I love my brain

Jeg er muligvis håbløst bagud, for emnet har været diskuteret ovre hos Nadja, og katrine har endda udtalt sig til Alt for damerne om det, men selv er jeg først for rimeligt nylig begyndt at køre med cykelhjelm.

Min hjelm er ikke specielt smart, men det er der til gengæld efterhånden rigtigt mange andres, der er. Og, har jeg opdaget, nogle af dem bærer simpelthen det bedste argument overhovedet for, at deres ejere og alle andre bør bære dem. “I love my brain” står der bag på Nutcase hjelmene, og har man først kørt barhovedet bag sådan en, kan man da ikke andet end at styrte ud og købe sig en hjelm eller hva’? Jeg synes i hvert fald, at det er et super eksempel på hensigtsmæssig situationel retorik.

Og så er de jo lækre, de hjelme!

Det er fandme ikke i orden, det er det ikke

Her i eftermiddags var jeg i godt selskab, sammen med blandt andre Nadja. Vi kom til at tale om brokkeri, og Nadja mener og skriver ofte kloge ting imod brokkeri. Vi fik en hurtig lille brokkeri-brainstorm i plenum. Jeg brygger videre:

 

Brokkeri er ikke-konstruktivt

Når man brokker sig, fokuserer man kun på det man er utilfreds med. Fejlfinding er utrolig besnærende, fordi det er så utrolig let. Prøv bare at tænk på parforhold: De fleste af os har den personlige erfaring at vores partner har væsentligt mange flere fejl end os selv. Og hvor er det dog dejligt enkelt når bare man har den overbevisning. Men vi talte nu ikke om parforhold i dag. Vores søndagskaffe-snak tog udgangspunkt i et par nylige konferenceoplevelser – og hvor-svært-kan-det-være-at-arrangere-en-god-konference-meget-svært-åbenbart-følelsen. Flere af os havde haft den oplevelse at stå med kaffekoppen i hånden blandt en harmdirrende gruppe konferencedeltagere fulde af galde. “Respektløst, under al kritik, tror de vi er totalt uvidende, pinligt…”.

Men det er jo nok egentligt temmelig svært, det der konferencenoget. Hvordan undgår man at oplægsholderne er dårligt forberedte; taler op eller ned til tilhørerne fordi de ikke har et præcist billede af deres forhåndsviden; meler deres egen kage fx ved skjult salg af sine konsulentydelser; overskrider tiden og stjæler den networking-kaffepause som alle længes efter og som i virkeligheden er årsagen til at vi kommer til konferencer; giver sindssygt dårlige svar på gode spørgsmål; taler i floskler eller fremmedordflom (eller begge dele, gys); eller bare er jævnt hen kedelig?

Brokkeri²

Brokkeri eskalerer. Vi spørger uskyldigt: Hvad synes du om X’s oplæg/Workshop 2/seminaret? Men det er ikke for at høre hvad andre mener, men kun for at få sat snakken i gang så vi om få minutter kan få taletid til vores vittige og skånselsløse kritik af X’s oplæg/Workshop 2/seminaret. På den måde får vi skabt vores egen lille retoriske situation, og så er snakken ellers i gang. Halløj, hvor kan vi alle sammen bidrage med vores mening, og selv om vi gerne smider en lille positiv sidebemærkning ind (“jeg syns nu det var meget godt da hun liiige… Men i det store hele…”), er lavinen begyndt at rulle. En særlig social mekanisme sætter i gang. Vi får lynhurtigt et godt lille fællesskab op at køre der handler om at bakke hinanden op i vores bedreværd fordi VI af alle forstår at skrælle overfladen af og gå lige til biddet. Vi kappes om at fortælle om andre horrible konferencer – eller om nogen der var MEGET bedre, fordi… Vi lytter opmærksomt til hinandens sure opstød, opsnapper noget neutralt (eller endnu bedre, en positiv bemærkning) og siger, “nej, det synes jeg faktisk var det værste, fordi…” Hver eneste lille detalje bliver vendt. Og så er der kagen. Kagen er også forfærdelig.

