I forbindelse med de markante og mere eller mindre indforståede update-kommentarer på Facebook, der markerede Inger Christensens død, skrev Nadja, at man før Facebook næppe ville have markeret sin personlige reaktion langt ud over det øjeblik, da det blev annonceret i Radioavisen: “…måske har man så lige kigget på dem, man var sammen med, da man hørte det og lige ymtet, at “det var da trist”.“
Bare det, at læserne lige ymter noget til hinanden – Årh nej, se her! eller Milde Moses! – kan ikke desto mindre være et succeskriterium blandt journalister, hvor man i amerikansk jargon taler om en såkaldt god historie som en Hey Martha!-historie, og dvs. en historie så interessant, at den får manden til at forstyrre sin kone:
“Hey Martha! Du skal altså lige høre det her…”
I nogle versioner spytter han ligefrem sin kaffe ud, før han kalder på hende. I hvert fald er det historier, der vækker interesse og fremkalder en følelsesmæssig reaktion og måske tilmed en intellektuel erkendelse, som læseren får lyst til at dele med de omkringstående. En Hey-Martha behøver ikke nødvendigvis at være en breaking Stein Bagger-er-flygtet-historie, men kan også bare været en underholdende, identifikationsskabende historie - som her, hvor Rip Rense fortæller følgende om en redaktør:
He smiled—you could see it, even behind a bushy brown beard—and sent me to cover some big dumbass holiday parade downtown, a very boring kind of weekend assignment. He must have sensed my feeling underwhelmed.
“This is a boring assignment, but gimme a ‘hey, Martha’ story,” he said.
“A what?”
“Something that makes a guy yell to his wife, ‘Hey, Martha! You should hear this!’”
So I did. I wrote about every weird contrast, irony, flaw, and funny thing I could find. He loved it.
Et andet engelsksproget begreb, som jeg lige har lært, er ‘the watercooler moment’, altså den historie, vi selvfølgelig snakker om, når vi mødes ved kildevandskøleren i pauserne på arbejde. (Da jeg googlede begrebet fik jeg via en BBC-blog et direkte link til denne beskrivelse af 1980′ernes måske allerstørste watercooler moment - som desværre ikke udsprang af nogen journalistisk indsats.) Den slags synkroniserede udvekslings-øjeblikke er beslægtet med Nadjas beskrivelse af de synkrone Facebook-reaktioner på det svenske jordskælv, der nåede til Danmark for nylig, bortset fra at udvekslingen dér lyder endnu mere momentan, og at mange af reaktionerne på jordskælvet ikke primært var videreformidlet fra medierne, men selvoplevede.
I sin tid på TV2 brugte Per Mikael Jensen åbenbart (hvad der vistnok er Bob Woodwards) betegnelse holy shit-historier: “Den type historier, som erobrer nyhedsdagsordenen, og som folk husker”.
Og nu er det, at jeg fisker efter tidssvarende, medielandskabeligt opdaterede - og dansksprogede – begreber. Formentlig har vi brug for flere forskellige.
Hvad er egentlig kriterierne for en god og vigtig journalistisk historie målt på konkrete eftervirkninger i vores dagligdag. Rent faktisk? Og ideelt set?
For en “kioskbasker” lyder unægtelig lidt gammeldags - selv for os, der ikke bruger facebookupdatingfunktionen (endnu).
Nogen forslag?

8 comments
Comments feed for this article
10. februar 2009 at 13:42 pm
christine
@”watercooler moment”:
En kollega sendte mig et godt eksempel, dansksproget og gammeldags a la kioskbasker, på et af de her visualiserede succeskriterier. Det er faktisk en pendant til det mere nutidige ‘watercooler moment’:
”Ude ved kakkelbordene”. Lidt nedsættende omtale af målgruppen (som i ”Det blir der snakket om ude ved kakkelbordene”)
10. februar 2009 at 14:10 pm
Norman Mailer/Aquarius
@Hey Martha!-historier, et historisk eksempel:
“Yes, ego – that officious and sometimes efficient exercise of ignorance-as-authority – must be the central phenomenon of the twentieth century, even if patriotic Americans like to pretend it does not exist in their heroes. Which, of course, is part of the holy American horseball.
The most monstrous exhibition of ego by a brave man in many a year was Alan Shepard’s three whacks at a golf ball while standing on the moon. There, in a space suit, hardly able to stand, he put a club head on an omnipurpose tool shaft, and, restricted to swinging with one arm, dibbled his golf ball on the second try. On the third it went maybe half a mile – a non-phenomenal distance in the low gravitational field of the lunar sphere.
“What’s so unpleasant about that?” asked a pleasant young jet-setter.
Aquarius, of the old book, loftily replied, “Would you take a golf ball into St. Patrick’s and see how far you can hit it?”
