“Hvad er det han vil?”

Skal man tro diverse håndbøger i interkulturel kommunikation, så er det nærmest umuligt for to personer med forskellig kulturel baggrund at forstå hinanden; med mindre den ene er i besiddelse af en håndbog, der forklarer den andens adfærd, forstås. På den baggrund bliver jeg gang på gang forundret og begejstret over, hvor meget jeg har til fælles med min marokkanske svigerfamilie, og hvor let det er for os at kommunikere –  på trods af deres ‘broken English,’ mit gebrækkelige fransk og helt ynkelige marokkansk.

Min erfaring er, at det der er vigtigt, også er fælles, mens djævelen, som han har for vant, ligger detaljen – og den slags små. muligvis ubetydelige forskelle kan være frustrerende nok, så længe man ikke har fundet ud af, hvordan man skal overkomme dem. Når jeg støder på en sådan forskel, plejer jeg at se mig om for at finde ud af, hvad de andre gør, og så følje deres praksis. For eksempel har jeg gennem observation af de øvruge gæster fundet ud af, hvordan man undgår at spise sig en pukkel til, når man er på besøg hos nogen. Man skal bare begynde at give udtryk for, at man er mæt, før man egentlig er det. Det giver værten mulighed for at nøde gæsten behørigt og sikrer gæsten mod mavepine.

I år drejer det meste af vores besøg sig naturligvis om den lille nye dansk-marokkaner, som er afsted på sin første charmeoffensiv på det afrikanske kontinent. Også her holder tesen om, at der er enighed om de store linjer, men jeg er desværre også stødt på en lille forskel, som har voldt mig visse kvaler. Sagen er, at hver gang barnet græder, så vender en flok bekymrede familiemedlemmer hovedet mod mig og spørger: “Hvad er det han vil?” Og hvad svarer man nu på det? Desværre er der ingen andre babyer i familien, og dermed ingen nybagte mødre jeg kan aflure, så jeg har måttet ty til den næstbedste metode: trial and error. Her er de muligheder, jeg har haft oppe at vende: A) Man indrømmer sin inkompetence med et suk og et gid jeg vidste det. B) Man bluffer og udtaler med autoritativ røst: han vil sove/spise/skiftes (den plejer nu at være ret sikker)/etc. C) Man hvæser indædt af spørgerne, at det for filan er en baby, og han næppe heller selv ved, hvad han kunne tænke sig.

Til at begynde med hældte jeg til A), der forekommer at være det typiske danske svar – hvis man da kan tale om et typisk svar på et spørgsmål, som jeg aldrig selv har fået i Danmark og heller ikke kan mindes at have hørt blive stillet. Efterhånden gik det op for mig, at der åbenbart var tale om et genkommende spørgsmål, og at svar A) bestemt ikke var det rigtige svar; det afstedkom reaktioner som hovedrysten og bekymrede blikke samt en række af råd, der lød skrækkeligt bedrevidende i mine ører. I takt med at jeg indså, at A) var utilstrækkeligt, blev C) mere og mere tillokkende. Jeg har dog besindet mig – og altså ikke foretaget en egentlig test af C) –  og er i stedet gået over til B). Her er mine foreløbige erfaringer positive: selvom barnet skriger videre i vilden sky, så nikker alle eftertænksomt, når jeg fremsiger min dom. Dererfter vender de tilbage til, hvad de nu var i færd med, så jeg stille og roligt kan fumle mig frem til, hvad det faktisk kan være, at han vil.

Selvom jeg ikke er sikker på, at det er sådan marokkanske mødre gør, så har jeg altså fundet en løsning, der virker for alle parter, og det er vel, hvad interkulturel kommunikation er “all about.”

Grin med Glistrup

‘Glistrup har spist sit sidste marcipanbrød.’ ‘Endelig er det slut med at betale skat.’ Ja, Mogens Glistrup er død, og det giver anledning til rimelig barske over- og underrubrikker, der på i øvrigt velkendt drillende facon refererer til Glistrups velkendte personlige særheder og politiske mærkesager. Ræsonnementet synes at være, at det er helt i hans egen ånd, og at han ligefrem selv har bedt om det. Men er det helt i hans egen ånd? Er det ikke snarere helt i den kække gruppeånd at lade borgere på gaden forene sig med pressen i et sidste ‘høhø, manden er gal’? Og skulle ikke netop gruppejargonen vige, når manden dør? I lige netop den nyhedshistorie skulle der være anledning til at holde igen, også sprogligt, og til at gøre status, også sprogligt, snarere end at lade hverdagsretorikken rulle.

1:24

Ja, nu sidder jeg så her, uret på skærmen viser 1:09, nej vent, 1:10. Og det er om natten, mind you. Men det er ok, for jeg er ok med den (lille) artikel jeg lige har skrevet færdig, og så drikker jeg i øvrigt ouzo med is fra mit nye Ikea-køleskab. Den er fjong.

Som I nok har gættet, er jeg lidt plimmelim. Utroligt hvad lidt stress og en sjat alkohol kan gøre.

Hvorom alting er. Ouzo. Jeg har købt den på Cypern, når vi nu snakker ferie. Jeg er meget glad for den, den har en utrolig flot turkisfarvet etiket med en hvid måge på (og i øvrigt var det en fantastisk ferie, min første pakkerejse, med min topdollar-veninde, før jeg fik barn, vi lejede en firhjulstrækker og for vild i bjergene, det var ret hairy, der var meget mudder, og det var vældigt). Nåmmen. Nu sidder jeg så her midt om natten og drikker ouzo med is og vand, ikke fordi det er mørkt, men fordi det på en måde er sommer.

Min kæreste hader den flaske ouzo (han var ikke med på Cypern) og har flere gange forsøgt at smide den ud. Niksenbiksen. Så er det, lige her mens det er mørkest i juli måned, at jeg kommer til at tænke på hvordan det mon kan være at det er så kikset med Ouzo og meget finere at drikke Pastis. For det er det bare. Pastis er fransk og o-la-laa. Men alllsså. Nu er jeg desværre ad åre blevet lidt bedre til at skelne dårlig vin fra god vin (det er dyrt, for fan). Men ouzo og pastis? Det kan godt være at jeg trænger til en blindtest, og med lidt held vil denne blog blive oversvømmet af rasende kommentarer. Men jeg kan altså ikke. Smage forskel altså.

Men ouzo er kikset og lugter af charterferier, krebserøde englændere (åh, jeg elsker dem, men det er en anden historie) og friturestegte calamare, eller hvadenuhedder. Mens pastis, det er lissom Nice. Og Paris.

Hvorfor er grækerne kiksede og franskmændene sådan lidt nonchalant intellektuelle og baskerhueagtige? Hvad er det for noget med nationale brands uden at de overhovedet skal pukle for det? Jeg holder med grækerne, gør jeg.  Hvem vandt egentlig EM?