You are currently browsing the monthly archive for februar 2009.
Før Norah Vincent lod sig indlægge og skrev en dårlig bog om det, skrev hun fremragende om, hvordan det var at leve et år som mand. Deirdre McCloskey, vores keynote speaker på konferencen på tirsdag, har skrevet medrivende om at foretage den modsatte transformation, eller crossing, på permanent basis. I et af de mest interessant retoriske studier, jeg er stødt på, beskriver Robert Hariman ‘the courtly style’ som en ekstremt kropsliggjort retorik.
Alt i alt er der mange ytringer, der – i teori og praksis – forholder sig til kroppens – og kønnets – retorik, men hvor langt skal vi gå? Er det kun talen om kroppen, der er retorik? Er det også de fysiske handlinger? Eller er det kroppen i sig selv? De tre eksempler peger på, at kroppen i sig selv er/kan være retorisk, men vel kun når vi gør den til det? Krop og retorik hænger sammen lige som form og indhold eller…?
Jeg er blevet gift, sådan i en moden alder, med både barn og hus vinget af på Skal-gøres-listen. Men da jeg sad der i efteråret og læste mig igennem kommunens fine internetvejledninger om borgerlig vielse, faldt jeg over menupunktet Navneændring.
Nu er jeg så opdraget i et venstreorienteret, feministisk matriarkat. I min familie beholder kvinderne deres navn hele livet, man er jo ikke underlagt sin mand. Lille kat, lille kat, lille kat på vejen. Hvis er du? Hvis er du? Jeg er sgu min egen. Den har jeg hørt mange gange i min barndom. (Næsten lisså mange gange som Hvad skal ind? Sol og vind. Hvad skal væk? Barsebäck.)
Men jo mere jeg smagte på det nye navn som jeg kunne få helt gratis (efter vielsen koster det 440 kroner, som dog kan betales både med Dankort eller almindeligt indbetalingskort), jo bedre føltes det. Så jeg tog min mands efternavn og beholdt mit pigenavn, som det jo hedder, i midten, med det lidt tamme argument at det hedder min søn også.
Følelsen handler om at være en familie. Et nyt navn handlede ikke om at blive fru Nogen, sådan som min mødrene generation ville tolke det, men om at hedde det samme som de to mennesker der er min vigtigste verden nu. Det er et fællesskabs-statement, en forklaring: Vi hænger sammen, også når vi er hver for sig.
Vores navngivning af os selv og vores børn er fuld af betydning. Vi opkalder vores børn efter mennesker vi holder af. Vi giver dem kompromissøgende dobbelt-efternavne, vælger det pæneste af de to eller handler fornavn af med efternavn. Og vi vælger at tage vores ægtefælles navn – eller lade være.
Med det udgangspunkt at rigtig mange af os efterhånden er forældre eller gift eller begge dele, eller går med tankerne – hvad har I gjort og hvorfor? For det ved jeg – der bliver tænkt så det knager rundt om i de små hjem når beslutningen skal tages.
I forbindelse med de markante og mere eller mindre indforståede update-kommentarer på Facebook, der markerede Inger Christensens død, skrev Nadja, at man før Facebook næppe ville have markeret sin personlige reaktion langt ud over det øjeblik, da det blev annonceret i Radioavisen: “…måske har man så lige kigget på dem, man var sammen med, da man hørte det og lige ymtet, at “det var da trist”.“
Bare det, at læserne lige ymter noget til hinanden – Årh nej, se her! eller Milde Moses! – kan ikke desto mindre være et succeskriterium blandt journalister, hvor man i amerikansk jargon taler om en såkaldt god historie som en Hey Martha!-historie, og dvs. en historie så interessant, at den får manden til at forstyrre sin kone:
“Hey Martha! Du skal altså lige høre det her…”
I nogle versioner spytter han ligefrem sin kaffe ud, før han kalder på hende. I hvert fald er det historier, der vækker interesse og fremkalder en følelsesmæssig reaktion og måske tilmed en intellektuel erkendelse, som læseren får lyst til at dele med de omkringstående. En Hey-Martha behøver ikke nødvendigvis at være en breaking Stein Bagger-er-flygtet-historie, men kan også bare været en underholdende, identifikationsskabende historie - som her, hvor Rip Rense fortæller følgende om en redaktør:
He smiled—you could see it, even behind a bushy brown beard—and sent me to cover some big dumbass holiday parade downtown, a very boring kind of weekend assignment. He must have sensed my feeling underwhelmed.
“This is a boring assignment, but gimme a ‘hey, Martha’ story,” he said.
“A what?”
“Something that makes a guy yell to his wife, ‘Hey, Martha! You should hear this!’”
So I did. I wrote about every weird contrast, irony, flaw, and funny thing I could find. He loved it.
