You are currently browsing the monthly archive for januar 2009.
Vi trøster de studerende med, at det viser, at de faktisk går op i sagen, og får dem til at virke så dejligt ægte. Katrine værdsætter, at der er ridser i Obamas perfektionisme, og jeg er tilbøjelig til at give hende ret: “jeg-er-jo-kun-et-menneske”-personaen er unægteligt noget mere behagelig end alternativet.
Alligevel ville de fleste studerende gerne være deres nervøsitet for uden. Og Obama har garanteret gennemspillet edsaflæggelsen utallige gange post festum – og hver gang ærgret sig over det lille kiks. Der er altså et stykke vej fra råd som “elsk din nervøsitet” og “vend din nervøsitet til din styrke” til den faktiske realisering af disse råd. Sådan må det vel nødvendigvis være: er det ikke netop det uvillede, ukontrollerede ved nervøsiteten og dens manifestationer, som kan have en positiv indvirken på troværdigheden?
Obama og alle andre, der bliver nervøse i livets afgørende øjeblikke, må og vil altså fortsat ærgre sig over kiksene, og jeg kommer til at tænke på, om vi ikke siger ting som “det er godt at være nervøs” for netop at dæmpe nervøsiteten? Med andre ord: nervøsiteten kan nok anspore os til at gøre vores ypperste, men pointen er netop her at undgå kiks. Opstår de alligevel, hvad de uvægerligt gør, kan den sympati for talerens menneskelighed, som kiksene ofte afstedkommer, være en trøstepræmie, men altså ikke hovedgevinsten i sig selv.
Ovre på Tanketjek og på Kommunikationsforum har Pia Lauritzen en rasende god analyse af Obamas værdiretorik og dens risici. Pias pointen er at værdierne nok skaber varme følelser, håb, involvering – men når topledelsen sætter værdier ind til fordel for regler, reagerer den politiske administration ofte med kontrol, målesystemer, procedurer, bureaukrati. Pias pointe er at organisationen vil have svært ved at opgive organisationens ‘gamle’ succeshistorie der har været båret oppe af kendte regler og retningslinjer: Det er en tryg historie, og medarbejderne påtager sig ansvaret for at vedligeholde og forstærke den, uagtet at budskabet fra toppen er et andet.
Her vil jeg supplere: Det er sværere som administrator at synliggøre sine resultater i en værdibaseret organisation, frem for en regelstyret hvor succes er at leve op til reglerne. I en værdibaseret organisation skal administratoren være en dygtig retoriker for at opnå anerkendelse.
Pia forudser at det håb som Obama har tændt, munder ud i forventningspres, skuffelse, frustration som i mange andre værdibaserede organisationer på grund af dette skisma.
Den offentlige administration i USA er formodentligt en organisation som mange andre. Samtidig er den unik. Den er ekstremt bureaukratisk, hvilket alle der har prøvet at få opholdstilladelse, vil vide. Men der er også en meget stærk værdipolitisk tradition i USA, en stærk retorisk tradition hvor politiske taler næsten altid bærer et stærkt epideiktisk præg, altså som retorik der bidrager til at stadfæste og opbygge de fælles værdier og idealer. Samme slags storladenhed ser vi langt sjældnere i dansk politik – hvor administrationen overoednet set til gengæld er større tradition for selvstyring, regelfrihed og fladere hierarkier.
Jeg tænker altså: I USA er de måske mere bekendte og fortrolige med gabet mellem de storladne værdier og den daglige administration. Bare for at holde håbet lidt levende. 
Barack Obamas inauguration i går var en retorisk fest. Historiens vingesus fejede henover store taler og hele verden havde sit fulde fokus på en tales indhold, opbygning, fremførelse og situation.
Men jeg skal være ærlig at indrømme, at den største retoriske oplevelse for mig, faktisk slet ikke var selve Obamas tale - selvom det også var stort, og jeg kneb et par tårer, og jeg syntes, der var tale om enflot pep-gravtale og jeg følte, jeg overværede “history in the making”.
Det vildeste for mig var at følge hele begivenheden live på CNN og Facebooks fælles livekanal. For der var tale om “media-history in the making”. For de af jer, der ikke svinget derover forbi i dagens løb, kan jeg kort fortælle, at der var tale om en alternativ tv-kanal, hvor CNN-livestreamede fire forskellige spor dagen igennem. Et spor svarede til en almindelig tv-udsendelse, der klippede hidsigt frem og tilbage mellem højdepunkterne, mens de tre andre spor var mere fokusere ala “De prominente gæster ankommer”, “Bush og Obama kører fra det Hvide hus”, “Ted Kennedy falder om” og “Præsidentparret går langs paraderuten”.
