You are currently browsing the monthly archive for september 2008.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har – i egenskab af yndlingsoffer for Roald Als’ satiriske avistegninger i Politiken - påtaget sig at anmelde en samling af Als’ tegninger til dagens udgave Politiken

Altså – han påtager sig helt åbenlyst rollen som én, der (nu alligevel godt) kan udtale sig om pressesatire og vurdere dens specifkke brod og kvalitet. På meget kort sigt for at vise, vil jeg tro, at han selv kan tåle at blive tegnet i karikatur.

Samtidig får han lejlighed til at demonstrere, at han ikke er mere politisk korrekt, end at han kan gå let henover, at Roald Als kærligt kalder sin sparringspartner Poul Einer Hansen for ’sin neger’. Fogh refererer det uden at blinke. Men - statsministre må da egentlig gerne være meget politisk korrekte, må de ikke?

For en skrælning af lagene i denne fejlslagent overskudsagtige gestus fra den danske statsminister, se gerne her hos Thomas B.

Antimobbesange er blevet kæmpestore i børnekulturen. En af dem vandt fx MGP i lørdags (”En for alle, alle for en”), hvor den konkurrerede med en anden af slagsen: ”Hey, hey, [hey, hey, kast ikk’ med sten, når du selv bor i glashus”]. Og under sms-afstemningen var MGP Allstars med X-Laura og andre på scenen for at synge ”Stop mobning nu (Vi har alle et ansvar)”, den We are the world-agtige ballade fra videoen ovenfor, som en masse skolebørn allerede går rundt og groover med på.

Det er en stærkt prisværdig trend – og så også lidt ærgerligt, at hitmagerne har nedprioriteret det der med versefødderne og lagt skæve tryk i omkvædet på netop den linje med: ”Vi har alle et ansvar.” Som I vil kunne høre, er trykkene flyttet fra deres naturlige pladser for at få ordene til at passe til melodien, så sangen lyder: ”Viiiii har álle ét ansvár…”, altså med tryk på ’ét’ og på sidste stavelse af ansvar: ansvár (som i Ansgar).

Som en konsekvens heraf skifter børnene heromkring selv ordene ud, så de passer til melodien, og gik i stedet rundt i trappegangen på skolen i morges og sang med stor højtidelighed, at: ”Viiiii har alle íntet svár…”

Mens finanskrisen raser udenfor, går det så sandelig heller ikke stille af inde på Euroinvestor; mit nye yndlingsdebatforum, hvor man kan lære alt om boligmarkedet og – ikke mindst – boligmarkedsretorikken.

Trash talkerne (altså dem, der gerne ser, at boligpriserne falder) kappes om at være først med at poste de nye rekordtal (flest boliger til salg, længste liggetid, største afslag, etc.). Samtidig svinger overtrasheren EddieC frydefuldt pisken over de sælgere, han forestiller sig er på vej til slagtning, mens han råber på mere blod. EddieC’s online persona får mig til at visualisere ham som en ultraond Kaptajn Klo, og Kloens foretrukne våben er kolde fakta kombineret med den mest hårrejsende pathos uden reel argumentation.

På den anden side står hyperne (dem der forsøger at tale boligpriserne op) anført af den Peter Pan-agtige Davidoffcw (eller David på lokum, som de andre debattører gerne kalder ham), der insisterer på at fortolke udviklingen positivt. De gør et stort nummer ud af hvert et dokumenteret salg og forøsger at vise, at det værste allerede er overstået. Her anvendes ofte tekniske argumenter; for eksempel er tallene fra Realkreditrådet, der viser aktiviteten på boligmarkedet, lidt forsinkede, hvorfor man endnu ikke af disse tal kan se, at markedet allerede er vendt. Sjovt nok nævnte hyperne aldrig noget om tallenes forsinkelse, da de kunne bruges til at vise, at der ikke var sket et prisfald. Dengang sendte de bare tallene ud akkompagneret af jubelkor på samme vis, som trasherne gør det nu.

Alt  i alt viser debatten med al ønskelig tydelighed, hvordan den økonomiske og den retoriske side af boligmarkedet er gensidigt afhængige af hinanden. Da priserne bevægede sig opad, var hyperne også de mest højtråbende, der brugte pathos til at sætte yderligere skub i den bevægelse tallene indikerede. Nu bevæger priserne sig nedad, og de trashere, der tidligere i afdæmpet toneleje argumenterede for en omfortolkning af tallene, er nu de dominerende – og stærkt følelsesladede – stemmer. Trasherne skaber en stemning af panik før lukketid, der er med til at forstærke den udvikling, som tallene nu vidner om, uden på nogen måde at argumentere for deres syn på udviklingen. 

Mon ikke de forskellige argumenter, som hyperne i øjeblikket forsøger sig med i det stille, efterhånden vil tage til i styrke, så retorikken i kombination med socio-økonomiske og psykologiske faktorer lidt efter lidt vil vende boligmarkedet endnu en gang?

På min daglige spadseretur til og fra stationen passerer jeg et vindue hvori der hænger et klistermærke fra en lokal interesseorganisation. ”Provinskøbing Handelsstandsforening. Vi kører ikke på frihjul.” Og det kan man vel godt kalde for billedsprog med basisbudskab. En syrlig bemærkning ophøjet til værdigrundlag.

