Den amerikanske journalist Norah Vincent blev verdensberømt i 2006 for sin skildring af sit år forklædt som mand. Og apropos anstrengende skriveprocesser drev arbejdet med bogen hende, lidt kort og nonchalant sagt, til vanvid. Som hun selv formulerer det:

It may sound unduly dramatic to suggest that writing a book would drive a person into the [loony] bin (though I’m sure there are at least a few hundred thousand Ph.D. candidates and other wee-hour scribblers out there who would beg to differ on this score), but in my case it was quite literally true. I lost it, in medias research, so to speak 

Dette gav hende oplagt lejlighed til at skrive en insider-bog om indlæggelser og dertilhørende behandling af psykisk syge i USA: Voluntary Madness: My Year Lost and Found in the Loony Bin, og som det allerede fremgår her, bruger hun selv et temmelig nonchalant jargonagtigt sprog, når hun skriver. Og det er alt for meget. Selvom hendes situation er skrøbelig, hendes tilgang eksplorativ, og hendes stil også beskrivende, diskuterende, selvironisk, er hun så kæk i tonen og hurtig til at kategorisere sine oplevelser, at bogen bliver for meget af en anstrengende klumme.

Jeg har ellers lige været på retorikkonference og fremhævet hendes effektivt underspillede stil i den forudgående Self-Made Man, hvor hun efter min mening bruger den observerende og beskrivende reporterrolle til at holde sin klumme-kommentator-rolle i skak på konstruktiv facon. Men det har hun så mere eller mindre opgivet i sit nye projekt. Skidt med de detaljerede beskrivelser, der fremmer læserens indlevelse og samtidig giver dem dokumentation for de holdninger, der uvægerligt præger skrivestilen. Det klassiske journalistiske slagord “don’t tell it, show it” er ikke bare udfordret i en stimulerende balanceakt, men nærmest bare vendt på hovedet. 

Herald Tribunes anmelder beklager det og siger ligeud, at: 

At the unfortunate cost of narrative suspense, Vincent discloses her biases early.

Imens The Advocate til gengæld i et interview med forfatteren bruger den interessant positivt ladede formulering, at resultatet af Vincents anstrengelser er 

a gripping and opinionated account of the dysfunctional doctor-patient dynamics she found in an often frightening and inhumane mental health system.

Altså på én gang “gripping and opinionated”, medrivende OG holdningspræget (eller ligefrem påståelig, forudindtaget), en sjælden formulering i journalistisk sammenhæng, jf. show-don’t-tell-maximen. Den overbevisende kraft synes i denne udlægning at bero på, at skribenten selv er så sikker på sine holdninger, at det føles herligt trygt at tilslutte sig. At man lader sig rive med af selve den stærke og ensidige overbevisning, det faste blik, de skarpe formuleringer.

(Hvilket selvfølgelig sker hele tiden. Og er værd at studere).