Fortællinger fra AA: 2. afsnit

Her fortsætter fortællingen om, hvordan det videre gik den journalistiske antologi, jeg selv har bidraget til, og som jeg bragte på banen med henblik på at debattere antologigenrens faldgruber og potentiale mere principielt.

Jeg ved desværre ingenting om, hvor mange eksemplarer, der er solgt (eller til hvem), men jeg kan melde at:

1: Bogen er blevet anmeldt i et særdeles relevant fagblad, og påfaldende nok lægger anmelderen ud med at anerkende bogens indhold - og problematisere dens form:

Der er så mange præcise iagttagelser og velfunderede oplysninger [...], at det er herlig læsning. Men det er også på godt og ondt så meget et festskrift [...], at bogen næppe er langtidsholdbar.

2: Som festskrift er bogen faktisk blevet fælleseje på det sted, der fejres. Der er nemlig skaffet midler til, at bogen bliver delt ud til samtlige lokale journalistikstuderende, hvilket lægger op til autokommunikation af høj karat: Ansatte og studerende på stedet får en fælles faglig referenceramme, der er som skabt til at styrke den kollektive identitet.

3: Antologien bliver grundbog på et kursus på Folkeuniversitetet til foråret, og dermed bliver den sat i spil i lige præcis den brede offentlighed, som sjust nævnte nedenfor. Og forhåbentlig vil offentligheden melde sig til i bredt mål.

Og sidst, men ikke mindst:

4: En søgning efter bogen på antikvarnet.dk giver 0 hits, ingen varer til indkøbskurven. Pyha!

Så langt, ret godt.

På jagt

For nu at begynde på omslaget af den nyudgivne Topik (som jeg ikke har haft i hånden at åbne endnu):

 

Det er bemærkelsesværdigt, at den er illustreret med et aktivt søgende menneske: på jagt – i stærk blæst - efter sine vinkler og argumenter. Toposlæren har ellers altid emmet af poetisk ladede, rumlige metaforer for selve jagtmarkerne: amfiteatre med rækker og sektioner, huse med mange rum, ”Steder i bevidsthedens landskab, grene på ideernes træ”. Men her kommer altså i stedet den retor, der kigger udad: aktiv og ansvarlig for at afgrænse eller udvide sin horisont og sine egne mentale konstruktioner. Det lover godt.

 

(Og måske kan der være en ironisk pointe i, at kikkerten også ligner en flaske, som den kække retor i virkeligheden står og kigger ned i bunden af… som en påmindelse om, at vi altid er begrænsede af vores personlige perspektiv trods gåpåmod og gode intentioner.)

Endnu en retorikmonografi

Jonas Gabrielsens bearbejdede ph.d.-afhandling er lige som Elisabeth Hoff-Clausens udkommet i bogform – i dette tilfælde på Retorikforlaget. Det er intet tilfælde, at Jonas’ afhandling er kommet på det fagspecifikke forlag, for man skal nok være lidt af en retoriknørd for at tage med på ekskursionerne i den retoriske toposlære. Er man det, en nørd altså, kan man imidlertid ikke ønske sig nogen bedre guide end Jonas.

Man kommer rundt om fire klassiske fortolkninger af topikken:

Mens topik for eksempel i én sammenhæng fremstilles som en lære beregnet til at udfinde stof, fremstilles den i en anden sammenhæng som en argumentationslære. Og mens topikken visse steder fremstilles som en kreativ og dynamisk disciplin, der kan hjælpe retoren til at opdage nye vinkler og pointer i en sag, fremstilles den andre steder som en konserverende og statisk disciplin, der hjælper retoren til at genbruge andre retorers vinkler og pointer.

Og i løbet af turen får guiden også fremsat sit eget bud på topikkens form og funktion.

Rim – så er det hjemmelavet

Type 1:
Slogans på én linje, fyndige, men uden at rime, syner gerne bureauproducerede, professionelle:

Samfundslitteratur – viden der vil videre

Type 2:
Slogans på to linjer, der rimer, får derimod én til at tænke på enkeltpersonen, indehaveren eller mester, der selv har fået ideen til, hvad der skal stå på butiksfacaden eller hen over siden af varevognen, så kunden aldrig skal glemme det:

Er lyset defekt?
Ring til Specht

Type 3:
Slogans på fire rimede linjer eller mere får én til at tænke et led længere ud, på indehaverens nabo eller svoger, der er lidt af en rimsmed, og som har vist det ved flere festlige lejligheder, og derfor er blevet bedt om den vennetjeneste at formulere en lun replik, der kan sprede stemning enten fra facaden eller fra et indrammet skilt over baren:

Tørst honoreres,
kvikt fra baren serveres
hver bajer med et smil
- din tarv – vores stil?

