Før Norah Vincent lod sig indlægge og skrev en dårlig bog om det, skrev hun fremragende om, hvordan det var at leve et år som mand. Deirdre McCloskey, vores keynote speaker på konferencen på tirsdag, har skrevet medrivende om at foretage den modsatte transformation, eller crossing, på permanent basis. I et af de mest interessant retoriske studier, jeg er stødt på, beskriver Robert Hariman ‘the courtly style’ som en ekstremt kropsliggjort retorik.
Alt i alt er der mange ytringer, der – i teori og praksis – forholder sig til kroppens – og kønnets – retorik, men hvor langt skal vi gå? Er det kun talen om kroppen, der er retorik? Er det også de fysiske handlinger? Eller er det kroppen i sig selv? De tre eksempler peger på, at kroppen i sig selv er/kan være retorisk, men vel kun når vi gør den til det? Krop og retorik hænger sammen lige som form og indhold eller…?
katrine
sjust
christinei
Nadja
1 comment
Comments feed for this article
19. februar 2009 at 9:20 am
christinei
Ja, krop og retorik er ikke til at skille ad, men vi gør koblingen tydeligere efter bedste evne, når det er passende, og nedtoner den, når DET er mere passende. Også når vi skriver.
For nu at blive ved Norah Vincent, så beskriver den første bog jo i høj grad, hvordan kroppen er retorisk, og hvordan håndtryk, teint, kropsholdning og blikke kan kommunikere. I den nye er det bemærkelsesværdigt, hvordan hun beskriver selve sin tekst, sin retoriske handling, i udpræget fysiske vendinger:
“It surmises. It prods. It also meanders, spirals, and circles back. But in the end, it does no more and no less than take you with me. And that, after all, is really what you’re here for isn’t it? To come along for the ride. / That much I can promise you. A bumby, loopy, sideways, up-and-down ride.”