1:24 « Taletank

Ja, nu sidder jeg så her, uret på skærmen viser 1:09, nej vent, 1:10. Og det er om natten, mind you. Men det er ok, for jeg er ok med den (lille) artikel jeg lige har skrevet færdig, og så drikker jeg i øvrigt ouzo med is fra mit nye Ikea-køleskab. Den er fjong.

Som I nok har gættet, er jeg lidt plimmelim. Utroligt hvad lidt stress og en sjat alkohol kan gøre.

Hvorom alting er. Ouzo. Jeg har købt den på Cypern, når vi nu snakker ferie. Jeg er meget glad for den, den har en utrolig flot turkisfarvet etiket med en hvid måge på (og i øvrigt var det en fantastisk ferie, min første pakkerejse, med min topdollar-veninde, før jeg fik barn, vi lejede en firhjulstrækker og for vild i bjergene, det var ret hairy, der var meget mudder, og det var vældigt). Nåmmen. Nu sidder jeg så her midt om natten og drikker ouzo med is og vand, ikke fordi det er mørkt, men fordi det på en måde er sommer.

Min kæreste hader den flaske ouzo (han var ikke med på Cypern) og har flere gange forsøgt at smide den ud. Niksenbiksen. Så er det, lige her mens det er mørkest i juli måned, at jeg kommer til at tænke på hvordan det mon kan være at det er så kikset med Ouzo og meget finere at drikke Pastis. For det er det bare. Pastis er fransk og o-la-laa. Men alllsså. Nu er jeg desværre ad åre blevet lidt bedre til at skelne dårlig vin fra god vin (det er dyrt, for fan). Men ouzo og pastis? Det kan godt være at jeg trænger til en blindtest, og med lidt held vil denne blog blive oversvømmet af rasende kommentarer. Men jeg kan altså ikke. Smage forskel altså.

Men ouzo er kikset og lugter af charterferier, krebserøde englændere (åh, jeg elsker dem, men det er en anden historie) og friturestegte calamare, eller hvadenuhedder. Mens pastis, det er lissom Nice. Og Paris.

Hvorfor er grækerne kiksede og franskmændene sådan lidt nonchalant intellektuelle og baskerhueagtige? Hvad er det for noget med nationale brands uden at de overhovedet skal pukle for det? Jeg holder med grækerne, gør jeg. Hvem vandt egentlig EM?

6 comments

Comments feed for this article

3. juli 2008 at 10:08 am

Nadja

Alors…ouzo…og oh lala. Fantastisk hvad der kan komme ud af en lille plimmelim. Og det er sjovt, for lige netop det spørgsmål er et, jeg fra tid til anden selv har tumlet med i baghovedet – dog uden at have formuleret det eksplicit for mig selv, før jeg nu læser dit indlæg her.

Undertegnede er vokset op i et udpræget frankofilt hjem. Mine forældre boede i Pari(s) da jeg blev født, sommerferierne gik til la France, jeg turnerer hjemmevant en Veau au Vin i Le Creusset-køkkentøjet og et eller andet sted i hukommelsen ligger der også nogle franske fraser, der popper frem i akutte situationer såsom da en god ven var ved at blive arresteret i Cote d’Ivoire og mine venners klapvogn blev beskyldt for at være bombe-skjul i Bruxelles. Mangelfuldt fransk blandet med brudstykker af russiske og hebraisk…men dog, noget, der smager af fransk.

Grækenland derimod er stadig en tom plet på mit mentale landkort. Jeg har det lidt som eksilgrækerne, jeg mødte på en klistret diner i The Bronx for et par måneder siden: Jeg hylder demokratiets vugge, Aristoteles og alle de gamle drenge, kan de syv vidundere og hele mytologien på fingrene og kan jonglere med begreber som amfora, dorisk søjle og kore-hal på grund af min fabelagtige old-lærer…men havde det ikke været for en god veninde (hendes navn er redaktionen bekendt hvis forældre ad flere omgange har boet i Athen og som derfor har et udbredt kendskab til græsk kultur, mad og mentalitet, ville mit kendskab til græsk gastronomi stadig kravle rundt på tzaziki-niveau.

Men det er nu ikke fordi jeg har et “røvballe”billede af et charterkikset Grækenland for mit indre blik. Den del af dit indlæg har ikke rigtig genklang hos mig. Jeg har bare altid opfattet mig selv som uvidende på det område. Komplet udvidende. Og det er da tankevækkende, nu hvor jeg læser dit indlæg, at overveje, om den uvidenhed bunder i et eller andet ubevidst snobberi, som jeg ikke rigtig ved hvor stammer fra.

Det vil jeg lige tygge lidt på – og så vil jeg lige se at få taget fat i ovennævnte veninde, som jeg længe har talt om at tage til Athen sammen med – og se, om ikke vi skulle få gjort noget ved den sag.

Svar

3. juli 2008 at 10:31 am

katrine

Jajaja! Civilisationens fødsel. Jeg trænger vist også til at flytte min røv (sagen er vist nok at jeg er lidt røvballeagtig, sådan i min grundsjæl, hvis sådan en findes) til Grækenland, der ikke alene gav os Aristoteles, men også ouzoen (for ikke at tale om retsina, men så skal det VIRKELIG være varmt).

3. juli 2008 at 12:14 pm

christine i

Det bondske nationalbrand er bestemt ikke grebet ud af luften, ej heller fornemmelsen (@Nadja) af at kravle rundt på tzatsiki-stadiet. Man får fantastisk mad i Grækenland, men det er vitterligt et bondekøkken, hvor de samme retter går igen og igen og igen:

blandede dele-forretter: den klassiske bondesalat med tomat, agurk, rødløg, oliven, pebre og feta og så, ja, tzatziki og lignende purerede salater med aubergine eller fiskerogn og så måske hele fritterede minifisk eller: dampet horta, spinatagtigt bjergsideukrudt, som det stegte lam, man får bagefter, sikkert også har spist. Og ja, bagefter, netop: stegt lam, måske ged, hvis man er heldig, og stegte kartofler. Man kender grundrepertoiret efter sin første dag, men ikke de lokale restauranters familie-varianter deraf.

Og vinen er typisk åben, dvs. fra tønden, så også her er der grundmodeller: rød eller hvid + evt. én midtimellem, men den lokale variant kan så fx stamme fra tante Panagiota og onkel Spiros på Paros. Gæringsgraden afhænger af årstiden, allersidst på sæsonen slår vinen ovre i det eddikeagtige, som man kan lære at elske. Og den serveres selvfølgelig i farvede metalkander. Gerne under skarpt neonlys, så man kan se sin mad og hinanden ordentligt.

Ouzo er en del af denne basiskasse, som gør, at græske restauranter verden over får sådan et klichepræget og charterferie-konceptagtigt præg, men som man på den anden side skal være et finere fransk skarn for at foragte, specielt hvis man faktisk er i Grækenland.

3. juli 2008 at 15:17 pm

sjust

Hmmm, jeg ved ikke så meget om hverken det franske eller det græske køkken og de dertilhørende nationale brands, men jeg ved at sardinerne er ualmindeligt sprøde her i Marokko i år. Godt nok kunne man gøre et nummer ud af at savne det alkoholiske tilbehør, men myntethe er nu ikke at foragte – og sikkert meget bedre når man ammer, hvis ikke i almindelighed
Håber sommeren er lige så dejlig i Danmark, Grækenland, Frankrig, eller hvor I nu måtte tilbringe den (Læsø?), som den er hernede.