“Det er lidt latterligt opstyltet og ufrivilligt komisk, at man puster sig op på den måde”

Der går inflation i nytårstaler, hedder det på forsiden af Politiken i dag med henvisning til, at danske partiledere i år begynder at holde deres egne nytårstaler og lægge dem ud som videofilm på partiernes hjemmesider. 

Avisens negative vinkling af nytårsnyheden er baseret på to ekspertkilder: Frederik Preisler fra Propaganda McCann og sociolog Henrik Dahl, der synes, at det nye initiativ er latterligt:

• Det er nyt, men dødsdømmes alligevel som et eksempel på “typisk dansk politik … Alt er så forudsigeligt” (Preisler). Den pointe hænger sammen med, at
• hele fire partiledere gør det i år. Det vidner om ”lemmingeffekten” (Preisler), ”sådan en bandwagon-effekt” (Dahl).
• Og så er det spild af tid, mener Dahl. Folk er “revnende ligeglade”, og partilederne “skulle da hellere have hygget sig lidt med deres familier.” Og den pointe hænger sammen med kritikernes trumf:
• At partilederne som nytårstalere synes at tro, at de er noget. Hæ, de leger statsoverhoveder. For dronningen og statsministeren er det en embedsmæssig pligt at holde nytårstale, men ligefrem at gøre det på eget initiativ, nej, helt ærligt. Mit citat i overskriften om det opstyltede og oppustede er Henrik Dahls formuleringer, og Preisler istemmer:

“Når alle andre vil stille sig op og indtage en landsfaderlig position bliver det lige fjollet nok. At tro, at man kan bringe sig selv i position til statsministerposten ved at udsende en nytårstale samtidig med statsministeren, er naivt, grænsende til det infantile.”

Talesituationen er klart udfordrende og specielt i Danmark ladet med officiel højtidelighed, det er klart, men det er netop klart for alle, også for partilederne. Derfor kræver de heller ikke sendetid på landsdækkende tv, men holder talerne inden for rammerne af deres egne parti-hjemmesider og henvender sig til deres egne partifæller som i en klassisk politisk lejlighedstale. Det vidner vel netop om, at de kender deres egen situations begrænsninger.

Samtidig fungerer den veletablerede grundskabelon for danske nytårstaler som en oplagt anledning til at markere alternative dagsordener: I kraft af kontrasteffekten er der fin lejlighed til at markere forskellene på partiernes politiske linjer. Hvordan og hvor meget man er i stand til at udnytte kontrasteffekten afhænger bl.a. af, om man er regeringspartner eller i opposition, og om man faktisk betragter sig som et bud på en alternativ statsministerkandidat. Der er masser af genreforventninger at håndtere, og det kan godt blive ufrivilligt komisk - men det er da ikke sikkert.

Lene Espersens er vistnok den eneste, der er lagt ud endnu:

Værd at se i autobiografen?

I januar står jeg for et weekendkursus for folk, der gerne vil i gang med at skrive deres erindringer. Forløbet er baseret på en række praktiske skriveøvelser, der sætter fokus på vinkling og brug af konkrete detaljer, diverse fortællemæssige greb og hensyn til læserne. Og det er specielt spørgsmålet om erindringsskribentens læsere, jeg gerne vil bringe på banen her.

Der er journalister, der har specialiseret sig i at skrive almindelige menneskers erindringer på bestilling. En af dem, Maria Rørbæk, har til Journalisten fortalt om, hvordan hun og fotograf Kirsten Fich udviklede et fast koncept:  ”Livshistorien baseret på et fem-timers interview og sat op på 24 sider i A5-format. Fortællingen er illustreret med fire-fem nye portrætter samt billeder fra familiealbum eller arkiv. Det hele bliver hæftet og udgivet i et meget lille oplag, typisk 20 styk, beregnet på børn og familie.”

Og Maria Rørbæk deler ud af følgende erfaring: »Vi havde helt misforstået målgruppen – vi troede, at det ville være de ældre selv, der bestilte. Men det viser sig, at det ofte er børn og børnebørn, der køber til deres bedste- og oldeforældre.«

Kursisterne, som jeg skal undervise (og som i øvrigt ikke er ældre mennesker alle sammen), har selv taget initiativet til at skrive, men også deres erindringstekster vil typisk – og i hvert fald i første omgang – cirkulere inden for rammerne af familien. Læserskaren er lille og ganske nær.

Netop derfor har jeg heller ikke umiddelbart et rigt materiale af tekster at hente eksempler fra. I min egen familie eksisterer erindringer primært i mundtlige kortformer. Eneste skriftlige klenodium er min oldefars dagbog, som han skrev med blæk, da han var i 20′erne, læste teologi og løb på skøjter med udvalgte piger, men den er jo så netop skrevet fra dag til dag og ikke som en senere bagklog/livsklog rekonstruktion af begivenhederne. Ingen af mine slægtninge har (endnu røbet, at de har) skrevet deres erindringer.

