Jeg har skrevet et bidrag til en faglig antologi, hvis udgivelse d. 7. november blev lidt af en ikke-begivenhed. Bogen har fået nogen foromtale, men er fx (endnu) ikke blevet anmeldt. Og derfor spekulerer jeg lidt over det der med antologier.
Det er oplagt, at genren findes. Det et er oplagt at samle gode kræfter, fordele kapitler/emner/aspekter efter specialer og interesser og lade et tema blive belyst fra forskellige sider. A la festskrifter og konferenceproceedings.
Men antologier kan også let blive uhomogene og anonyme og tilbøjelige til at ende i rodekasser i antivariaterne rundt omkring. Man kan mangle fornemmelsen af en samlet intention, og bidragene kan få karakter af at være skrevet ikke til en veldefineret målgruppe i en bestemt anledning, men for the record, så det enkelte bidrag i al fald er trykt et sted og ligger der som en byggesten til vores samlede viden og kan hentes frem, plukvis, fx til undervisningsbrug. Eller antologierne kan fungere som autokommunikation, der skal etablere og styrke et fagligt fællesskab i skribenternes eget miljø, og som sådan kan de være særdeles relevante.
Men undervisningsbrug og autokommunikation kunne jo godt bare være fine sekundære funktioner.
Hvad er egentlig succeskriterierne for en antologi? Har nogen nogen antologier stående på hylden, som de er kan fremhæve som vellykkede eksempler?
Så skal jeg nok rapportere tilbage sidenhen om den nyudgivnes videre liv og skæbne.
katrine
sjust
christinei
Nadja
5 comments
Comments feed for this article
13. november 2008 at 8:57 am
Brandes
Det er forunderligt, saa sjældent man har virkelig Glæde af Antologier. F.484.
13. november 2008 at 9:11 am
christinei
Offline forbindelser har antydet, at jeg vistnok bruger genrebetegnelsen antologi forkert. Og jo, oprindelig er der med en antologi tale om en slags kanon, en buket af allerede publicerede stykker litteratur eller især poesi.
Men Brandescitatet ovenfor, hentet fra Den Store Danske Ordbog, kunne antyde, at der findes et funktionelt problem med egentlige antologier, “florilegier”, som er sammenligneligt med det, jeg påpeger ovenfor.
(Måske hedder den anden slags, de nyskrevne antologier, så… hvad? Samleværker? Monografier-med-mange-forfattere?)
16. november 2008 at 20:50 pm
sjust
Jeg kan egentlig godt lide antologier, men kan også nikke genkendende til Brandescitatet. Typisk er der et kapitel eller to, der kan bruges (i undervisningen, som reference i forskningen, etc.), og resten kommer til at ligge ubrugt hen (antologiers hovedstyrke kan siges at være, at de egner sig godt til kopiering til kompendier, men det er næppe, hvad forfatterne havde tænkt sig).
Ideen om at få et overblik over et felt/en problemstilling ved at få flere forskellige forfatteres vinkler/bud er god, men af en eller anden grund er det sjældent den virker. Hvorfor mon? Kan det være læserne den er gal med? Altså, vi (jeg) giver os ikke tid til at forbyde os i det ukendte, men styrer direkte mod det bidrag, der passer til vores interesser/behov (bekræfter det vi ved i for vejen). Det er sandsynligt, men jo stadig antologiens/forfatternes problem…
17. november 2008 at 22:37 pm
sjust
I øvrigt er jeg enig i dine kvalitetskriterier: der skal være en samlet intention, og en vis stilistisk og indholdsmæssig homogenitet bidragene imellem, samtidig med at de altså belyser det givne tema fra flere forskellige vinkler.
Det peger på at redaktørens/-ernes rolle er central; det er ham/hende/dem, der skal udstikke retningslinjer og redigere indlæg. Og – måske allervigtigst – bestille/udvælge kapitler, der passer sammen/supplerer hinanden og sørge for at disponere dem på en måde (afhængigt af antologiens størrelse er her behov for undertemaer/vinklinger), så man får en fornemmelse af både sammenhæng og progression, hvis man sætter sig ned og læser antologien fra ende til anden (samtidig med at man stadig skal kunne læse hvert kapitel for sig).
Næeh, det er ikke nemt, men det er besværet værd, synes jeg.
28. november 2008 at 14:32 pm
Fortællinger fra AA: 2. afsnit « Taletank
[...] 28. november 2008 in antologier, genre | by christinei Her fortsætter fortællingen om, hvordan det videre gik den journalistiske antologi, jeg selv har bidraget til, og som jeg bragte på banen med henblik på at debattere antologigenrens faldgruber og potentiale mere princi…. [...]