Der går inflation i nytårstaler, hedder det på forsiden af Politiken i dag med henvisning til, at danske partiledere i år begynder at holde deres egne nytårstaler og lægge dem ud som videofilm på partiernes hjemmesider.
Avisens negative vinkling af nytårsnyheden er baseret på to ekspertkilder: Frederik Preisler fra Propaganda McCann og sociolog Henrik Dahl, der synes, at det nye initiativ er latterligt:
- Det er nyt, men dødsdømmes alligevel som et eksempel på “typisk dansk politik … Alt er så forudsigeligt” (Preisler). Den pointe hænger sammen med, at
- hele fire partiledere gør det i år. Det vidner om ”lemmingeffekten” (Preisler), ”sådan en bandwagon-effekt” (Dahl).
- Og så er det spild af tid, mener Dahl. Folk er “revnende ligeglade”, og partilederne “skulle da hellere have hygget sig lidt med deres familier.” Og den pointe hænger sammen med kritikernes trumf:
- At partilederne som nytårstalere synes at tro, at de er noget. Hæ, de leger statsoverhoveder. For dronningen og statsministeren er det en embedsmæssig pligt at holde nytårstale, men ligefrem at gøre det på eget initiativ, nej, helt ærligt. Mit citat i overskriften om det opstyltede og oppustede er Henrik Dahls formuleringer, og Preisler istemmer:
“Når alle andre vil stille sig op og indtage en landsfaderlig position bliver det lige fjollet nok. At tro, at man kan bringe sig selv i position til statsministerposten ved at udsende en nytårstale samtidig med statsministeren, er naivt, grænsende til det infantile.”
Talesituationen er klart udfordrende og specielt i Danmark ladet med officiel højtidelighed, det er klart, men det er netop klart for alle, også for partilederne. Derfor kræver de heller ikke sendetid på landsdækkende tv, men holder talerne inden for rammerne af deres egne parti-hjemmesider og henvender sig til deres egne partifæller som i en klassisk politisk lejlighedstale. Det vidner vel netop om, at de kender deres egen situations begrænsninger.
Samtidig fungerer den veletablerede grundskabelon for danske nytårstaler som en oplagt anledning til at markere alternative dagsordener: I kraft af kontrasteffekten er der fin lejlighed til at markere forskellene på partiernes politiske linjer. Hvordan og hvor meget man er i stand til at udnytte kontrasteffekten afhænger bl.a. af, om man er regeringspartner eller i opposition, og om man faktisk betragter sig som et bud på en alternativ statsministerkandidat. Der er masser af genreforventninger at håndtere, og det kan godt blive ufrivilligt komisk - men det er da ikke sikkert.
Lene Espersens er vistnok den eneste, der er lagt ud endnu:
katrine
sjust
christinei
Nadja
10 comments
Comments feed for this article
2. januar 2009 at 21:28 pm
sjust
Mærkeligt at Preisler og Dahl hidser sig sådan op. Så vidt jeg ved er det da meget almindeligt at andre end statsministeren og dronningen holder nytårstaler, OG at det ikke har noget med ønsket om at blive statsoverhoved at gøre.
I år holdt DR2’s Piger på prøveløsladelse for eksempel en meget kikset én (http://www.dr.dk/dr2/piger_paa_proeveloesladelse), der godt nok var bygget op over den royale skabelon, men ikke afslørede nogen samfundsomstyrtende ambitioner.
I den mere alvorlige ende – og i en lidt anden anledning – holdt Ahmadinejad den engelske Channel 4’s alternative juletale (http://www.guardian.co.uk/world/2008/dec/25/ahmadinejad-christmas-message). Ahmadinejad kan godt nok ikke sige sig helt fri for det samfundsomstyrtende aspekt, men han har da så vidt jeg ved ingen aktuelle planer om at skifte præsidenttitlen i Iran ud med et embede i England (hvor talen jo blev holdt).
Selv har jeg også en enkelt gang stået for enden af et nytårsdækket bord og forsøgt at sige noget meningsfuldt, og det var så afgjort mere, fordi jeg havde trukket det lod i en retorikerselskabsleg, end fordi jeg har statsministerdrømme.
Altså, når alle andre må, hvorfor må partilederne så ikke holde alternative nytårstaler? Problemet er måske, at partiledernes talesituationer ligger så tæt på de officielle taler, at det kan være lidt vanskeligt at etablere alternative kriterier at bedømme talerne ud fra. Det burde dog ikke være umuligt, og det vidner om en vis dovenskab hos kommentatorerne, at de ikke har gjort sig den ulejlighed at overveje forskelle og ligheder…
3. januar 2009 at 22:44 pm
Latterlig formastelighed a la Obama? « Taletank
[...] januar 2009 in Barack Obama, John McCain, etos, lejlighedstaler, skriveproces | by christinei Preisler og Dahls kommentarer om de danske partiledere, der for tiden formaster sig til at holde …, ligger lidt på linje med John McCains sarkastiske reaktion i oktober på forlydender om, at [...]
