Sandt nok, det kan føles virkelig godt at bande. Det ved Ekstra-Bladet og går gerne foran, fx på forsiden i dag:
SNAKKEMASKINEN
Højere straffe! Strammere regler!
Lene Espersen snakker og snakker, men der sker ikke en skid
Den sidste linje her (ja, den med “ikke en skid”) forekommer mig at være ekstremt dirigerende: Vi fortæller dig med dine egne udmærkede ord, hvordan du fanme bare skal reagere! og hvad du sgu da skal have lov til at gå rundt og mene!
Redaktionen foregriber læsernes reaktion, tager udgangspunkt i den, frem for at fortælle en konkret historie og, ja, altså, lægge op til en reaktion, en dom, en stillingtagen. So – just tell it! tell them! before you try to show them?
(Umiddelbart nedenunder følger i øvrigt en anden og meget distraherende ’Vi-tør-hvor-andre-tier’-markering med bladets udpegning af Espersen som Dagens side 9-pige: Lene, 42 år og fra Hirtshals.)
katrine
sjust
christinei
Nadja
12 comments
Comments feed for this article
10. september 2008 at 14:45 pm
cyclone bill
Jeg var så ikke for fin til lige at kigge forbi Ekstra Bladets hjemmeside hvor det vitterlig er den nye økonomi- og erhvervsminister og konservative formand der poserer: http://ekstrabladet.dk/side9/. Hej hej, etos.
10. september 2008 at 22:00 pm
christinei
Ja, hej hej, etos, det må du nok sige!
Men – skal det ikke gå nogenlunde strygende for Lene Espersen alligevel? Handler stuntet ikke mindre om at skade hendes etos end om at styrke Ekstra-Bladets?
Læseren tænker: Nej, det gør de vel alligevel ikke? Og tjekker ganske rigtigt efter. Selv tog jeg papirudgaven ude fra hylden ved sofaerne med ind på kontoret, og det er som om, at Lene Espersens helt utrolige skæbne på side 9, bliver overdøvet af selve den retoriske beslutsomhed hos redaktionen, som man kan høre for sig i baggrunden:
Hæhæ, ja, vi gør det! Det er oplagt. Vi GØR det! For vi er Ekstra-Bladet, og vi giver jer noget at snakke om.
Og vi andre fortæller historien videre som en historie om Ekstra-Bladet, ikke primært én om Lene Espersen.
Eller hvad?
11. september 2008 at 13:32 pm
katrine
Altså. Jeg bliver så træt i skallen af at skulle forholde mig til Lenes bryster. Jeg kender mange der har bryster, og det betyder jo ikke at vi skal tale om dem hele tiden. Det er da faktisk mere interessant at hun snakker og snakker og der ikke sker en skid. Hvis det nu er det man mener.
Og apropos skid. Appellen ved bandeordet er for mig det kantinekø-sprog som EB lægger op til. Den løse snak. De fortæller os hvad vi skal mene, men det har de jo sådan set altid gjort. Skiden er forudsigelig og klichepræget i sit indhold, men jeg vover lige pelsen ved at mene at det egentlig er fedt med den ekspliciterede uformelle snak. Er det ikke det pressen skal – nemlig sætte os i gang med at mene noget, bare et eller andet i første omgang? Vi behøver ikke at vide hvor mange mandater man skal have for at have flertal, for at have lov til at mene Noget om Lene.
Hvordan ville den overskrift have set ud i Informeren? Den ville nok have været et direkte citat. Mindre læseraktiverende, så?
11. september 2008 at 15:20 pm
christinei
Hmm, jo, det har de altid gjort. Og derfor føles det også fuldstændig formålsløst at harcellere over det. De har en historie inde i bladet som belæg for påstanden, noget med Espersens tomme løfter om strammere regler for forlystelsesparker, og føjer dertil noget a la ‘ – og sådan er det altid med hende’. Og jo, det er da vigtigt, hvis der er hold i det.
