blandede dele-forretter: den klassiske bondesalat med tomat, agurk, rødløg, oliven, pebre og feta og så, ja, tzatziki og lignende purerede salater med aubergine eller fiskerogn og så måske hele fritterede minifisk eller: dampet horta, spinatagtigt bjergsideukrudt, som det stegte lam, man får bagefter, sikkert også har spist. Og ja, bagefter, netop: stegt lam, måske ged, hvis man er heldig, og stegte kartofler. Man kender grundrepertoiret efter sin første dag, men ikke de lokale restauranters familie-varianter deraf.

Og vinen er typisk åben, dvs. fra tønden, så også her er der grundmodeller: rød eller hvid + evt. én midtimellem, men den lokale variant kan så fx stamme fra tante Panagiota og onkel Spiros på Paros. Gæringsgraden afhænger af årstiden, allersidst på sæsonen slår vinen ovre i det eddikeagtige, som man kan lære at elske. Og den serveres selvfølgelig i farvede metalkander. Gerne under skarpt neonlys, så man kan se sin mad og hinanden ordentligt.

Ouzo er en del af denne basiskasse, som gør, at græske restauranter verden over får sådan et klichepræget og charterferie-konceptagtigt præg, men som man på den anden side skal være et finere fransk skarn for at foragte, specielt hvis man faktisk er i Grækenland.

Undertegnede er vokset op i et udpræget frankofilt hjem. Mine forældre boede i Pari(s) da jeg blev født, sommerferierne gik til la France, jeg turnerer hjemmevant en Veau au Vin i Le Creusset-køkkentøjet og et eller andet sted i hukommelsen ligger der også nogle franske fraser, der popper frem i akutte situationer såsom da en god ven var ved at blive arresteret i Cote d’Ivoire og mine venners klapvogn blev beskyldt for at være bombe-skjul i Bruxelles. Mangelfuldt fransk blandet med brudstykker af russiske og hebraisk…men dog, noget, der smager af fransk.

Grækenland derimod er stadig en tom plet på mit mentale landkort. Jeg har det lidt som eksilgrækerne, jeg mødte på en klistret diner i The Bronx for et par måneder siden: Jeg hylder demokratiets vugge, Aristoteles og alle de gamle drenge, kan de syv vidundere og hele mytologien på fingrene og kan jonglere med begreber som amfora, dorisk søjle og kore-hal på grund af min fabelagtige old-lærer…men havde det ikke været for en god veninde (hendes navn er redaktionen bekendt hvis forældre ad flere omgange har boet i Athen og som derfor har et udbredt kendskab til græsk kultur, mad og mentalitet, ville mit kendskab til græsk gastronomi stadig kravle rundt på tzaziki-niveau.

Men det er nu ikke fordi jeg har et “røvballe”billede af et charterkikset Grækenland for mit indre blik. Den del af dit indlæg har ikke rigtig genklang hos mig. Jeg har bare altid opfattet mig selv som uvidende på det område. Komplet udvidende. Og det er da tankevækkende, nu hvor jeg læser dit indlæg, at overveje, om den uvidenhed bunder i et eller andet ubevidst snobberi, som jeg ikke rigtig ved hvor stammer fra.

Det vil jeg lige tygge lidt på – og så vil jeg lige se at få taget fat i ovennævnte veninde, som jeg længe har talt om at tage til Athen sammen med – og se, om ikke vi skulle få gjort noget ved den sag.