4. januar 2009 at 11:15 am
christinei
@sjust: Netop, dronningen og statsministeren har ikke monopol på at holde nytårstaler (selvom deres tv-talesituationer ofte fungerer som referenceramme for de andres, inkl. Piger på prøveløsladelse, som du linker til). Der er tværtimod noget næsten naturgivent ved at gøre status og så at se fremad ved årsskiftet og at give sine tanker i den anledning en gennemarbejdet sproglig form.
At flere ledere ikke gør det, skyldes formentlig, at vi holder juleferie henover nytår og ikke er samlede om at markere årsskiftet på vores arbejdspladser. De fleste ledere holder i stedet deres nytårstaler til firma- og andre julefrokoster.
Og ja, at partiledernes taler byder sig til som genstand for latterliggørelse, skyldes, som du også siger, at deres situationer ligger så tæt på de to store. At de i år har sat sig ved et bord med et talemanuskript a la overoverhovederne og lader deres taler filme og offentliggøre. Det foregår netop ikke mundtligt til en intern julefrokost, men kommer alle partimedlemmer + andre interesserede til gode. Og jeg har fortsat svært ved at se, at det er en åndssvag ide.
4. januar 2009 at 11:25 am
christinei
@latterlig formastelighed:
Politiken forsætter med samme vinkling i dag, søndag, nu bare på bagsiden, nemlig i Ole Rasmussens Sket i ugen (med ill. af Roald Als). Rasmussen (og Als) gør sig lystig(e) på samme præmisser som Preisler og Dahl ved at tage fat på ‘liberaliseringen af kongehuset’:
“Ikke sådan at forstå, at hvem som helst nu bare kan stifte deres egen kongefamilie og og begynde at køre op og ned af Strøget i guldkaret – så vidt er det trods alt ikke kommet endnu,” men, ja, de latterlige politikere “møvede sig ind på majestætens fagområde.”
5. januar 2009 at 13:09 pm
katrine
Her på første arbejdsdag i det kommunale provinsparadis må jeg fortælle at nytårstalen i den grad er en genre for ledere, og ikke et privilegium for statsoverhoveder og kongelige. I min organisation tog vi hul på det nye år med nytårskur og taler fra både borgmester (politisk leder) og kommunaldirektør (organisatorisk leder). Begge holdt fremragende taler, nærværende, personlige og vedkommende, for kommunens medarbejdere og ledere. Det er for mig helt åbenlyst at netop organisationen er det sted hvor ‘overhovedstalen’ virkelig har en betydning i det daglige. Det er aldrig lige meget hvad de siger.
Hvor er det dog uopfindsomt at kaste æg efter partiledere og tv-folk med flere for at gøre hvad de vil med en genre (må man ikke altid det??) i stedet for at have en velformet mening om udførelse, indhold, gennemslagskraft.
5. januar 2009 at 13:14 pm
katrine
Andre gør det også fremragende. Se Nadjas nytårstale her: http://nadjasreflexioner.net/2009/01/04/nar-man-tager-hul-pa-et-nyvasket-ar/
5. januar 2009 at 18:17 pm
christinei
@’typisk dansk politik … alting er så forudsigeligt’:
Well, Naser Khader, der ellers iflg. Politiken var blandt de fire partiledernytårstalere, gjorde i al fald alt andet end hvad talesituationen og -genren lægger op til. I stedet for at samle og opildne, give energi til fællesskabet og bekræfte værdierne i Liberal Alliance, meldte han sig simpelthen ud, undsagde værdifællesskabet og skrev i stedet et personligt manifest på sin egen hjemmeside (khader.dk). Så meget for epideiktik og forudsigelighed.
5. januar 2009 at 21:04 pm
christinei
@katrine:
Fremragende nytårstaler! Det er vel nok opløftende at høre.
Hvor jeg er – og hvorfra jeg generaliserede – var det hhv. institut- og studieleder, der gjorde nytårsstatus til julefrokosten og begge gjorde det med fortællinger.
Sjovt, i øvrigt, som der dannes bølger i de her festgenrer: Sidste år havde både festudvalget og den daværende institutleder arrangeret en citatquiz. Og i år var der altså to fortællinger.
Først en nissehistorie, der fungerede ved enkle midler som at erstatte alle titler undervejs med -nisse og at veksle almindelige år til nisseår, så at 40-årsjubilaren kunne sukke over sine 4000 nisseår i statens tjeneste.
Den anden var en Rødhættehistorie, der satte fokus på universitetets nylancerede profil som Nyskabende-Helhedsorienteret-Troværdig: “Hun gjorde store bange øjne og spurgte: “Hvorfor har du så store værdier?!”"
14. marts 2009 at 10:36 am
Husk at præcisere hvem du egentlig tror du er « Taletank
[...] for også at afgrænse den autoritet og komme ironikerne i forvejen ved at understrege, at nej, jeg tror faktisk ikke jeg er statsminister! bare fordi jeg tager ordet og deltager i en offentlig [...]
17. marts 2009 at 12:01 pm
Partihjemmesider er mystiske « Jonas Erck
[...] “Det er lidt latterligt opstyltet og ufrivilligt komisk, at man puster sig op på den måde… – Taletanken [...]