Har pilsner
og porter
og spiritus fler’ sorter
Hva’ ønsker du mer’?

Type 1, de fyndige, urimede onelinere, er efterhånden klart dominerende. De andre er værd at samle på.

“Jeg læste en interessant artikel i WAs ide-tillæg, som jeg ellers ikke bryder mig specielt meget om”

Der begynder at tegne sig et mønster: ikke bare har jeg efterhånden hørt mig selv sige ovenstående sætning og variationer heraf mange gange, jeg har også hørt den fra en del forskellige samtalepartnere. Og hvordan kan det nu være? Jeg og de øvrige kritikere burde ellers være lige i målgruppen, og der er jo også mange enkeltstående artikler, der tiltaler os, men alligevel stritter vi imod tillægget som sådan.

Er der en generel skepsis, eller er det en tilfældighed, at jeg lige har mødt et par stykker, der deler mine forbehold, og hvis det første er tilfældet, hvad er så årsagen?

Her er mit bud på en forklaring: tillægget skal være bredt og dække alle ideer fra astroide til zeugma, og det betyder selvfølgelig, at der vil være en del specifikke artikler, der ikke fanger den enkelte læsers interesse. Problemet er derfor ikke det varierede indhold, men snarere den ujævne form. I Ideer finder man både artikler skrevet af WAs journalister, af forskere og af formidlere fra diverse museer. WA-journalisternes artikler spænder fra interviews, der nærmer sig mikrofonholderi, til meget kritiske analyser/kommentarer. Blandt de artikler, der er skrevet af forskere/formidlere, er der både nogle om specifikke og komplicerede udviklinger inden for et felt og brede, enkle introduktioner til hele områder – og alt der i mellem. Udover disse artikler, der på trods af deres store indbyrdes forskelligheder alle hører til i genren vidensformidling, finder man anmeldelser, som vel lige så godt kunne stå i Bøger, og man finder artikler, der er tættere på kultur- end på vidensformidling, og vel derfor burde stå i Kultur. Alt i alt en rodebunke, altså.

Det ville efter min mening være en stor styrke, hvis der var en klarere linje i Ideer. Dermed ikke være sagt, at Ideer kun skal rumme egentlige vidensformidlende artikler, eller at tillægget udelukkende skal skrives af en forfattergruppe. Der skal som nævnt være en stor spændvidde i stoffet, men det ville være en fordel, hvis man kunne se en samlet - ja – ide med tillægget.  

Oplever/vurderer andre også Ideer sådan, eller er der alternative – og måske mere almindelige – holdninger til tillægget?

Mmmm, en monografi

Elisabeth Hoff-Clausens ph.d.-afhandling om Online ethos er netop udkommet i redigeret form på forlaget Samfundslitteratur. Det handler om ethos - bemærk, at det klassiske -h- er bevaret - via tre retorikkritiske casestudier af karakterfremstillingen på politikeres kampagnesites, personlige weblogs og på Wikipedia:

Casestudierne viser, hvordan afsendertroværdighed realiseres i netstedernes design som miljøer for interaktion, og at online ethos ikke så meget synes at være et spørgsmål om, hvem vi finder pålidelig og tror på deres ord – det er mere om, hvis selskab vi synes om og finder bemyndigende.

En helt almindelig nyhedsuge i Danmark

Uge 46 er i skrivende stund 165 timer gammel, og dermed er der tre uger tilbage af nyhedsugen 2008. I den uge, der er gået, er alle nyheder blevet indsamlet, og i den kommende tid vil et hold af forskere – jeg er selv med på et lille delprojekt – analysere ugen på kryds og på tværs.

Projektet er en selvstændig fortsættelse til nyhedsugen 1999, og det skal blive spændende at se, hvor meget/lidt nyhedernes form og indhold har ændret sig her i det nye årtusinds første årti (i hvert fald er man vist efterhånden holdt op med at tale om det nye årtusind som om, det i sig selv var en nyhed).