Det er her at brokkeri bliver til netværksbrokkeri. Vi gør det fordi vi føler os mere sammen af at gøre det.

Brokkeri er upersonligt

Alle de dejlige, skarpe analyser af alt det forkerte, alle kraftudtrykkene og armsvingene har en ting til fælles: Vi kunne ikke drømme om at formulere os på den måde hvis vi stod ansigt til ansigt med den der er ansvarlig for det vi er så møgsure over. Det gør man bare ikke, det er ikke i orden. Hvorfor ikke, egentligt? Jeg tror det er fordi at brokkeri, hvis det skal være rigtig godt og have ordentlig potens, er nødt til at ignorere alt der hedder kontekst. “Vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger,” siger vi og molestrerer et elsket udtryk. Vi vil da blæse på at oplægsholderen er grøn; at oplægget fra konferencearrangørerne har været upræcist; at frokosten var forsinket; at halvdelen af deltagerne faktisk ikke synes at niveauet lå forkert, men derimod helt rigtigt. Det er ikke relevant, det var bare ikke godt nok.

Men det kan vi ikke når vi står ansigt til ansigt med ophavsmanden eller -kvinden. For når vi taler med hinanden, har vi så at sige konteksten smækket lige op i hovedet, den står lige foran os. Der er uden tvivl mange gode grunde til at det blev som det gjorde. Nogle af dem kan vedkommende gøre rede for. Nogle af dem er dybt og nært forbundne med hvem det menneske er som står lige foran dig.

Hvis vi skal brokke os face to face og virkelig få vores besked igennem uden at få et par (velfortjente) på hovedet, er vi nødt til at acceptere og have respekt for konteksten og mennesket. Det forventes.

 

Brokkeri overskrider hierarkier

Det upersonlige netværksbrokkeri overskrider som få andre ting hierarkier. Eftersom det menneske vi brokker os over, ikke er til stede, og der er en uudtalt kontrakt om at vi ikke siger det videre og i øvrigt bare er sammen om at generere mere brok-materiale, kan vi sige alle de ting som vi ellers ikke har hjemmel til at sige i det eksisterende hierarki. For eksempel at kalde chefen et fjols. Eller at være kloge på hvordan man arrangerer konferencer for 400 mennesker. I denne kategori hører den fysiske demonstration: At rejse sig og gå midt under et konferenceoplæg. I flok.  Den vi brokker os over, har ikke muligheden for at svare igen, enten fordi de ikke hører det (ikke det samme som at de ikke er klar over at det finder sted) eller fordi de ikke kan svare i situationen. I netværksbrokkeriet er det også muligt og tilladeligt at afsige domme over mennesker som man i øvrigt føler sig statusmæssigt underlegen, socialt, fagligt eller strukturelt, på en måde som man ALDRIG ville kunne få sig selv til ansigt til ansigt.

 

Brokkeri bliver en rygmarvsreaktion

Det er ganske moderne at tale om nul-fejl-kultur i arbejdspladssammenhænge. Jeg er stødt på det på det hospital jeg arbejdede på for nylig (og gudsketakoglov da for det!), men også i Provinskøbing og i Politiet er det almindeligt at sige “vi har jo en nulfejlskultur, her”. Og rynke brynene mens man siger det. Appreciative Inquiry – på dansk anerkendende metode – er i hastig vækst som organisationsudvikling og selve det bare at sige alt det gode, fokusere på vores styrker frem for svaghederne. Det handler for eksempel om at finde ud af de gode vaner og så dyrke dem og simpelthen ignorere alle problemerne i den overbevisning at når de gode vaner vokser, bliver problemerne mindre helt af sig selv. Og det handler om at vi som mennesker har brug for anerkendelse. [Læser, læg lige mærke til hvordan du reagerer lige nu.  Har jeg ret i at du lynhurtigt tænker, "årh hvor lyder det dog irriterende blødt og sødt og overfladisk"?]

