For et par dage siden døde den fantastiske digter Inger Christensen. Og vi er mange, der i dagenes løb har genkaldt os hendes messende røst, når hun deklamerede, at abrikostræerne, brombær, brom, brinten og cikaderne findes. Og ladet tankerne tage på udflugt i sommerfugledalen, hvor de stiger op, planetens sommerfugle.
Og det er ikke bare noget, jeg antager. Det er noget, jeg ved. For de seneste dage har oversigten over Facebook-updates budt på en perlerække af små mikro-nekrologer, der på hver deres måde hyldede Inger Christensen. Her er bare et lille udpluk:
XXX ved at abrikostræerne findes, abrikostræerne findes; bregnerne findes; og brombær, brombær og brom findes; og brinten, brinten.
XXX vil iklæde sig sørge kåben i aften og tage endnu en tur i sommerfugledalen.
XXX findes.
XXX r.i.p. <her stod navnet på vedkommendes nyligt afdøde mormor> (+freddie hubbard, fp jac og inger christensen).
Og så er der mine egne. Den første, jeg skrev netop som jeg hørte nyheden om dødsfaldet:
Nadja husker sig selv på, at abrikostræerne findes og at de stiger op – planetens sommerfugle. Op, op, OP.
Og i formiddags, da jeg fik ideen til dette indlæg efterhånden som de andre statusupdates dukkede op:
Nadja synes, det er et fantastisk eftermæle for Inger C, at så mange bruger deres updates til subtile ‘in memoriam’-hilsner.
Den affødte så blandt andet følgende kommentar – og jeg vil opfordre alle til at følge linket derover og lige gen-nyde hele Alfabet.
Nu er hendes digte jo også i særklasse lækre at putte i statuslinjen…. Faktisk lo jeg lidt af hendes diktion og af Alfabet, indtil jeg læste det hele og blev totalt rendt over ende…. Tjek selv her: http://www.lyrikline.org/index.php?id=162&author=ci00&show=Poems&poemId=3149&cHash=193bebf9d9
Men en ting er, at disse updates i sig selv er en fin lille hyldest til Inger Christensen – en anden ting er, at statusopdateringerne – og gruppedannelserne – i forbindelse med kendte personers død, er ved at være et meget udbredt fænomen på Facebook. Lige så nyligt afdøde FP Jac har også fået masser af update-hilsner og der er blevet startet mindegrupper. Og det samme var tilfældet, da Thomas Vinding og Camilla Bech Holten døde for forholdsvis nylig.
På den måde benytter Facebookerne mediet til at dække et behov, vi måske aldrig rigtig tidligere har været os bevidst, men som viser sig at være ret stort, når nu vi først er bevidste om det. Nemlig behovet for at give udtryk for den individuelle sorg, mange af os kan føle, når en kendt person går bort. Ikke fordi vi sørger over dem som personer, vi har kendt og elsket personligt. Men som repræsenterer en æra, var barndommens stemme eller hvis tragiske skæbne vi læser ind i vores egen. Tidligere har der kun været plads til avisernes officielle mindeord og nyhedernes “og et dødsfald”-indslag. Og måske har man så lige kigget på dem, man var sammen med, da man hørte det og lige ymtet, at “det var da trist”. Men nu har alle mulighed for at dele deres egne personlige tanker eller minder. Stort og småt. Personligt og upersonligt. Fagligt eller socialt. Og dermed indgå i et fællesskab af andre, der også føler sorgen, uden rigtig at have nogen at dele den med, fordi den er sådan en uhåndgribelig størrelse – især når det drejer sig om et menneske, man ikke engang kendte selv.
I tilfældet Inger Christensen var mange af hilsnerne meget subtile. Man skulle kende til Alfabet eller Sommerfugledalen for overhovedet at kunne skabe mening i hilsnerne. Til gengæld styrkede det så fællesskabet med de andre Inger Christensen-elskere efterhånden som de andres citater dukkede frem på lystavlen. Kendte man ikke til Inger Christensens forfatterskab eller var man ikke bevidst om dødsfaldet, ville en update som “XXX findes” ikke i sig selv give mening. Men med kombinationen af den altafgørende timing og formuleringen, er det en hemmelig besked til alle andre Alfabet-elskere derude. På samme måde med en anden update fra den seneste dage:
XXX ville egentlig gerne læse mere lyrik.
