I forbindelse med de markante og mere eller mindre indforståede update-kommentarer på Facebook, der markerede Inger Christensens død, skrev Nadja, at man før Facebook næppe ville have markeret sin personlige reaktion langt ud over det øjeblik, da det blev annonceret i Radioavisen: “…måske har man så lige kigget på dem, man var sammen med, da man hørte det og lige ymtet, at “det var da trist”.“

Bare det, at læserne lige ymter noget til hinanden – Årh nej, se her! eller Milde Moses! – kan ikke desto mindre være et succeskriterium blandt journalister, hvor man i amerikansk jargon taler om en såkaldt god historie som en Hey Martha!-historie, og dvs. en historie så interessant, at den får manden til at forstyrre sin kone: 

“Hey Martha! Du skal altså lige høre det her…”

I nogle versioner spytter han ligefrem sin kaffe ud, før han kalder på hende. I hvert fald er det historier, der vækker interesse og fremkalder en følelsesmæssig reaktion og måske tilmed en intellektuel erkendelse, som læseren får lyst til at dele med de omkringstående. En Hey-Martha behøver ikke nødvendigvis at være en breaking Stein Bagger-er-flygtet-historie, men kan også bare været en underholdende, identifikationsskabende historie - som her, hvor Rip Rense fortæller følgende om en redaktør:

He smiled—you could see it, even behind a bushy brown beard—and sent me to cover some big dumbass holiday parade downtown, a very boring kind of weekend assignment. He must have sensed my feeling underwhelmed.
          “This is a boring assignment, but gimme a ‘hey, Martha’ story,” he said.
          “A what?”
          “Something that makes a guy yell to his wife, ‘Hey, Martha! You should hear this!’”
          So I did. I wrote about every weird contrast, irony, flaw, and funny thing I could find. He loved it.

Et andet engelsksproget begreb, som jeg lige har lært, er ‘the watercooler moment’, altså den historie, vi selvfølgelig snakker om, når vi mødes ved kildevandskøleren i pauserne på arbejde. (Da jeg googlede begrebet fik jeg via en BBC-blog et direkte link til denne beskrivelse af 1980′ernes måske allerstørste watercooler moment - som desværre ikke udsprang af nogen journalistisk indsats.) Den slags synkroniserede udvekslings-øjeblikke er beslægtet med Nadjas beskrivelse af de synkrone Facebook-reaktioner på det svenske jordskælv, der nåede til Danmark for nylig, bortset fra at udvekslingen dér lyder endnu mere momentan, og at mange af reaktionerne på jordskælvet ikke primært var videreformidlet fra medierne, men selvoplevede.

I sin tid på TV2 brugte Per Mikael Jensen åbenbart (hvad der vistnok er Bob Woodwards) betegnelse holy shit-historier: “Den type historier, som erobrer nyhedsdagsordenen, og som folk husker”.

Og nu er det, at jeg fisker efter tidssvarende, medielandskabeligt opdaterede - og dansksprogede – begreber. Formentlig har vi brug for flere forskellige.

Hvad er egentlig kriterierne for en god og vigtig journalistisk historie målt på konkrete eftervirkninger i vores dagligdag. Rent faktisk? Og ideelt set?

For en “kioskbasker” lyder unægtelig lidt gammeldags - selv for os, der ikke bruger facebookupdatingfunktionen (endnu). 

Nogen forslag?