The kid nodded his head. “Now that you put it that way, I guess I wouldn’t, but I was excited when it happened. I said to my wife, ‘Honey, we’re playing golf on the moon.’ “”
(‘King of the Hill’, 1971)
11. februar 2009 at 21:20 pm
sjust
Øv, jeg sidder og er helt blank. Jeg ville ellers gerne levere gode danske alternativer til de engelske gloser, men måske er det danske sprog blevet så anglificeret, at watercooler moment og hey martha (evt. udtalt uden h’et) simpelthen er de gængse betegnelser?
12. februar 2009 at 13:20 pm
christine
Jeg tror egentlig ikke, de er gængse (men måske tager jeg fejl. Jeg er i færd med at spørge mig for). Et ‘watercooler moment’ er næppe mundret nok til at glide ubesværet ind i dansk.
Og Hey Marta! er enkelt og mundret, men navnet giver vel ikke specielt entydige sociale eller generationsmæssige associationer på dansk. En anden kollega havde et godt bud og foreslog Helle: (En Hej Helle!
) men det navn er nu nok for specifikt socialdemokratisk ladet i disse år.
Spørgsmålet er også, om man sigter efter en gennemsnitsdansk navn uden stærke markeringer – fx Anne – eller vil lave dem skarpere: Ruth eller Britta eller mere ovre i Cæcilie og Ditte.
Som med kakkelbordene ovenfor skal man gerne ramme en balance imellem det sjove genkendelige og det nedladende.
I ‘Hey Martha’ ligger der vist også en forældet formodning om, at det er manden, der læser avis og kanaliserer evt. særligt interessante historier videre til den mindre medievante og velorienterede kone, der er optaget af andre ting ude i køkkenet. Jeg tror faktisk, at det er det lidt bedagede scenario, der gør replikken så sjov og let at huske.
13. februar 2009 at 10:21 am
christine
Selvrettelse… altså – man skal selvfølgelig gerne undgå det nedladende! Det gælder om at finde et billede, der er er konstruktivt, motiverende, til gavn for kvaliteten af kommunikationsarbejdet.
Den med kildevandskøleren som samlingspunkt for udveksling af fælles historier er vel foreløbig den mest socialt neutrale visualisering af den brede befolkning som målgruppe. Der er kildevandskølere på virkelig mange slags arbejdspladser både til de ansatte og til brugere eller kunder. På biblioteker. Og apoteker.
Men kildevandskølere er ikke sjove, måske for sunde? De har i al fald ikke umiddelbar identifikationsskabende status på niveau med, ja, kaffemaskiner. Ikke endnu i hvert fald. For eksempel tror jeg endnu ikke, jeg selv har henvist til en kildevandskøler (kildevandstank? vandtanken?), altså sagt ordet, selvom de – altså tankene – findes og bruges omkring mig.
13. februar 2009 at 14:21 pm
Christine
Det kunne jo godt hedde en “Facebookbasker”. Succes på Facebook er i hvert fald nemmere at efterprøve end en forestilling om, hvad der bliver diskuteret ved vandtankene rundt i landet, og det giver jo mulighed for at spænde vognen foran hesten og bare FINDE sine nyhedshistorier på Facebook:
“… Kigger man på avisernes hjemmesider … går der sjældent en dag mellem artikler, der helt og holdent bygger på tilstedeværelsen eller størrelsen af en Facebook-gruppe …”
“… Når de fleste brugere er unge og eventuelt under uddannelse, hvor stor en nyhed er det så, at 53.000 er imod reduktioner i SUen? …”
“… der er god grund til at frygte, at journalisternes Facebook-kærlighed kan være med til at tegne et misvisende billede af befolkningens holdninger i aktuelle samfundsforhold …”
http://www.berlingske.dk/article/20090211/kronikker/702110085/
Kronikken diskuteres herovre hos Lene: http://www.journalisten.dk/facebook-som-dokumentation
7. april 2009 at 10:11 am
pernille
Hvad med at skifte kakkelbordet ud med havehækken eller lokalbrugsen. Jeg mener da at have hørt det udtryk, at det er det man “taler om over havehækken” eller det man diskuterer “ned i brugsen”, som et udtrk for, hvor det er alm. danskere mødes.
12. april 2009 at 22:22 pm
christine
Ja, det er sandt, havehækken og køledisken er også velkendte billeder på de steder, vi mødes og fordøjer vores nyheder. Og de er måske blandt de mere konstruktive, fordi de er specifikke, og derfor kan sættes i forbindelse med specifikke stofområder. Stein Bagger og XFactorfinaler kan man diskutere hvorsomhelst, også ved havehækken og ved køledisken, men det ligner et mere regulært succeskriterium, hvis nyhedshistorier fx om fødevarer lægger op til at blive diskuteret lige præcis ved køledisken, eller hvis historier om alternative boligformer faktisk bliver diskuteret ved havehækken.