Ovre på Tanketjek og på Kommunikationsforum har Pia Lauritzen en rasende god analyse af Obamas værdiretorik og dens risici.  Pias pointen er at værdierne nok skaber varme følelser, håb, involvering – men når topledelsen sætter værdier ind til fordel for regler, reagerer den politiske administration ofte med kontrol, målesystemer, procedurer, bureaukrati. Pias pointe er at organisationen vil have svært ved at opgive organisationens ‘gamle’ succeshistorie der har været båret oppe af kendte regler og retningslinjer: Det er en tryg historie, og medarbejderne påtager sig ansvaret for at vedligeholde og forstærke den, uagtet at budskabet fra toppen er et andet.

Her vil jeg supplere:  Det er sværere som administrator at synliggøre sine resultater i en værdibaseret organisation, frem for en regelstyret hvor succes er at leve op til reglerne. I en værdibaseret organisation skal administratoren være en dygtig retoriker for at opnå anerkendelse.

Pia forudser at det håb som Obama har tændt, munder ud i forventningspres, skuffelse, frustration som i mange andre værdibaserede organisationer på grund af dette skisma.

Den offentlige administration i USA er formodentligt en organisation som mange andre. Samtidig er den unik. Den er ekstremt bureaukratisk, hvilket alle der har prøvet at få opholdstilladelse, vil vide. Men der er også en meget stærk værdipolitisk tradition i USA, en stærk retorisk tradition hvor politiske taler næsten altid bærer et stærkt epideiktisk præg, altså som retorik der bidrager til at stadfæste og opbygge de fælles værdier og idealer. Samme slags storladenhed ser vi langt sjældnere i dansk politik – hvor administrationen overoednet set til gengæld er større tradition for selvstyring, regelfrihed og fladere hierarkier.

Jeg tænker altså: I USA er de måske mere bekendte og fortrolige med gabet mellem de storladne værdier og den daglige administration. Bare for at holde håbet lidt levende.