Og derfor vil jeg gerne høre andres erfaringer med den slags. Har nogen i jeres familie skrevet erindringer? I hvilken form? Har I læst dem? Var de vedkommende og interessante – og hvorfor? Eller - hvorfor evt. ikke?

Bla, bla, bla – Press

Husker I Månedsmagasinet Press? Jeg var så heldig at være studentermedarbejder på bladet i 1997. Det gav mig blandt andet smag for onsdagssnegle (mmmh) og indsigt i, hvordan det går for sig, når et tidsskrift dør (gys).
I forbindelse med, at jeg i sommer flyttede til forstæderne, fandt jeg dels en stak af de gamle blade, dels en meget slidt t-shirt med en masse bla, bla, bla’er og til sidst Press’ logo på maven. Og jeg kunne konstatere, at konceptet holder – her mere end ti år efter skærer Press’ artikler stadig gennem alt bla’et og fortæller spændende, vedkommende og indsigtsgivende historier.
Det har jeg tænkt en del over siden, og jeg kan simpelthen ikke forstå, at der ikke er plads til et magasin som Press i det danske medielandskab. Er der nogen, der har en forklaring på det?

Er du nogensinde blevet snydt på nettet

Min gode kollega skulle finde definitionen på ordet kongstanke. Som de fleste af os gør, gik han online. Her fandt han to forklaringer og undrede sig over forskellen. Kongstanke version 1 Kongstanke version 2

Selv om mange af os mener at have mødt personer af Kong Håkons karakter, lød det alligevel sært. Men “den norske Kong Håkon”? Det er da en overbevisende konkret detalje.

Se så her og her.

Pernille som statsminister!

Når Barack Obama kan blive præsident i USA, kan Pernille Rosenkrantz-Theil vel også blive statsminister i Danmark. Med sin indmeldelse i Socialdemokratiet har Rosenkrantz-Theil i hvert fald taget det første skridt på vejen, for som hun selv skriver (to gange) i sin begrundelse for det politiske hop mod mainstream:

Uden Socialdemokratiet kan oppositionen meget lidt. Uanset hvor stærkt et SF og Enhedslisten vi får, så bliver Fogh ikke væltet, hvis ikke Socialdemokraterne står stærkt.

Måske er den realpolitiske pragmatisme noget, der kommer med alderen, måske er det moderskabets glæder, der har mildnet det stridbare sind, måske er det i længden kedeligt at sidde alene på de bagerste rækker… Hvorom alting er, så er der et stykke fra den Pernille Rosenkrantz-Theil, der i sin tid fik sin debut på den landspolitiske scene ved at slippe høns løs i Folketingssalen og igennem årene har være garant for skarpe synspunkter og spektakulære happenings, til den Pernille R-T, som i dag erklærer sig parat til at favne og blive favnet af Bodil Kornbek, Mimi Jakobsen og Helle Thorning-Schmidt.

Har Pernille solgt ud, har hun mistet sin troværdighed som ”modmagtens stemme på magtens arena” (jf. Retorikmagasinet #64, juni 2007)? Eller har hun - som antydet ovenfor – taget det første og logiske skridt mod en stor politisk karriere?

Slagord – altid med iboende boomerang

Hvad enten et bureau eller naboen skriver forretningens fyndord, skal ordene gerne ramme en passende balance mellem idealer, man gerne vil leve op til, på den ene side og så en faktisk praksis, en (allerede) genkendelig virkelighed, på den anden.

Sloganboomerangen virker spontant på gadeplan – Ha! De kalder sig de “de hu-hej-hurtigste”, og der er snart gået 20 minutter siden, vi ringede… - og helt systematisk i medierne, idet enhver eksplicit hensigtserklæring tilbyder journalister en oplagt indfaldsvinkel til deres historier: ”Virksomheden profilerer sig på x, men vi afslører, at de i flere tilfælde y.”

Selv et forholdsvis rummeligt, uspecifikt slogan kan vende i luften, som Niels Lunde (demonstrerer og) påpeger i dagens udgave af Politiken: 

Ulykkerne vil ingen ende tage for landets største bank [...]

I går var det bankens kommunikationschef, Jonas Torp, der sendte meddelelsen ud om det mulige tab på 350 millioner kroner på kollapset i IT Factory.

Jonas Torp forklarede, at banken var blevet snydt, simpelthen. [...]

Det forekommer nærmest at være skæbnens ironi, at Danske Banks slogan lyder: ‘Gør det , du er bedst til , det gør vi’.

Når denne krise bliver overstået på et tidspunkt, ligger der et stort reparationsarbejde og venter på marketingfolkene i Danske Bank. Øverst i grønspættebogen for disciplinen branding står, at der skal være overensstemmelse mellem de budskaber, man kommunikerer, og det, man faktisk gør.