Sagen er at selve det at fokusere på svagheder, problemer og fejl er som alt mulig andet: Det smitter. Det er lissom at få to søde nuttede kaninunger, sætte dem i samme bur for så at opdage at de vist nok ikke var hanner begge to, sådan som man troede. For så at opfostre resultatet i et lidt større bur, være lidt uklar omkring kaniners kønsmodenhed og… Kaninfest. Således også med kritik og konferencer. Sådan en gang netværksbrok til en konference udvider jo konferencebrokkeriordforråddet betragteligt. Så er det klar til næste gang man skal afsted. Gad vide hvad der er dårligt denne gang?

 

Ironiens ironi: At brokke sig over brokkeriet

Ja, den er jo ikke helt fin i kanten, det er den vitterligt ikke. Så hvad er det fede ved brokkeri?

• At man faktisk forholder sig kritisk til noget i stedet for at æde alt råt eller bare være ligeglad.
• At brokkeri af og til er fed networking. Man lytter straks opmærksomt og bidrager til diskussionen. Det er en social aktivitet i sig selv.
• Brokkeri overskrider hierarkier. Tænk hvis vi blev bedre til det, på den gode måde.
• Find en dillion fejl. Det kan jo være decideret underholdende.
• Det er legitimt at give udtryk for store følelser og at krydre med alskens bandeord.
• Vi siger det jo faktisk ikke direkte til ham eller hende der vil blive kede af det. På den måde kan man sige at brokkeri (netværksbrokkeri?) er udtryk for social finfølelse.

Og jeg ser det nu: Der må være en follow-up her. Hvad skal vi gøre i stedet for at brokke os? Den skal være kollaborativ, skal den, så sæt i gang.

Imens vil jeg bare lige sige at jeg syns fandme det er for dårligt at I har holdt mig vågen indtil kl. halv tolv når jeg skal op i morgen tidlig og passe mit arbejde. Det er respektløst og ikke i orden, det bare overhovedet ikke godt nok.

“Rhetoric to the rescue”

Afdeling for retorik ved Institut for Medier, Erkendelse og Formdling, Københavns Universitet var torsdag den 9. og fredag den 10. oktober vært for en stort anlagt konference om Rhetorical Citizenship. Konferencen formåede at tiltrække et imponerende internationalt og interdisciplinært felt af forskere. Her følger et kort referat af de fire formidable keynote taler og en kort vurdering af konferencen som helhed.

Konferencen vil blandt andet blive husket for et usædvanligt stærkt og velvalgt hold af keynote talere. Torsdag morgen åbnede John Dryzek det faglige bal (efter at Svend Auken havde forestået den officielle velkomst med et indlæg, hvis hovedbudskab så vidt jeg forstod var, at folketingsmedlemmer ikke bruger hinandens taler i salen til andet end til at lytte efter, hvor der evt. er mulighed for at indgå et kompromis). Dryzek hører til i den politologiske ende af forskningen og teoretiseringen af deliberativt demokrati, men han er en politolog med flair for retorik. Dryzek talte om “the rhetoric (eller snarere the discourse) of representation” og brugte bl.a. Bono som eksempel. Ifølge Dryzek bliver Bono, når han hævder at repræsentere “de fattige nede i Afrika,” ikke automatisk afrikanernes repræsentant, men han bliver repræsentativ for en særlig diskurs om Afrika, og som sådan må han tages alvorligt. Retorikkens særlige rolle i Dryzeks teori om diskursiv repræsentation er, at retorikken kan nå ud over de enkelte diskurser og deres lukkede arenaer (retorikken kan ‘bridge’ så vel som ‘bonde’). Dermed er retorikken uundværlig i store multikulturelle samfund, hvor politisk legitimitet er afhængig af, at der skabes enighed (eller i det mindste anerkendelse) på tværs af mange forskellige offentligheder/offentlige steder.

