke begyndt endnu. Og i det mindste var der (næsten) ingen, der grinede eller klappede. Smilene stivnede rundt omkring og hvad-f-var-det-lige-de-sang?! Hørte-du-det? Hvad-er-det-de-laver? Heldigvis for den høviske stil, der altså her kulminerede eller midlertidigt imploderede i måben foran scenen. Men mange hørte nok knap, hvad der foregik, og selvfølgelig fortsatte aftenens program, og jeg gad virkelig vide, om indslaget bliver kommenteret i lokalavisen.
26. juni 2008 at 10:29 am
christine i
PS:
Lokalavisen Frederiksberg skriver ikke særligt hårdtslående, at “operasanger Joachim Knop&sanger Jan Flemming Jensen bandt det store arrangement sammen – ikke så lidt afsmittet i stil af Madsen&Madsen – med alt fra højtråbende komik til skønsang”.
Og om Madsen & Madsens stil kan man så læse, at den er absurd, men “med ikke så lidt dybsindighed i”.
18. februar 2009 at 21:11 pm
Kroppens retorik « Taletank
[...] permanent basis. I et af de mest interessant retoriske studier, jeg er stødt på, beskriver Robert Hariman ‘the courtly style’ som en ekstremt kropsliggjort [...]