Min far var gedehyrde

Da Barack Obama ved det demokratiske konvent for fire år siden holdt sin berømte støttetale for John Kerry og dermed set i bakspejlet lagde grunden for sit eget præsidentikandidatur, var det med denne præsentation af sin baggrund: “My father was a foreign student, born and raised in a small village in Kenya. He grew up herding goats, went to school in a tin-roof shack. His father — my grandfather — was a cook, a domestic servant to the British.” 

Præcis fire år senere, da Obama, den nykårede demokratiske præsidentkandidat, var på turne i Europa og holdt en stor tale i Berlin, benyttede han næsten samme formulering: “…my father grew up herding goats in Kenya. His father – my grandfather – was a cook, a domestic servant to the British.”  

Og på Obamas præsidentkampagnes officielle hjemmeside genfinder man vendingen under punktet “Meet the Obamas”: “His father, Barack Obama Sr., was born and raised in a small village in Kenya, where he grew up herding goats with his own father, who was a domestic servant to the British.”

Faderens geder (og bedstefaderens britiske herskab) synes altså at være en fast bestanddel af præsentationen af og myten om Obama; en afrikansk pendant til Bill Clintons small-town/små kår selviscenesættelse som “the man from hope.” Der er dog den forskel på de to fremstillinger og deres mulige retoriske funktion, at hvor Clintons baggrund er en oplagt identifikationsfaktor (den idealtypiske amerikanske vælger kommer fra Hope), så har gennemsnitsamerikaneren ingen gedehyrder i familien, hvilket gør Obamas tilstedeværelse i amerikansk politik “prette unlikely,” som han selv sagde det i 2004.

Den lidt eksotiske baggrund var et scoop, da Obama holdt støttetalen til Kerry i 2004, og den er sandsynligvis også en medvirkende årsag til, at Obama er så populær i Europa (her er endelig en amerikaner, der ikke er amerikaner: “I know that I don’t look like the Americans who’ve previously spoken in this great city,” som han sagde i Berlin). Men kan Obamas baggrund bruges aktivt i den retorik, der skal gøre ham til præsident? Vælger Obama og hans stab at blive ved med at nævne den afrikanske forbindelse i håb om, at den kan gøre det ud for arbejderklassebaggrund, og at vælgerne i øvrigt ikke altid stemmer på den kandidat, der ligner dem selv mest? Eller nedtoner de nu baggrunden til fordel for andre og lettere genkendelige facetter af Obamas persona (fx the family man) i håb om at skabe en mere direkte identifikation mellem ham og vælgerne? 

Det bliver spændende at se, om gederne er med i Obamas tale til konventet på torsdag.

Mandekor&bandeord II: The Power of Repetition

Her følger en række overvejelser over rimeligheden i at gøre journalistik til et mandekor fuld af bandeord:

Det er redaktionen nedenfor, der overvejer at satse på gentagelse som retorisk figur, men tøver (“Isn’t there a certain danger in that … ? That by repeating a despicable word we might help make it part of the national vocabulary?”) - og vælger at satse på fortielse i stedet:

 

 

PS: Er der nogen, der kan foreslå et mere rammende udtryk end “bandeord”? Bandeord forekommer mig at være den slags, man bruger, når man har slået sin lilletå ind i sofabordet og bander for sig selv. Men når de er krænkende, rettet mod andre, hvad hedder de så?

Møvende mandekor fuld af bandeord

Politiken mente i sin leder forleden (16.8), at det fortsat desværre – Copenhagen Pride eller ej – er

meget vigtigt for folk at markere, at de ikke er homoseksuelle. Så indarbejdet og ritualiseret er denne afstandtagen til homoseksualitet, at man blandt mænd ikke kan forestille sig mange sociale sammenhænge, hvor der ikke lige skal falde en bemærkning, aggressiv som munter, der aftegner, at vi her naturligvis bevæger os i et homofrit område.

Hvor ved Politiken nu det fra? Jeg synes umiddelbart, at de generaliserer vældigt og skyder ”folk” noget i skoene uden egentlig at henvise til andet end lederskribentens egen sociale erfaring. Er det rigtigt, at ”man blandt mænd” laver den slags markeringer i tide og utide?

Kinski synes at bekræfte det med deres TAL PÆNT, som jeg lige har lært at kende ovenpå en familiefest, hvor til stede var en musikalsk ung mand, der viser sig at synge i Kinskis ”mandekor med munden fuld af bandeord”.

Nummeret handler om at brænde inde med noget (fordi man skal tale pænt), og det man typisk (?) brænder inde med, er angiveligvis en svada, der – i fantastisk korarrangement – indledes med ordene: ”Din f****** svans…”

Nuvel. Min reaktion på nummeret er foregrebet på Kinskis website, hvor de skriver, at hvis jeg føler mig

trådt over tæerne, fornærmet, mopset eller bare små-irriteret, så husk Klaus Kinskis gyldne leveregel: ”Wer mich beleidigt, entscheide ich.” (Jeg bestemmer selv, hvem der fornærmer mig). Teksten er skrevet ud fra et ønske om at skabe et rum i musikken, hvor det er OK at læsse aggressioner af.

Men trods den ”vrede og indignation, der er nummerets kerne”, fniste musikerne angiveligt ”som skolepiger” under mandekorets indspilning af bandeordene.

Så – takket være kontrasten mellem et decideret grimt indhold og en decideret smuk form – forvandles muligvis de homofobe aggressioner af musikken, og samtidig forvandles også den sarkasme eller de aggressioner, der kunne være rettet imod homofoberne, og så fniser vi sammen alle sammen?

Jeg synes faktisk, at Kinski skriver den samme generaliserende Politiken-leder, fordi de italesætter homofobi (og i øvrigt ideen om at sprog-er-krig, se lige videoen) som selvfølgeligt socialt fællesgods. Peter Harder har engang kaldt det for møveri: at man i og med sine formuleringer antager, at vi allerede er enige om et eller andet (”Banker du stadig din kone?” – vi implicerer dermed, at det har du jo for vane at gøre). Og jeg synes altså, at både Politiken og Kinski er ubehageligt møvende. Er de ikke? Eller transformerer Kinski faktisk fællesgodset; er de konstruktivt ironiske, når de møver?

Alternativ OL-dækning

Hele filmen er så vidt jeg husker omkring et kvarter lang og vandt et-eller-andet v en-eller-anden Sundance filmfestival. Men se de første knap seks minutter her.

Back to business

Så er det i morgen, at OL i Beijing skydes i gang med pomp og pragt, ministre og kongelige og danske atleter med mundkurv på. Det kan godt undre, at mens de fleste af vores folkevalgte politikere med brask og bram forsvarer bladtegneres ret til at gøre grin med muslimer, så er der så godt som ingen, der har noget imod, at idrætsudøvere forhindres i at kritisere kinesere. Mit bud på en forklaring? It all comes back to business…

Brdddreungungung

Hvor fint at komme fra det canadiske vesten, hvor skilte advarer bilisten når der kommer en TEXAS GATE forude, og til Læsø, hvor der i samme ærinde står: FÆRIST (altså fæ-rist). Og hvordan bedst beskrive oplevelsen af at køre hen over én?