Husk at præcisere hvem du egentlig tror du er

God ide at have dækning af debatmøder på en fast plads i avisen. Rigtig god ide at lave informative, stemningsmættede reportager derfra. Dejligt for i hvert fald udvalgte deltagere at blive citeret og få luftet deres ideer og holdninger i et landsdækkende dagblad.

Men dækning af den slags er en svær kunst. Der synes nemlig at være noget komisk ved folk uden en etableret offentlig talerposition, der ikke desto mindre lufter deres holdninger offentligt, (ligesom der fx også kan være det ved nn læserbrevskribent fra nn vej i nn provinsby). Og denne komiske dimension ved ukendte tilstedeværende, der tager ordet, er fristende for en journalist med veletableret retorisk handlekraft at fremhæve.

Det er Kasper Ly Netterstrøm, der på bagsiden af Politikens Debatsektion i dag dækker et debatmøde hos Internationale Socialister, hvor der er sat fokus på, “hvordan man som socialist forholder sig til skyderierne på Nørrebro.” Aftenens oplægholder Charlie Lywood synes at få fint loyal dækning af sit oplæg, hvor han bl.a. fremhæver uddannelse som “den stærkeste faktor for, om folk bliver kriminelle”; taler om at “ændre den sprogbrug, som fastholder diskriminationen af invandrere” og lufter tanken om at “eksperimentere med demokratiske valg af betjente for at sikre lokalforankring.” Lywood præsenteres indledningsvis ved navn og titel: kriminolog og SSP-konsulent.

Da Lywood sætter sig, begynder den lettere underholdning, hvor spørgsmål fra salen bliver gengivet. Det bliver de også og i flere tilfælde ved direkte citat, men det bliver i mine øjne fatalt, at spørgerne ikke selv sørger for at præsentere sig ved navn og/eller som fx lokal beboer, aktivist, politiker, studerende, sygeplejerske, et eller andet.

For i stedet bliver det til: 

“En mand med hestehale og piercing i læben spørger…” / “En fyr med grønne briller og nasal stemmeføring vil vide…” / “En lyshåret pige i sort netundertrøje er chokeret…”

Faktisk var det det med den “nasale stemmeføring”, der fik mig op på mærkerne. Hvad tjener den detalje - i tilfældig kombination med ”grønne briller” - til at markere andet end journalistens mildt ironiske distance, som læseren antages at dele, og som tager brodden af den ytring, der citeres?

Det er vigtigt at præsentere sig! Dels for at hævde den autoritet, man har som medborger, og som er langt mere værd end rollen som en-eller-anden tilfældig type med aparte briller, dels for også at afgrænse den autoritet og afværge evt. ironisk hovedrysten ved at understrege, at nej, jeg tror faktisk ikke jeg er statsminister! bare fordi jeg tager ordet og deltager i en offentlig debat.

Det grønne uhyre

Nej, denne post handler ikke om Hulk, men om en interessant artikel, jeg læste i WA’s idé-tillæg, som jeg ellers ikke bryder mig specielt meget om. Kort fortalt er hovedpointen, at det nu via sindrigt konstruerede hjernescanninger er bevist, at følelsen af misundelse behandles/opstår samme sted i hjernen som fysisk smerte, mens skadefryd er lig med aktivitet i hjernens nydelsescentre. Endvidere bekræfter forsøget Aristoteles’ pointe om, at vi misunder dem, der er tæt på os og ligner os selv, men ikke dem hvis bedrifter er helt uden for vores rækkevidde eller er meget langt fra vores eget felt: “pottemager mod pottemager.”

Aristoteles beskriver misundelsen i Retorikkens bog II, kapitel 10, og det er selvfølgelig et væsentligt første skridt mod den retoriske brug af misundelse at vide, hvad det er for en følelse og hvad der vækker den (altså at vi misunder vores ligemænd, når de har det vi ønsker os), men hvordan man mere præcist vækker misundelse og om man overhovedet bør gøre det, siger Aristoteles (typisk nok) ikke noget om. Skal man blot nævne en ligestillets bedrifter for at vække uhyret til live eller skal der mere til? Og er det en strategi, der ikke bare er effektiv men også anbefalelsesværdig, eller bør vi forsage misundelsen og al dens væsen?

I WA-artiklen påpeges det, at misundelse er “specialiseret kognitiv tilpasning.” Altså, den meget misundelige stræber mere efter at opnå det, som den der misundes har, og får dermed en evolutionsmæssig fordel. Misundelse er en stærk motivator, men også et tveægget sværd, for nok kan det være positivt selv at stræbe mere, men hvad med skadefryden, sværdets anden side? Det kan næppe i nogen henseende opfattes som positivt at udpensle andres fald, men det er umådeligt fristende og frydefuldt, og her kan vi tage den glimrende figur paralipsis/praeteritio til hjælp, sådan som Cicero så elegant gør det (“det er for langt tilbage i tiden til overhovedet at nævne at etc…” ).