Torsdagens anden keynote taler, Rosa Eberly, delte vandene med sin stiliserede, nærmest poetiske tale og sin let messende intonation. Jeg for mit vedkommende var ganske henført undervejs, men må indrømme at jeg her bagefter har svært ved at huske og gengive hovedpointen. Jeg har det altså lidt ligesom Faidros, efter han havde hørt Lysias tale; en sammenligning jeg, givet indlæggets mange ambivalente henvisninger til Platon (“nogle gange glemmer jeg, at han ikke står og kigger mig over skulderen”) ikke er helt sikker på, hvad Eberly ville sige til. Dog tror jeg nu nok, hun ville mene, at det er bedre at blive sammenlignet med Lysias end med Sokrates/Platon (“who put the -ic in rhetoric,” hvilket Eberly vist ikke synes var nogen stor bedrift). Nå, men hvis jeg skal forsøge mig med en pointe, så er det, at Eberly repræsenterer den pædagogiske ende af retorikken. Hun opfatter klasseværelset som en protooffentlighed, hvor studerende kan lære at debatere, ikke bare når og fordi debat er undervisningens emne, men også hvis og fordi mange forskellige studerende møder hinanden. Derfor bør man bevare de store obligatoriske “freshman rhetoric and composition” kurser; her kan studerende møde andre studerende, der adskiller sig radikalt fra dem selv, og blive tvunget til at argumentere for deres synspunkter.

Fredag morgen var i mine øjne konferencens absolutte højdepunkt. John Murphy er en “rhetorical critic” og gav med sit indlæg et eksempel på alt det, der er godt ved den tekstnære retoriske kritik, når den er bedst. Gennem dybe og dybt underholdende læsninger af taler om den økonomiske krise, som McCain, Clinton og Obama holdt tilbage i foråret, hvor krisen endnu ikke var gået helt grassat og de alle tre stadig var med i konkurrencen om det hvide hus, viste Murphy, hvordan retorik – med Thomas Farrell’s ord – virker som “the art of making things matter.” Og samtidig viste han, hvor teoretisk den tilsyneladende ateoretiske retoriske nærlæsning egentlig er (eller bør være for at være god); de teoretiske pointer væves ind i de konkrete læsninger, hvilket får det hele til at se legende let ud – og det er i virkeligheden nok det allersværeste.

Som Christian Kock bemærkede udgjorde Georgia Warnkes indlæg en udmærket kontrast til Murphys. Med sin filosofiske tilgang fokuserede Warnke på at og var stærkest i sit arbejde med at eksplicitere alt det, der hos Murphy var implicit. Således beskrev og diskuterede Warnke sine Gadamerianske principper for ”fortolkende debat;” her er pointen at debattører (og analytikere) kan forholde sig til hinanden i 3. person (tavst observerende), i 1. person (identificerende, talende for den anden) eller i 2. person (lyttende, ladende den anden komme til orde). Gæt hvilken form, der er mest ønskværdig, men forekommer mindst hyppigt. Warnke afslørede i øvrigt at retorikere er meget rarere mennesker end filosoffer, hvilket leder mig frem til evalueringen af konferencen.

Ud over de fire keynote speakers var der et righoldigt paperprogram med seks parallelle spor. Det betød at der kun var mulighed for at høre en lille del af alle indlæggene. Til gengæld gav det mulighed for at afsætte hele 45 minutter per paper, hvorfor der faktisk var tid til diskussion efter hvert oplæg (i hvert fald i forbindelse med de papers jeg hørte). Både papers og diskussioner var for størstepartens vedkommende vældigt interessante, og der var en herlig – og (selv)forherligende – enighed om, at hvis borgerskab er problemet, så er retorik løsningen. Som Christian Kock – igen – rammende sagde, så gik alle ind for “rhetoric to the rescue and all that.” Retorikere er altså ikke bare rare mennesker med en høvisk omgangstone; de kan også gøre verden til et bedre sted. Og det er jo så sandt, så sandt, men måske også lidt trivielt i sammenhængen. Det springende punkt er ikke, om retorik har dette helende potentiale, men hvordan potentialet frisættes.

Nå, men hvis den eneste kritik, man kan komme op med, er, at noget er for rigtigt, så er det nok ikke helt ringe endda…