Jeg synes bare stillejet er meeget lavt: “og der sker ikke en skid”. Formuleringen er så slap, at den bare i kraft af ordvalget synes at anerkende, at det er helt fint at have gratis holdninger.
11. september 2008 at 16:05 pm
cyclone bill
Jo, jeg tror da det er rigtigt at Lene Espersen nok skal komme fint igennem lidt kælen poseren på bil – jeg havde egentlig ikke tænkt sådan over det, men jeg giver dig helt ret i at det snarere er Ekstra Bladets etos end Lene Espersens etos det hele handler om.
Alligevel bliver jeg provokeret – ikke over bryster eller skid – men over at det i den grad er OK at håne og udstille politikere. Ja, det har de altid gjort, men er det naturgivent at det skal være sådan, eller er det gavnligt?
Pressen skal være vagthund når politikere – og alle mulige andre – begår fejl, men her virker det mere som om de bare har brainstormet på mulige sårbare punkter på den nye leder. Haps, et halvgammelt og halvlummert billede og så en anklage om at der ikke er handling bag ordene – så har Ekstra Bladet ligesom gjort hvad de kunne i denne omgang.
Jeg aner helt ærligt ikke om der er sandhed i det, men som Christine skriver, virker det bare letkøbt – og efter min mening også lavt og fjendtligt og lidt skadeligt for vores syn på de politikere vi selv vælger. Og så synes jeg egentlig ikke det er en formildende omstændighed at Pia, Villy, Anders, Helle og alle de andre får præcis samme tur.
12. september 2008 at 20:01 pm
sjust
Jeg havde kun set spisesedlen, hvor “hun snakker og snakker etc.” var undertekst til overskriften “Lene Ordgejl,” og det syntes jeg ærligt talt var rigeligt under lavmålet – blev mere og mere provokeret og irriteret efterhånden som jeg passerede spisesedlerne på min cykelrute.
Nu får jeg så føjet side 9-Lene til, og det gør mig ikke mere tilbøjelig til at flå EB ned af hylden næste gang jeg står i kiosken og leder efter lekture, men jeg er nok også så lidt i målgruppen, at min vægring nærmest vil blive opfattet som et kompliment på redaktionen.
13. september 2008 at 8:28 am
politiken opinion lørdag
Læsernes redaktør Henrik Kaufholz melder, at Politiken bruger ’sgu’ næsten to gange om dagen (men kun i citater vel at mærke; de bander ikke selv):
“Efter at have læst et par snese eksempler er jeg sikker på, at ’sgu’ er Politikens måde at være folkelige og virkelige på. … Når der står ’sgu’, så kan læserne se, at vi har talt med rigtige, levende mennesker.”
Politikens nyhedschef Anders Krab-Johansen udtaler:
“Vi har kilder, der bander voldsomt. Det skal man kunne se.
Men vi skal ikke bare overtage et ‘frækt’ ord eller to, fordi nogen prøver at være ungdommelige eller er ubehøvlet som et spil for galleriet.
Her må journalisterne stille et par ekstra spørgsmål, så vi får argumenter i stedet for uartikulerede skældsord.”
15. september 2008 at 8:36 am
katrine
bande = folkelighed
bande = gratis holdninger
Hjemme hos min søster i går aftes, hørte jeg min røde, men velorienterede og som regel nuancerede svoger sige lige præcis “Lene snakker og snakker, men der sker ikke en skid.” Stort set ordret, inklusiv latrinært udtryk (man er vel gammel B&W-smed). Han kunne ikke drømme om at læse Ekstra Bladet. Se, jeg er faktisk ikke velorienteret nok til at vide om man kan argumentere overbevisende for at damen snakker og snakker uden at der sker noget. Men det er Smeden. Og han er konsekvent i sine holdninger, også når han smider om sig med kraftudtryk. Jeg er stensikker på at han er omdrejningspunkt for politiske diskussioner med bund, når han går rundt ude i produktionshallen.
Folkeligt, men overhovedet ikke gratis eller letkøbt.