En ting, der slår mig, er hvor få nyheder, der egentlig har bidt sig fast i min bevidsthed, her mod slutningen af en uge, hvor jeg ellers, fordi jeg vidste indsamlingen var i gang, har forsøgt at være ekstra opmærksom: der var efterdønningerne fra det amerikanske præsidentvalg (bliver Hillary mon udenrigsminister?), arbejdet med at rede Jellingestene,der jo er kommet på finansloven, blev sat i gang (hvorfor pokker kan jeg huske det?), Bogforum trak rekordmange besøgende samtidig med, at det blev diskuteret om e-bogen vil sende papiret på pension (herlig tv-rapportage med panorering over Lars Bukdahls boghylder), store skovbrande i Californien betød, at over 10.000 måtte evakueres (foreløbig står Oprahs hus i Santa Barbara endnu), Venstre holdt landsmøde, og Anders Fogh Rasmussen erkendte, at han er blevet klogere (det er da en nyhed, der batter).

Tjae, det er hvad jeg lige kan komme på; altså ikke en uge med revolutionerende nyheder, men det er netop pointen med at vælge uge 46;  den er et godt sted at dykke ned i nyhedsstrømmen, hvis man vil have et repræsentativt glimt.

Hvad sammenligningen med ‘99 angår, så er min formodning er, at der ikke er meget nyt at fortælle…

AA – Anonyme Antologier

Jeg har skrevet et bidrag til en faglig antologi, hvis udgivelse d. 7. november blev lidt af en ikke-begivenhed. Bogen har fået nogen foromtale, men er fx (endnu) ikke blevet anmeldt. Og derfor spekulerer jeg lidt over det der med antologier.

Det er oplagt, at genren findes. Det et er oplagt at samle gode kræfter, fordele kapitler/emner/aspekter efter specialer og interesser og lade et tema blive belyst fra forskellige sider. A la festskrifter og konferenceproceedings.

Men antologier kan også let blive uhomogene og anonyme og tilbøjelige til at ende i rodekasser i antivariaterne rundt omkring. Man kan mangle fornemmelsen af en samlet intention, og bidragene kan få karakter af at være skrevet ikke til en veldefineret målgruppe i en bestemt anledning, men for the record, så det enkelte bidrag i al fald er trykt et sted og ligger der som en byggesten til vores samlede viden og kan hentes frem, plukvis, fx til undervisningsbrug. Eller antologierne kan fungere som autokommunikation, der skal etablere og styrke et fagligt fællesskab i skribenternes eget miljø, og som sådan kan de være særdeles relevante. 

Men undervisningsbrug og autokommunikation kunne jo godt bare være fine sekundære funktioner.

Hvad er egentlig succeskriterierne for en antologi? Har nogen nogen antologier stående på hylden, som de er kan fremhæve som vellykkede eksempler?

Så skal jeg nok rapportere tilbage sidenhen om den nyudgivnes videre liv og skæbne.

Obamas udfordring – forvandlingen fra motivationsretoriker til realpolitiker

(Dette indlæg er reblogget fra nadjasreflexioner.net)

Mens hele verden ligger for Obamas fødder, hylder hans retorik og venter i åndeløs spænding på at se, om han kan indfri alle valgløfterne, er der i Nadjas lille nørdeland ET helt konkret spørgsmål, JEG venter i åndeløs faglig spænding på at få besvaret:

Kan man som politiker omtransformere sig fra at have været motivationsretoriker i valgkampen til at blive succesrig realpolitiker? 

Da jeg for snart mange år siden skrev speciale i retorik, (læs den fulde version her og en kortere variant her)introducerede jeg nemlig begrebet motivationsretorik, der handler om at vække befolkningens samfundsengagement og begejstring MELLEM valg og folkeafstemninger. Motivationsretorikken adskiller sig fra den traditionelle politiske retorik på en række punkter – der er mange flere, men her har jeg udvalgt et par af dem og lige prøvet at eksemplificere, hvordan det er Obama har handlet motivationsretorisk.