Den har ikke nødvendigvis noget med Inger Christensen at gøre, men timingen tyder på, at den har det. Og at lyrikken lever videre og ligefrem får en kort opblomstring lige i dagene efter dødsfaldet, fordi man pludselig igen bliver opmærksom på alt det, man lige pludselig har mistet.
Heldigvis er Inger Christensens forfatterskab meget mere langtidsholdbart end et par flygtige Facebook-updates og hyldestgrupper. Men jeg synes alligevel, det er fint, at vi på den måde hver især har fået mulighed for at markere vores glæde over hendes værker og vores tristesse over hendes død. Alle os, der glæder os over, at både lyrikken og minderne og natsværmerne findes. Uanset liv og død.
(Dette indlæg er re-blogget fra Nadjas Reflexioner)
katrine
sjust
christinei
Nadja
4 comments
Comments feed for this article
6. januar 2009 at 22:01 pm
christinei
Interessant at høre for en ikke-facebookie. Uanset graden af fælles fortrolighed med Inger Christensens sommerfugle havde man nok varet sig for at være så ordknap og lyrisk på gaden eller bare i en sms, næppe meldt ud, at man med sørgekåben i aften vil blafre igennem Brajcinodalen.
De uudpakkede allusioner til digtene synes mulige at lave, fordi de foregår på skrift og i et medie, hvor man allerede leger med kortformen som en given begrænsning – og hvor indforståethed derfor heller ikke virker prætentiøs eller møvende, men bare indforstået. Er man ikke lige med, er man bare ikke lige med og behøver ikke at føle sig fornærmet.
7. januar 2009 at 11:15 am
christinei
Eller hvad? Jeg forestiller mig, at rigtig mange dunkelheder får lov at passere uopklarede og ukommenterede uden at hverken fange eller støde den, der passerer forbi uden at genkende referencen.
Men jeg kan se, at “den kryptiske/poetiske/ordspillende/citerende” facebook update allerede findes som nr. 7 på din liste her: http://kommunikationsforum.dk/?articleid=13329
Og her nævner du snarere “ængstelse og unødig belymring blandt vennerne” – baseret på regulære misforståelser af indforståethederne – som en mulig risiko (der uden tvivl forstærkes af alt det med timing og aktualitet). Og så fremhæver du også positivt den ligefrem “ekstreme nysgerrighed”, de kryptiske updates kan vække.
Med andre ord: Graden af engagement på facebook ligger ifølge din erfaring væsentlig højere, end udenforstående stadig står derude og tror!
7. januar 2009 at 11:23 am
Nadja
@ Christinei – jeg tror, du har ret i samtlige betragtninger. Både, at det trigger trangen til at eksperimentere med kortformer, og at man lader rigtig meget passere, fordi man ikke lige forstår, hvad det hentyder til fordi mængden af informationer derinde er så enorm, at man umuligt kan forholde sig til det hele – og det i øvrigt langt fra er altid, en statusmeddelelse umiddelbart er henvendt til en selv. Det jeg skriver om Inger Christensen er for eksempel primært henvendt til medretorikere og lyrikelskere, som jeg har en faglig forbindelse med – men derfor kan familiemedlemmer og tidligere folkeskolekammerater jo også sagtens dele interessen og byde ind – eller bare læse henover den.
Kommentar 2 har du imidlertid også ret i – for ja – det er samtidig overraskende hvor meget små informations-brokker i form af konstante Facebook-updates alligevel lagrer sig i bevidstheden. Selvom man tror, man læser henover dem. Og således sker det stadigt oftere for mig, at folk jeg møder IRL kommenterer på eller spørger til en update, jeg for længst selv havde glemt og som der måske slet ikke var blevet kommenteret på i første omgang. Men som alligevel har brændt sig fast og vakt tanker, bekymring, glæde eller undren.
10. februar 2009 at 10:00 am
Hvad er 2009s svar på en “kioskbasker”? « Taletank
[...] 10. februar 2009 in Hey Martha!, Medielandskab, Retorisk medborgerskab, journalistik, motivationsretorik, nyhedskriterier, offentlig debat, patos, retorik | by christinei I forbindelse med de markante og mere eller mindre indforståede update-kommentarer på Facebook, der markerede Inger Christensens død, skrev Nadja, at man før Facebook næppe ville have markeret sin personlige reaktion langt ud over det øjeblik, da det blev annonc…“ [...]