På den måde kunne man selv sammensætte sit spor alt efter, hvad man mest interesseret i at følge med i. Men det var ikke sig selv det store scoop – det helt vildt sjove var, at der samtidig kørte en Facebook-spalte i siden, hvor alles statusopdateringer om det, de så på skærmen, dukkede op i en jævnt flydende strøm. Den aktuelle status-update i sin reneste form. Man kunne vælge kun at følge sine egne venners strøm eller – som vi overvejende gjorde – følge med i alt, hvad alle, der så kanalen skrev. Og det var helt forrygende. Der var nemlig ingen officielle kommentatorer på tv-billederne. Til gengæld blev alle andre kommentatorer – og man fik derfor en masse vidt forskellige perspektiver og synsvinkler på det, der kørte henover skærmen.
Der var selvfølgelig mange - rigtig, rigtig mange – der lød ret ens i retning af “XXX is watching in the making”, “XXX loves Obama”, “XXX is finally proud to be an American again” – og som alle sammen bidrog til at gøre følelsen af opstemt massesuggestion endnu større. Men som altid var det de mere konkrete og skæve updates, der var de sjoveste. Dem, der kommenterede på alt det, man også lige selv havde set, men måske ikke lige tænkt på på den måde. En ting var at skrive, at døtrene var “cute” for det var de i helt ekstremt grad – men hende, der skrev, at hun måske lige nu “thinks she might be watching the first female president: Melia Ann” fik sat nogle nye perspektiver igang.
Jeg grinede højlydt, da George W. kom ind med sit sorte halstørklæde og en skrev “XXX thinks W. missed the ‘colourful scarf’ memo”, fordi der jo ellers ikke var nogen ende på de stærke kulører på de pronimente herrers halstørklæder – toppet af Bush senior-parrets farvekoordinerede lilla. Der var folk, der lynhurtigt hentede specifikke quotes ud af talerne og kommenterede på dem. Og så var der – hvilket sådan set også var ret befriende og som aldrig ville være sluppet igennem tv-kommentatorernes munde – alle de skuffede republikanere, der fik kvalme over det hele. Og ikke mindst kom der kommentarer fra seere over hele verden, der også fulgte med og satte tingene i hvert deres nationale perspektiv.
Så alt i alt var der tale om en skøn kakofoni af forskellige oplevelser, iagttagelser og synspunkter. Der i høj grad gav oplevelsen af modtager-forståelse helt nye dimensioner. Her kunne man føle talens ‘virkning’ helt ned i detaljen – nærmest som en slags protocol-læsning.
Som et sideløbende initiativ tilbød CNN billeddelingskanalen The Moment, hvor folk indsendte deres digitale fotos, som blev lagt op som en kæmpemæssig mosaik af snapshots, hvor man kan klikke sig rundt og se de forskellige personers ansigtsudtryk fra billede til billede, vinkel til vinkel.
Alt i alt en virkelig stor oplevelse og introduktion til, hvad verdensbefolkningen kan løfte i flok af nuancer, perspektiver og indsigter. Og hvor meget sjovere det bliver at opleve tingene i fællesskab og få adgang til vidt forskellige synspunkter. Derfor skal man ikke kimse ad en ekspert i ny og næ, der virkelig ved, hvad det hele handler om. Men dem vil jeg altså hellere høre bagefter, når de har haft mulighed for at tygge på det, i stedet for, når de lige så forvirrede som alle andre forsøger at gennemskue, hvem det er, vi ser på skærmen – og stiller latterligt lukkede spørgsmål til publikum. Og så vil jeg til gengæld også rigtig gerne høre, hvad de kan komme med af retoriske og samfundsmæssige analyser.
Så så man lige demokratiet og kompleksiteten rykke helt ud i kommentator-boksene.
Dette indlæg er re-blogget fra Nadjas Reflexioner.
En medpassager sukkede lige efter Fredericia i sin mobiltelefon: ”Årh, jeg har haft så meget mellem ørerne i den sidste tid.” Og årh, jeg glædede mig i det stille til at give replikken videre til nogen, der kunne værdsætte den ulyksalige sammenblanding af talemåder. Og nu bringer jeg den videre her, for, ja, for at revse! og for at gå mine motiver efter imens.
For nylig skrev jeg nemlig i Retorikmagasinet følgende om Weekendavisens chefredaktør Anne Knudsen, der modtog Modersmål-Prisen i 2008:
Når Anne Knudsen opfordrer andre skribenter til at finde deres åndedræt og skrive som sig selv, så gælder det selvfølgelig kun, hvis de ikke sjusker med metaforer, orddelinger eller bøjningsformer. Korrekthed prioriteres højt, og nederst på hver enkelt side i Weekendavisen bliver de ansvarlige korrekturlæsere konsekvent nævnt ved navn. Sammen med dem fejer chefredaktøren omhyggeligt for Weekendavisens dør, før hun hver uge personligt påtager sig at feje for andres: Under bagsiderubrikken Sandt at sige stiller hun eksempler på ubehjælpsom sprogbrug til skue: komiske sprogfejl fra skilte og annoncer, aviser og blade. Et korps af ligesindede sprogrøgtere blandt læserne sender eksemplerne ind og skriver kommentarer, der matcher og spiller sammen med Anne Knudsens særlige humor og idealer.