• Motivationsretorikken handler om at vække stemmer – snarerere end at flytte eller samle stemmer. 
  En af Obamas helt store bedrifter er, at han formåede at engagere millioner af amerikanere, der ellers aldrig havde stemt - endsige været registrerede som vælgere – endsige interesseret sig for politik – til at være så engagerede under hele valgkampen, at de på selve valgdagen stod i kø i syv timer for at få lov at bidrage til demokratiet. Og han formåede sågar at vække hele verdens engagement og interesse i det amerikanske valg – ikke bare på “nå, ja, det vedrører os jo-måden” som det altid gør, hvert fjerde år. Men i en grad så medierne flød over med billeder af dansende kenyanere og syngende japanere, der følte deres lykke var gjort, blot fordi de boede i en by, der hed Obama.  
• Motivationsretorikken bygger på paradokser og grundlæggende værdier, som det er op til enhver at fortolke og forholde sig til på sin egen måde – i modsætning til den traditionelle politiks mere konkrete enkeltsagsdiskussioner.
  Selvom Obama også har givet konkrete valgløfter og sagt til og fra om hvordan han mener, forskellige situationer skal løses, har hans kampagne allermest handlet om at indgyde vælgerne helt grundlæggende værdier – og det er især ordene HOPE og CHANGE vi har hørt igen og igen kombineret med sloganet YES WE CAN. Mere grundlæggende og ukonkret bliver det ikke – og dermed får vi hver især muligheden for at lægge vores egen fortolkning ind i begreberne – og dermed hver især skræddersy kampagnen, så hovedbudskaberne rammer netop os.    
• Motivationsretorikken skaber nye fællesskaber på tværs af traditionelle segmenter og målgruppeforventninger – fremfor at henvende sig målrettet til specifikke samfundsgrupper.
  Obama taler meget inkluderende. Alene i vindertalen fik han understreget, hvordans hans opfattelse af THE UNITED STATES både tæller blå og røde stater, mennesker i alle farver, gay og straight, rige og fattige. Han opstiller yderpunkterne, vel vidende at de fleste af os så vil føle os godt tilpas i spændingsfelterne. Han eksemplificerer ovenikøbet selv spændingsfelterne ved ikke rigtig at kunne sættes i bås – for eksempel ved ganske vist at være sort, men også at være halvt hvid. Han siger ikke til nogen, hvor de hører hjemme eller hvem de er eller bør stemme på – han lader folk segmentere sig selv.
• Motiviationsretorikken trives især i umodne retoriske situationer, hvor hverken modtagere, medier eller tvingende omstændigheder endnu er helt fastlagt – fremfor kun at spille spillet på de velkendte og allerede definerede spillebaner. 
  Obamas oprindelige claim to fame var en tale på et partikonvent, hvor det slet ikke handlede om opstilling af præsidentkandidater. Men han gjorde det så godt, at alle tilstedeværende hver især følte, at de selv havde opdaget ham. Og lige siden har han spillet sit eget spil. Hans kolossale kampagne blev finansieret af mange små bidrag fra folk, der ellers aldrig havde bidraget til politiske kampagner. Mens Hillary og McCain, der spillede efter de traditionelle fundraising-regler hurtigt tabte terræn.
• Motivationsretorikken udspiller sig især i medier, vi ikke traditionelt betragter som politiske medier – reklamer, teaterstykker, tv-shows etc – fremfor avisernes 1. sektioner, tv-aviserne og debatprogrammerne. Obama har brudt alle regler for, hvad der traditionelt blev opfattet som politiske medier. Der har været snakket meget om, hvordan Obama har allieret sig med nogle af Web 2.0’s (undskyld Thomas) største helte for at skabe ny, engagerende politisk retorik på nettet. I stedet for at købe enkelte reklameblokke til at udgyde kortfattede politiske budskaber, satte han sig massigt på hele sendefladen på flere kanaler med en halv-time-lang infomercial, hvor han selv kunne sætte dagsordenen ved at fortælle sine konkrete historier og argumentere igennem uden at blive afbrudt. Han afsatte tid lige inden valget til at optræde i Jon Stewarts “The Daily Show” velvidende, at det politiske satireprogram er en langt mere væsentlig politisk skueplads end mange af de tradtionelle nyhedskanaler. Og ikke mindst lod han et tv-hold følge hele kampagnen behind the scenes i en grad, der virker meget ærlig og afslørende på seeren (fordi man virkelig ser hele den udmattede familie og hele den stressede kampagnestab) og fik derved virkelig lavet en “show-don’t-tell” kampagne for sin egen ærlighed, udholdenhed og menneskelighed.
• Motivationsretorikken forlader sig langt mere på ethos og pathos, end den traditionelle politiks logosappeller.
  Obamas ethos – hans personlige fremtræden – adskiller sig i selv politikere flest. Og det skyldes ikke kun, at manden er så lækker, at der er opstået en masse kvindelige fanklubber alene af den grund. Det skyldes også hans ro og selvsikkerhed, når han taler. Hans lange uddannelse, hans internationale baggrund, hans måde at omtale sin familie på. Og samtidig er han ikke bange for at bruge pathos. Hans retorik har stolte traditioner tilbage til Martin Luther Kings pathosladede taler, han taler gerne om sine døde mormor (som med de kyniske øjne må siges at være afgået ved døden på det helt optimale tidspunkt, når det gjaldt om at vride den sidste sympati ud af vælgerne) og han ser ikke ud til at have behov for at skjule, at en HKH-Kronprinsen-lignende tårekvalthed trængte sig på undervejs.
• Motivationsretorikken kommer ofte til udtryk som debatOPLÆG – i modsætning til traditionelle debatINDLÆG. Rigtig mange gange i løbet af kampagnen, har Obama lagt beslutningerne og erkendelserne over på læsernes/lytternes/vælgernes banehalvdel. Det har været OS, der skulle tage stilling. Det var OS, der kunne sammen (yes WE can) og sejren – understregede han også i sejrstalen) var også VORES (eller i hvert fald alle de trofaste, der var til stede i Chicagos Grand Park’s – men vi solede os alle sammen i den…) Vi var inkluderede, også os, der ingen stemmeret havde. Det var vores valg. Og det er vores fælles håb, der nu skal indfries, vores fælles forandringer der nu skal til at ske.   

