Jeg er blevet gift, sådan i en moden alder, med både barn og hus vinget af på Skal-gøres-listen. Men da jeg sad der i efteråret og læste mig igennem kommunens fine internetvejledninger om borgerlig vielse, faldt jeg over menupunktet Navneændring.

Nu er jeg så opdraget i et venstreorienteret, feministisk matriarkat. I min familie beholder kvinderne deres navn hele livet, man er jo ikke underlagt sin mand. Lille kat, lille kat, lille kat på vejen. Hvis er du? Hvis er du? Jeg er sgu min egen. Den har jeg hørt mange gange i min barndom. (Næsten lisså mange gange som Hvad skal ind? Sol og vind. Hvad skal væk? Barsebäck.)

Men jo mere jeg smagte på det nye navn som jeg kunne få helt gratis (efter vielsen koster det 440 kroner, som dog kan betales både med Dankort eller almindeligt indbetalingskort), jo bedre føltes det. Så jeg tog min mands efternavn og beholdt mit pigenavn, som det jo hedder, i midten, med det lidt tamme argument at det hedder min søn også.

Følelsen handler om at være en familie. Et nyt navn handlede ikke om at blive fru Nogen, sådan som min mødrene generation ville tolke det, men om at hedde det samme som de to mennesker der er min vigtigste verden nu. Det er et fællesskabs-statement, en forklaring: Vi hænger sammen, også når vi er hver for sig.

Vores navngivning af os selv og vores børn er fuld af betydning. Vi opkalder vores børn efter mennesker vi holder af. Vi giver dem kompromissøgende dobbelt-efternavne, vælger det pæneste af de to eller handler fornavn af med efternavn. Og vi vælger at tage vores ægtefælles navn – eller lade være.

Med det udgangspunkt at rigtig mange af os efterhånden er forældre eller gift eller begge dele, eller går med tankerne – hvad har I gjort og hvorfor? For det ved jeg – der bliver tænkt så det knager rundt om i de små hjem når beslutningen skal tages.