Et ’korps af ligesindede sprogrøgtere’ er ikke ment som en entydigt flatterende karakteristik. Jeg har stor respekt både for Anne Knudsens sprogbrug og for hendes eksponering af avisens korrekturlæsere, men jeg kom ved den lejlighed virkelig til at undre mig over det der med at udstille sprogfejl som underholdning.
Som bagsidestof har det en lang tradition, som W-avisen ikke er alene om at holde i hævd, men hvad er egentlig præmissen for underholdningen? At vi stort set alle sammen har gået i samme slags folkeskole og derfor har forudsætningerne for at holde hinanden i ørerne? Som sådan er det vel en sund og prisværdig praksis? Og ligeså, hvis det snarere er journalisterne, der konkurrerer indbyrdes: som professionelle sprogbrugere med den samme uddannelse kan de godmodigt drille og udstille hinanden, når de glemmer, hvad de har lært?
Men – formen slår mig alligevel som lidt nedladende og selvgratulerende, den er gammeldags sådan som i øvrigt de fortsat mest brugte navne om den slags ’sprogrøgtere’ og ’sprogrevsere’ også antyder. Har man sagt ’hør lige, hvad jeg hørte i toget!’ appellerer man hurtigt til en klubstemning og mobiliserer en fælles skolemesteragtig etos for dem, der begræder unge menneskers misforståede brug af ord som ’bjørnetjeneste’ og ’forfordelt’. Man er røgter og revser - kendt fra læserbrevspalterne.
Og muligvis er og bliver det en kedsommelig pedantrolle at være sprogkritiker på korrektheds-niveau. Uanset om man gør sig morsom og/eller tager sin medborger-pædagogiske opgave helt alvorligt. Bemærk i øvrigt, at jeg ovenfor skrev noget om ’at holde hinanden i ørerne’. Endnu mere skolemesteragtighed i den sproglige korrektheds navn.
Men for nu at bevare fokus på avisrubrikker af Sandt at sige-typen: Måske er det ikke nogen konstruktiv kritisk praksis at indsamle og udstille ufrivillig komisk sprogbrug uden at formulere nogen videre pointe? Måske skulle man snart finde på noget andet, fx indsamling og udstilling af eksempler på rammende og frivilligt fornyende sprogbrug.
Ikke at jeg lige kan komme i tanker om et aktuelt eksempel, jo, måske Cavlingprisvinderne, der fremhæver deres egen utidige ildhu på bekostning af rettidig omhu. Formuleringen er vist ikke helt ny, men altså - noget i den stil…
Som annonceret tidligere afholder Institut for Internationale Kultur- og Kommunikationsstudier en konference om boligmarkedsretorik den 24. februar. Nu kan hele programmet samt informationer om tilmelding etc. ses på konferencens hjemmeside.
Jeg håber at se rigtigt mange af jer – hvem I end er – den 24. februar.
Der findes personer, som det bare er rart at have i verden. Inger Christensen var sådan en person, og Mogens, min matematiklærer i folkeskolen, var det også. Jeg kendte ikke Inger C. personligt, og det er – gisp – næsten tyve år siden, jeg sidst så Mogens. Alligevel skabte nyheden om deres bortgang en forstyrrelse i mit verdensbillede, a glitch in the matrix.
Og forbindelsen mellem de to? Digteren Inger Christensen kunne noget helt unikt med at forme ord af tal. Matematiklæreren Mogens havde et særligt talent for at få tal ud af ord.
I går nat lå jeg og lyttede til min lille søns cikadesnork, og tænkte på de ting, fx digte og matematiske formler, der lever videre trods alt.
Den 24. februar afholder Institut for Internationale Kultur- og Kommunikationsstudier, CBS en endagskonference om boligmarkedsretorik, “Boligmarkedet fra tal til tale.” Vi er stolte af at kunne præsentere Deirdre McCloskey som konferencens hovedtaler. Professor McCloskey vil under overksriften “Bubbles, Gluts, and Demand Curves: How to Get Rhetorically Sophisticated About Real Estate” præsentere sit syn på relationen mellem retorik og økonomi og forklare, hvad dette perspektiv betyder for forståelsen af boligmarkedet.
Resten af dagen vil danske forskere og praktikere diskutere deres opfattelse af boligmarkedet og meningsdannelsen om det. Det endelig program samt information om tilmelding osv. følger, men sæt allerede nu kryds i kalenderen.
katrine
sjust
christinei
Nadja
Nye kommentarer