Her er altså et eksempel på, hvordan man helt konkret kan slippe afsted med at vække skadefryd, men hvad med misundelsen, er der nogle figurer, der er særligt velegnede til at vække den på socialt acceptable måder? Og igen, den sande vir bonus dicendi peritus (Quintilians ideal om det gode menneske, der taler sandt) holder sig vel for god til den slags eller…?

Vores avis er en miljøkatastrofe, arj hvad… ;-D

Hvad synes I om Politikens kampagne for den nye, tykkere søndagsavis? Avisen bliver “katastrofalt stor”, hedder det, med ordspil på katastrofalt, jf. ledsagende illustration, der viser et skamhugget skovområde. Altså: vores avis bliver fra nu af mindre miljøvenlig, fordi der går mere papir til produktionen.

Det er en overdrivelse og en gendrivelse af eventuelle indvendinger imod udvidelsen, men er den specielt sjov eller tankevækkende? Hvorfor fremhæve dette mulige kritikpunkt så voldsomt, hvis man ikke kan gendrive det med andet end en karikatur?

Hvis Politiken faktisk vil negligere miljøhensynet og trække på skuldrene efter devisen: ”Vi er uforbederlige, vi vil have lov at lave vores tykke (hygge)søndagsavis, så det bliver ikke lige os, der viser omsorg for klimaet i denne runde…”, så har de efter min mening overtaget en irriterende Nynneagtig etos, der lyder, at jeg måske ikke helt har magt over mine uvaner, men jeg er heldigvis charmerende imens…

Og hvis Politiken snarere faktisk gerne vil have miljøbevidste læsere, der reflekterer over deres papirforbrug, skal Politiken vel gå foran og ikke eksplicit bagved – ?

M/u hilsen

Hvorfor skriver man / som markeret sluthilsen i en besked? Altså: hvad signalerer det, når man sætter en skråstreg foran sit navn i stedet for hilsen, mvh, kh? Hvis man ikke vil hilse, hvorfor så tage skråstregen med og ikke bare skrive sit navn uden hilsen? Hvor kommer den fra?

/christine

“5 minutter med de kendte” – hvor fedt er det?

Jeg lærte to nye udtryk på boligmarkedsretorikkonferencen på CBS i tirsdags: credit crunch og cultural cringe. Det var Deirdre McCloskey, der talte om (og i øvrigt fordømte) cultural cringe, da hun fortalte en anekdote om en mand, der havde indledt en samtale med at sige: ”I am just a banker, but…”

Der er altså tale om en excusatio a la Nu er jeg jo ingen taler… Blot er den ophævet til at gælde ikke bare ens retoriske begavelse, men selve ens professionelle og/eller personlige profil.

Cultural cringe er, så vidt jeg forstår, et mindreværdskompleks, der kommer til udtryk, når man koket eller reelt påpeger sin egen relative mangelfuldhed ved selve det at være fx provinsbo, ikke-akademiker, sælger, younameit.

Og siden tirsdag har jeg lagt mærke til cringing i alle mulige sammenhænge. Senest i UgeAvisen Odense, hvor den faste side ”5 minutter med de kendte” springer i øjnene med en titel, der synes at sige: Vi-ved-det-godt!-I-er-kendte-og-vi-er-snarere-lidt-snollede. Både den kendte og læserne forsikres om, at journalisten kender sin plads i provinsen og kun ulejliger interviewpersonen for en kort bemærkning. Andet ville være upassende.

Umiddelbart syntes jeg, at denne ‘5 minutter’-titel var et hårrejsende eksempel på ufrugtbar provinsiel ydmyghed, som man – ikke mindst som journalist! – burde sætte sig ud over.

Men – nu kommer jeg jo selv fra Odense og har engang været med til at lave en voxpop-artikel til et stolt gymnasieblad, HIP, hvor vi spurgte de lokale lærere: ”Har du nogensinde mødt en kendt?”

Bemærk det der med ”nogensinde”, som ville have været en utænkelig formulering i en bare lidt større by. Men i Odense var det kulturelt og statistisk set velplaceret, hvilket viste sig ved, at alle adspurgte faktisk havde ét klart svar parat. Ingen havde en vifte af episoder at vælge imellem, men typisk simpelthen én, de meget gerne fortalte om:

’Ja! Jeg har engang mødt Allan Simonsen på herretoilettet på Storebæltsfærgen.’

Nu overvejer jeg, om ikke UgeAvisens ”5 minutter med de kendte” faktisk kan være udtryk for en stolt og nøje afmålt interesse for de kendte: ‘Jo, vi er nysgerrige – men altså kun lidt! Det er meget skægt at tisse side om side på færgen eller sludre i 5 minutter, men vi vil faktisk helst være fri for at lære kendte folk at kende. De lever på andre og langt mere uigennemskuelige præmisser, end vi gør. De tilhører en anden sfære, og sådan kan vi faktisk bedst lide det…’ – ?