Hvad synes I om Politikens kampagne for den nye, tykkere søndagsavis? Avisen bliver “katastrofalt stor”, hedder det, med ordspil på katastrofalt, jf. ledsagende illustration, der viser et skamhugget skovområde. Altså: vores avis bliver fra nu af mindre miljøvenlig, fordi der går mere papir til produktionen.

Det er en overdrivelse og en gendrivelse af eventuelle indvendinger imod udvidelsen, men er den specielt sjov eller tankevækkende? Hvorfor fremhæve dette mulige kritikpunkt så voldsomt, hvis man ikke kan gendrive det med andet end en karikatur?

Hvis Politiken faktisk vil negligere miljøhensynet og trække på skuldrene efter devisen: ”Vi er uforbederlige, vi vil have lov at lave vores tykke (hygge)søndagsavis, så det bliver ikke lige os, der viser omsorg for klimaet i denne runde…”, så har de efter min mening overtaget en irriterende Nynneagtig etos, der lyder, at jeg måske ikke helt har magt over mine uvaner, men jeg er heldigvis charmerende imens…

Og hvis Politiken snarere faktisk gerne vil have miljøbevidste læsere, der reflekterer over deres papirforbrug, skal Politiken vel gå foran og ikke eksplicit bagved – ?