‘Glistrup har spist sit sidste marcipanbrød.’ ‘Endelig er det slut med at betale skat.’ Ja, Mogens Glistrup er død, og det giver anledning til rimelig barske over- og underrubrikker, der på i øvrigt velkendt drillende facon refererer til Glistrups velkendte personlige særheder og politiske mærkesager. Ræsonnementet synes at være, at det er helt i hans egen ånd, og at han ligefrem selv har bedt om det. Men er det helt i hans egen ånd? Er det ikke snarere helt i den kække gruppeånd at lade borgere på gaden forene sig med pressen i et sidste ‘høhø, manden er gal’? Og skulle ikke netop gruppejargonen vige, når manden dør? I lige netop den nyhedshistorie skulle der være anledning til at holde igen, også sprogligt, og til at gøre status, også sprogligt, snarere end at lade hverdagsretorikken rulle.