Et andet engelsksproget begreb, som jeg lige har lært, er ‘the watercooler moment’, altså den historie, vi selvfølgelig snakker om, når vi mødes ved kildevandskøleren i pauserne på arbejde. (Da jeg googlede begrebet fik jeg via en BBC-blog et direkte link til denne beskrivelse af 1980′ernes måske allerstørste watercooler moment - som desværre ikke udsprang af nogen journalistisk indsats.) Den slags synkroniserede udvekslings-øjeblikke er beslægtet med Nadjas beskrivelse af de synkrone Facebook-reaktioner på det svenske jordskælv, der nåede til Danmark for nylig, bortset fra at udvekslingen dér lyder endnu mere momentan, og at mange af reaktionerne på jordskælvet ikke primært var videreformidlet fra medierne, men selvoplevede.
I sin tid på TV2 brugte Per Mikael Jensen åbenbart (hvad der vistnok er Bob Woodwards) betegnelse holy shit-historier: “Den type historier, som erobrer nyhedsdagsordenen, og som folk husker”.
Og nu er det, at jeg fisker efter tidssvarende, medielandskabeligt opdaterede - og dansksprogede – begreber. Formentlig har vi brug for flere forskellige.
Hvad er egentlig kriterierne for en god og vigtig journalistisk historie målt på konkrete eftervirkninger i vores dagligdag. Rent faktisk? Og ideelt set?
For en “kioskbasker” lyder unægtelig lidt gammeldags - selv for os, der ikke bruger facebookupdatingfunktionen (endnu).
Nogen forslag?
Der er vist aldrig nogen, der har anbefalet talere at begynde med: baggrundsoplysningerne, sagsfremstillingen. Slet ikke i form af omdelt læsestof, de tilstedeværende gerne lige skal stryge igennem på egen hånd, før talen begynder.
Det kan man til gengæld gerne gøre på (gamle) film, hvor publikum lige skal sættes ind i, hvor langt Napoelon er nået og hvorfor, når filmen lige om lidt går i gang for alvor. Og man gør det selvfølgelig også i Star Wars, som jeg har siddet og set de sidste par aftener.
Gensynet med de legendariske skråtbagoverrullende introtekster, der driver bort imod en sprække i uendeligheden, imens de fortæller om Imperiet (osv.), gjorde det pludselig klart, hvorfor jeg ikke kunne lide filmene, da jeg var lille. Det var teksterne, der bremsede for indlevelsen. Film med rullende baggrundsoplysninger kunne vinde min storebror og resten af verdens velvilje, men ikke min. Teksterne er overhovedet ikke engang ret lange i Star Wars og vækker ikke ligefrem modvilje længere, men jeg skal stadig gøre mig lidt umage for at læse dem som oplysninger, der også er henvendt til mig. I sin tid var jeg i al fald tilbøjelig til at ignorere dem og lidt irriteret håbe på, at de faktisk var overflødige. Jeg ventede på den scene, der, ja, satte scenen, satte ansigt på Imperiet (osv.).
Og nu vi er ved det: Jeg har heller ikke lyst til at læse spillereglerne til Afrikas Stjerne igennem, før jeg går i gang med at spille det med mine børn, og slet ikke at spille spillet med øjnene nede i de nedskrevne instrukser hele tiden. Det er der ellers lagt op til på andre aftener inden længe. Hellere begynde midt i begivenhederne og så spille med nogen, der kender universet i forvejen og kan guide én igennem situation for situation, scene for scene (nogen frivillige?).
Detaljerne kan komme på plads undervejs, når ens interesse ER blevet fanget. Ikke sandt?
Og sådan her lyder programerklæringen fra Norah Vincent-anno-1887, Nellie Bly:
De tos opdagelser ligner hinanden på 120 års afstand: alle indlagte patienter er ikke nødvendigvis syge, når de kommer, men forholdene på institutionen, selve indespærringen, men også fx elendig mad, kan til gengæld svække dem betragteligt.
Norah Vincent besøger dog i alt tre institutioner, der hver tilbyder mere luksuriøse forhold end den forrige - bedre behandling, større frihed, bedre mad. Desuden er Vincents egen rolle i historien hele tiden tvetydig, idet hun optræder både som professionel undercoverjournalist og mere eller mindre depressiv patient.
Vincent lover ligesom Nellie Bly at rapportere præcis, hvad der tilstøder hende:
What follows … is what happened to me, inside and out. That’s all.
Men denne hensigtserklæring betyder i Vincents tilfælde, at teksten må blive alt andet end “plain and unvarnished.” Hvis hendes tekst skal være tro imod de virkelige begivenheder, vil den nødvendigvis, som hun skriver, være
shot through with observational inexactitude … It draws no hard-and-fast conclusions. It asks. It surmises. It prods. It also wanders, meanders, spirals, and circle back. … That much I know I can promise you. A bumby, loopy, sideways, up-and-down ride.