15. september 2008 at 11:51 am
christinei
Jeg håber altså ikke, jeg har givet udtryk for, at folk der bander, ikke kan være velorienterede eller nuancerede. Jeg synes bare, at en AVIS, også EB, lyder forloren og kynisk, når den gør det. Ja, tal om en letkøbt holdning – men jeg prøver alligevel:
Den ER en avis. Den skriver med en researchende redaktions stemme, så hvorfor er det nu, at netop den har lov at være så fjendtlig, som cyclone bill skriver det ovenfor, og sætte i bås, altid dømme så hårdt og kontant som muligt, så folk bagefter kan bruge år på at udrydde eller nuancere utidige eller overgeneraliserende domme om at være “Hr. Liderlig” eller “Fru Ordgejl”.
Der er kontant sproglig afregning, og udtrykket varierer ikke nødvendigvis efter, hvor meget kød der er på historien. Måske er der masser af hold i historien om Lene Espersens tomme retorik og måske mindre, men stilistisk signalerer EB, at de altid er rede til et rask karaktermord: Velkommen på forsiden! Og ved stilistisk at bruge ‘folkets stemme’, når de karaktermyrder, har de altid allerede taget folket i ed. Der bliver noget uafvendeligt ved det: Sladren går altid allerede, verden er altid hård allerede. Det er et grundprincip, som er nedslående at møde på spisesedlerne dagligt, synes jeg.
27. september 2008 at 8:55 am
sjust
Tak spids! Anne Knudsen har meldt sig som kvindelig gæstesolist i “mandekor med bandeord.” I anledning af at Knudsen modtog Modersmål-Prisen 2008 sagde hun bl.a.: “Nu ved De det! Jeg bander. Bandeord egner sig fint i mange dagligdags situationer. På skrift er de mindre pyntelige, så derfor har medarbejderne på Weekendavisen den forholdsordre, at man kun må bande i avisen, hvis det er strengt nødvendigt.”
Man skulle næsten tro, at hun havde læst denne blogpost + den efterfølgende debat. Og måske har hun også læst din afhandling, Christine, for hør, hvad hun siger om journalisternes stil: “Det handler også om skribenternes personlige sprog, deres egne stemmer, den vejrtrækning, der kendetegner hver af dem. [...] Skribenten skal ikke skrive om sig selv, men som sig selv.”
Hele talen kan læses i Weekendavisens elektroniske udgave:
http://weekendavisen.e-pages.dk/view/7262/9/section.html Den står på side 6.
29. september 2008 at 9:07 am
christinei
@sjust: Tak for taletippet! Anne Knudsen giver udtryk (både her og i&med den avis, hun redigerer) for en atypisk, tror jeg, opfattelse af journalisten som en afsender, der skal træde i karakter:
“Omhuen med den personlige sproglige afsender er i grunden en del af min demokratiforståelse,” siger hun også i talen. “Jeg mener, at ethvert udsagn skal kunne spores til sin ophavsmand – om fornødent for at holde vedkommende ansvarlig.”
Mange journalister ville nok sige, at omhuen med kildegrundlaget var en vigtigere del af både deres demokratiforståelse og deres faglige selvforståelse. Selv i rollen som vagthund og selv når ferm og kreativ sprogbrug vægtes højt, vil rollen som formidler være stærkere end rollen som afsender.
4. februar 2009 at 11:54 am
Medrivende urokkelighed? « Taletank
[...] Jeg har ellers lige været på retorikkonference og fremhævet hendes effektivt underspillede stil i den forudgående Self-Made Man, hvor hun efter min mening bruger den observerende og beskrivende reporterrolle til at holde sin klumme-kommentator-rolle i skak på konstruktiv facon. Men det har hun så mere eller mindre opgivet i sit nye projekt. Skidt med de detaljerede beskrivelser, der fremmer læserens indlevelse og samtidig giver dem dokumentation for de holdninger, der uvægerligt præger skrivestilen. Det klassiske journalistiske slagord “don’t tell it, show it” er ikke bare udfordret i en stimulerene balanceakt, men nærmest bare vendt på hovedet. [...]