Skal man tro diverse håndbøger i interkulturel kommunikation, så er det nærmest umuligt for to personer med forskellig kulturel baggrund at forstå hinanden; med mindre den ene er i besiddelse af en håndbog, der forklarer den andens adfærd, forstås. På den baggrund bliver jeg gang på gang forundret og begejstret over, hvor meget jeg har til fælles med min marokkanske svigerfamilie, og hvor let det er for os at kommunikere –  på trods af deres ‘broken English,’ mit gebrækkelige fransk og helt ynkelige marokkansk.

Min erfaring er, at det der er vigtigt, også er fælles, mens djævelen, som han har for vant, ligger detaljen – og den slags små. muligvis ubetydelige forskelle kan være frustrerende nok, så længe man ikke har fundet ud af, hvordan man skal overkomme dem. Når jeg støder på en sådan forskel, plejer jeg at se mig om for at finde ud af, hvad de andre gør, og så følje deres praksis. For eksempel har jeg gennem observation af de øvruge gæster fundet ud af, hvordan man undgår at spise sig en pukkel til, når man er på besøg hos nogen. Man skal bare begynde at give udtryk for, at man er mæt, før man egentlig er det. Det giver værten mulighed for at nøde gæsten behørigt og sikrer gæsten mod mavepine.

I år drejer det meste af vores besøg sig naturligvis om den lille nye dansk-marokkaner, som er afsted på sin første charmeoffensiv på det afrikanske kontinent. Også her holder tesen om, at der er enighed om de store linjer, men jeg er desværre også stødt på en lille forskel, som har voldt mig visse kvaler. Sagen er, at hver gang barnet græder, så vender en flok bekymrede familiemedlemmer hovedet mod mig og spørger: “Hvad er det han vil?” Og hvad svarer man nu på det? Desværre er der ingen andre babyer i familien, og dermed ingen nybagte mødre jeg kan aflure, så jeg har måttet ty til den næstbedste metode: trial and error. Her er de muligheder, jeg har haft oppe at vende: A) Man indrømmer sin inkompetence med et suk og et gid jeg vidste det. B) Man bluffer og udtaler med autoritativ røst: han vil sove/spise/skiftes (den plejer nu at være ret sikker)/etc. C) Man hvæser indædt af spørgerne, at det for filan er en baby, og han næppe heller selv ved, hvad han kunne tænke sig.

Til at begynde med hældte jeg til A), der forekommer at være det typiske danske svar – hvis man da kan tale om et typisk svar på et spørgsmål, som jeg aldrig selv har fået i Danmark og heller ikke kan mindes at have hørt blive stillet. Efterhånden gik det op for mig, at der åbenbart var tale om et genkommende spørgsmål, og at svar A) bestemt ikke var det rigtige svar; det afstedkom reaktioner som hovedrysten og bekymrede blikke samt en række af råd, der lød skrækkeligt bedrevidende i mine ører. I takt med at jeg indså, at A) var utilstrækkeligt, blev C) mere og mere tillokkende. Jeg har dog besindet mig – og altså ikke foretaget en egentlig test af C) –  og er i stedet gået over til B). Her er mine foreløbige erfaringer positive: selvom barnet skriger videre i vilden sky, så nikker alle eftertænksomt, når jeg fremsiger min dom. Dererfter vender de tilbage til, hvad de nu var i færd med, så jeg stille og roligt kan fumle mig frem til, hvad det faktisk kan være, at han vil.

Selvom jeg ikke er sikker på, at det er sådan marokkanske mødre gør, så har jeg altså fundet en løsning, der virker for alle parter, og det er vel, hvad interkulturel kommunikation er “all about.”