Det kunne godt være en god pointe, at form og indhold, skriften og verden, skal afspejle hinanden, men jeg synes faktisk, at Vincents fortællestil bestrider hendes her formulerede intention om mental bevægelighed og sproglig fleksibilitet. Fortællingen er ganske vist uafklaret og åben, hvad angår fokus og vinkling fra det ene scenario til det næste, men sprogligt set drager Vincent til gengæld “hard-and-fast conclusions” hele tiden. Det sker mest tydeligt ved det, at hun giver øgenavne til mange af de mennesker, hun omtaler, både patienter og personale. Det er nok en underholdende måde at anonymisere folk og samtidig gøre dem til let genkendelige skikkelser i fortællingen, men det er også en nonchalant måde at fastholde dem i mere eller mindre overfladiske førstehåndsindtryk: “Sweet Girl”, “Mother Teresa”, “Fridge”, ”Magic Doc”.
Så altså, hvad jeg egentlig ville sige i går var: Ensidigheden gør ikke Norah Vincents seneste historie gribende. Tværtimod.
Den amerikanske journalist Norah Vincent blev verdensberømt i 2006 for sin skildring af sit år forklædt som mand. Og apropos anstrengende skriveprocesser drev arbejdet med bogen hende, lidt kort og nonchalant sagt, til vanvid. Som hun selv formulerer det:
It may sound unduly dramatic to suggest that writing a book would drive a person into the [loony] bin (though I’m sure there are at least a few hundred thousand Ph.D. candidates and other wee-hour scribblers out there who would beg to differ on this score), but in my case it was quite literally true. I lost it, in medias research, so to speak
Dette gav hende oplagt lejlighed til at skrive en insider-bog om indlæggelser og dertilhørende behandling af psykisk syge i USA: Voluntary Madness: My Year Lost and Found in the Loony Bin, og som det allerede fremgår her, bruger hun selv et temmelig nonchalant jargonagtigt sprog, når hun skriver. Og det er alt for meget. Selvom hendes situation er skrøbelig, hendes tilgang eksplorativ, og hendes stil også beskrivende, diskuterende, selvironisk, er hun så kæk i tonen og hurtig til at kategorisere sine oplevelser, at bogen bliver for meget af en anstrengende klumme.
Jeg har ellers lige været på retorikkonference og fremhævet hendes effektivt underspillede stil i den forudgående Self-Made Man, hvor hun efter min mening bruger den observerende og beskrivende reporterrolle til at holde sin klumme-kommentator-rolle i skak på konstruktiv facon. Men det har hun så mere eller mindre opgivet i sit nye projekt. Skidt med de detaljerede beskrivelser, der fremmer læserens indlevelse og samtidig giver dem dokumentation for de holdninger, der uvægerligt præger skrivestilen. Det klassiske journalistiske slagord “don’t tell it, show it” er ikke bare udfordret i en stimulerende balanceakt, men nærmest bare vendt på hovedet.
Herald Tribunes anmelder beklager det og siger ligeud, at:
At the unfortunate cost of narrative suspense, Vincent discloses her biases early.
Imens The Advocate til gengæld i et interview med forfatteren bruger den interessant positivt ladede formulering, at resultatet af Vincents anstrengelser er
a gripping and opinionated account of the dysfunctional doctor-patient dynamics she found in an often frightening and inhumane mental health system.
Altså på én gang “gripping and opinionated”, medrivende OG holdningspræget (eller ligefrem påståelig, forudindtaget), en sjælden formulering i journalistisk sammenhæng, jf. show-don’t-tell-maximen. Den overbevisende kraft synes i denne udlægning at bero på, at skribenten selv er så sikker på sine holdninger, at det føles herligt trygt at tilslutte sig. At man lader sig rive med af selve den stærke og ensidige overbevisning, det faste blik, de skarpe formuleringer.
(Hvilket selvfølgelig sker hele tiden. Og er værd at studere).
Det forekommer mig, at der er en forbindelse imellem lampefeber (i mundtlige situationer) og skriveblokeringer. Begge dele handler om pinedød at ville holde muligheder åbne og komplekse ideer intakte så længe som muligt i stedet for at sortere, vælge, vinkle og altså træffe forpligtende retoriske beslutninger, dvs. skrive noget ned, prøve noget af og lade ideerne blive synlige, om så bare for én selv i første omgang. Med lampefeber og skrivevægring vil man hellere slippe for at sige noget højt, der præsenterer et reduceret billede af ens tanker og deres potentiale. Man risikerer at blive misforstået eller bare på ganske almindelig vis vejet og vurderet. Nej, så hellere lade være eller i hvert fald udsætte, undvige, stritte imod, negligere, indtil det suser for ørerne, og showtime eller deadline er alt for tæt på.
katrine
sjust
christinei
Nadja
Nye kommentarer