 

Som intetanende forbipasserende fornemmer man bitterhed og magtkamp. Der er en historie her. En gang har nogen budt de juleglade kunder velkommen i butikken uden at fortælle at de elektriske guldstjerner og plasticgranguirlanderne er bekostet af nabobutikkerne Bog & Dimser og Tøj til Små og Store – og alle de andre ikke-frihjulskørende medlemmer af handelsstandsforeningen. Julehyggen er sponsoreret af de andre.

 

Og den slags kan man jo gøre helt ustraffet. Det synes de ikke er fair i Handelsstandsforeningen. Snylterne skal ikke slippe af sted med det – og her må de gribe til retorikken, for juraen kommer dem ikke til hjælp.

 

Det er interessant. Mindst lige så retorisk interessant er den menneskelige tilbøjelighed til at definere sig selv i modsætning til noget andet. Dette ’andet’ er som regel ’de andre’. Og de andre er som regel dumme. De andre kører på frihjul, de fornægter demokratiske idealer, skider på ligestillingen og ytringsfriheden og så meget meget videre.

 

Men denne topos findes også i en mere raffineret og på overfladen kedeligere variant. I Provinskøbing Kommune er man nemlig stærkt decentraliserede, syns man selv. Decentralisering defineres som det at så mange beslutninger som muligt er lagt ud til den enkelte leder, på den enkelte arbejdsplads eller institution i kommunen. Decentralisering er med andre ord det modsatte af en central styring.

 

Men hermed får man også sagt at der findes en central. Og at det er centralen der definerer magten – resten er blot det der ligger uden for os, altså os her i centralen. Prøv at sige til et fireårigt barn at han ikke skal røre ved sin næse eller kigge på fjernsynet lige nu. Hånden ryger op og blikket skifter på et splitsekund. Decentralisering. Hvor er centralen og hvad laver de? Det må i hvert fald være noget vigtigt.

 

Hvilket minder mig om autonome demonstrationer foran Christiansborg. Bare ved at stå der og råbe Ned med systemet, udgør en anerkendelse af systemet. Og så kan man ikke køre på frihjul, selv om man prøver.

Sandt nok, det kan føles virkelig godt at bande. Det ved Ekstra-Bladet og går gerne foran, fx på forsiden i dag:

SNAKKEMASKINEN
Højere straffe! Strammere regler!
Lene Espersen snakker og snakker, men der sker ikke en skid

Den sidste linje her (ja, den med “ikke en skid”) forekommer mig at være ekstremt dirigerende: Vi fortæller dig med dine egne udmærkede ord, hvordan du fanme bare skal reagere! og hvad du sgu da skal have lov til at gå rundt og mene! 

Redaktionen foregriber læsernes reaktion, tager udgangspunkt i den, frem for at fortælle en konkret historie og, ja, altså, lægge op til en reaktion, en dom, en stillingtagen. So – just tell it! tell them! before you try to show them?

 

(Umiddelbart nedenunder følger i øvrigt en anden og meget distraherende ’Vi-tør-hvor-andre-tier’-markering med bladets udpegning af Espersen som Dagens side 9-pige: Lene, 42 år og fra Hirtshals.)

Jeg er latterligt selvoptaget for tiden. Det har en del at gøre med at jeg er blevet voksen, med hvilket jeg mener at jeg er flyttet til forstæderne fra Nørrebro og er begyndt på mit nye arbejde i en kommune. Det kan slå selv den stærkeste akademiker med cafémani og en forkærlighed for at cykle gennem København K (nejnejnej, ikke “midtbyen,” sagde en veninde en gang, det er kun noget man har i Jylland) fuldstændigt i gulvet.

Eller, hvatdeter jeg prøver at sige, er at det der med at blogge (for ikke at tale om at huske søskendes fødselsdage, veninders drømmejobsamtaler med meget mere), ikke rigtig kører på skinner. Det er svært at se andre når man har hovedet stukket godt og grundigt og ikke mindst langt op i sin egen røv. Pardon my French.

Så er det godt at andre kan løfte faklen, ikke kun mine medbloggere her på Taletank. Jeg giver jer her Stejl Fart. Christoffer Zieler er, og det må være absolut sandt, selv om man skal være liidt varsom med den slags, den absolut bedste satiretegner her i vores lille, yndige land (apropos at have hovedet oppe i røven).

Gå ikke glip af

Dantomet

Og slet ikke af Ude i kommunerne. Den var hård, må jeg sige.

Retoriktraditionens mest klassiske topos: min modstanders retorik er tom! ved Sarah Palin fra det republikanske partikonvent i morgenradioen:

But when the cloud of rhetoric has passed… when the roar of the crowd fades away… when the stadium lights go out, and those Styrofoam Greek columns are hauled back to some studio lot – what exactly is our opponent’s plan?

Og på traditionens klassisk paradoksale facon er anklagen om den tomme form omhyggeligt formet. I en parallelt formuleret stigning i tre led: when… when… when… - der anti-kulminerer i et spørgende: then what? der håner modstanderen. Og med billeddannelser, der appellerer til syns-, høre- og følesansen, så vi kan huske det bagefter. De kasserede græske søjler af skumplast, der er smidt tilbage i filmstudiet, fungerer både som en aktuel målrettet hån af stjerneopponent obama og fanger tom-form-temaet i sin gamle nøddeskal. Sikken et skoleeksempel. Slut på retoriktimen for nu. 

 

Kategorier