Så langt så godt. Obamas kampagne har mindet mere om motiviationsretorik end om traditionel politik. Ikke særlig meget tvivl om det. Og ikke særlig meget tvivl om, at det virkede helt forrygende godt. Problemet her i Nadjas nørdeland er så bare, at jeg indtil nu stædigt har holdt på, at politikerne bør overlade motivationsretorikken til uafhængige aktører som Jon Stuart, bloggere, skuespillere, reklamefolk, kunstnere og musikere, der kan sørge for at vække begejstreingen, engagementet og interesseren MELLEM valg og folkeafstemninger. Og at politikerne så selv skal fokusere på at selve politiken i en ret hardcore – og måske udefra set lidt dogme-kedelig – periode, når der er reelt er valgkamp. For når man konkret skal til at vælge, er det vigtigt at vide, hvordan politikerne har tænkt sig helt konkret at løse problemerne.

Min vurdering af den politiske apati herhjemme – og i særdeleshed i USA – har hidtil været, at problemet er den mudrede scene. Og at det ville være meget lettere at engagere sig i politik, hvis man kørte motivationsretorik for sig – og standpunktsretorik/realpolitik for sig.

For jeg tror, det er umuligt at spænde troværdigt over begge roller. At modtagerne/vælgerne ikke kan undgå at blive skuffede, når det viser sig, at realpolitikken selvfølgelig ikke svarer til det, man selv havde forestillet sig. Simpelthen fordi enhver på kloden har sin egen tolkning af CHANGE og HOPE. Og vi kan måske nok blive enige om, at YES WE CAN – men der kan herske temmelig stor uenighed om, hvad det er vi kan gøre, hvordan vi skal gøre det og i hvilken rækkefølge, vi skal gøre det.

Nu er det så spændende at se, om Obama klarer forvandlingen fra motivationsretoriker til realpolitiker. Det håber jeg, bliver tilfældet – og bare det, at han i sin sejrstale lod hele resten af verden levere pathos for fuld knald, mens han selv turde være noget mere nøgtern og forvarsle de realpolitiske tider er et godt tegn. Men jeg frygter et voldsomt backlash – og jeg håber på at blive “proved wrong”.

+ fantastiske billeder og en interessant ikke-retorisk analyse

http://www.nytimes.com/interactive/2008/08/27/us/politics/20080827-winterobama-mutimedia/index.html#

http://www.journalisten.dk/obama-politisk-kommunikation-2-0