En medpassager sukkede lige efter Fredericia i sin mobiltelefon: ”Årh, jeg har haft så meget mellem ørerne i den sidste tid.” Og årh, jeg glædede mig i det stille til at give replikken videre til nogen, der kunne værdsætte den ulyksalige sammenblanding af talemåder. Og nu bringer jeg den videre her, for, ja, for at revse! og for at gå mine motiver efter imens.

For nylig skrev jeg nemlig i Retorikmagasinet følgende om Weekendavisens chefredaktør Anne Knudsen, der modtog Modersmål-Prisen i 2008:

Når Anne Knudsen opfordrer andre skribenter til at finde deres åndedræt og skrive som sig selv, så gælder det selvfølgelig kun, hvis de ikke sjusker med metaforer, orddelinger eller bøjningsformer. Korrekthed prioriteres højt, og nederst på hver enkelt side i Weekendavisen bliver de ansvarlige korrekturlæsere konsekvent nævnt ved navn. Sammen med dem fejer chefredaktøren omhyggeligt for Weekendavisens dør, før hun hver uge personligt påtager sig at feje for andres: Under bagsiderubrikken Sandt at sige stiller hun eksempler på ubehjælpsom sprogbrug til skue: komiske sprogfejl fra skilte og annoncer, aviser og blade. Et korps af ligesindede sprogrøgtere blandt læserne sender eksemplerne ind og skriver kommentarer, der matcher og spiller sammen med Anne Knudsens særlige humor og idealer.

Et ’korps af ligesindede sprogrøgtere’ er ikke ment som en entydigt flatterende karakteristik. Jeg har stor respekt både for Anne Knudsens sprogbrug og for hendes eksponering af avisens korrekturlæsere, men jeg kom ved den lejlighed virkelig til at undre mig over det der med at udstille sprogfejl som underholdning.

Som bagsidestof har det en lang tradition, som W-avisen ikke er alene om at holde i hævd, men hvad er egentlig præmissen for underholdningen? At vi stort set alle sammen har gået i samme slags folkeskole og derfor har forudsætningerne for at holde hinanden i ørerne? Som sådan er det vel en sund og prisværdig praksis? Og ligeså, hvis det snarere er journalisterne, der konkurrerer indbyrdes: som professionelle sprogbrugere med den samme uddannelse kan de godmodigt drille og udstille hinanden, når de glemmer, hvad de har lært?

Men – formen slår mig alligevel som lidt nedladende og selvgratulerende, den er gammeldags sådan som i øvrigt de fortsat mest brugte navne om den slags ’sprogrøgtere’ og ’sprogrevsere’ også antyder. Har man sagt ’hør lige, hvad jeg hørte i toget!’ appellerer man hurtigt til en klubstemning og mobiliserer en fælles skolemesteragtig etos for dem, der begræder unge menneskers misforståede brug af ord som ’bjørnetjeneste’ og ’forfordelt’. Man er røgter og revser - kendt fra læserbrevspalterne.

Og muligvis er og bliver det en kedsommelig pedantrolle at være sprogkritiker på korrektheds-niveau. Uanset om man gør sig morsom og/eller tager sin medborger-pædagogiske opgave helt alvorligt. Bemærk i øvrigt, at jeg ovenfor skrev noget om ’at holde hinanden i ørerne’. Endnu mere skolemesteragtighed i den sproglige korrektheds navn.

Men for nu at bevare fokus på avisrubrikker af Sandt at sige-typen: Måske er det ikke nogen konstruktiv kritisk praksis at indsamle og udstille ufrivillig komisk sprogbrug uden at formulere nogen videre pointe? Måske skulle man snart finde på noget andet, fx indsamling og udstilling af eksempler på rammende og frivilligt fornyende sprogbrug.

Ikke at jeg lige kan komme i tanker om et aktuelt eksempel, jo, måske Cavlingprisvinderne, der fremhæver deres egen utidige ildhu på bekostning af rettidig omhu. Formuleringen er vist ikke helt ny, men altså - noget i den stil…