Nej, denne post handler ikke om Hulk, men om en interessant artikel, jeg læste i WA’s idé-tillæg, som jeg ellers ikke bryder mig specielt meget om. Kort fortalt er hovedpointen, at det nu via sindrigt konstruerede hjernescanninger er bevist, at følelsen af misundelse behandles/opstår samme sted i hjernen som fysisk smerte, mens skadefryd er lig med aktivitet i hjernens nydelsescentre. Endvidere bekræfter forsøget Aristoteles’ pointe om, at vi misunder dem, der er tæt på os og ligner os selv, men ikke dem hvis bedrifter er helt uden for vores rækkevidde eller er meget langt fra vores eget felt: “pottemager mod pottemager.”

Aristoteles beskriver misundelsen i Retorikkens bog II, kapitel 10, og det er selvfølgelig et væsentligt første skridt mod den retoriske brug af misundelse at vide, hvad det er for en følelse og hvad der vækker den (altså at vi misunder vores ligemænd, når de har det vi ønsker os), men hvordan man mere præcist vækker misundelse og om man overhovedet bør gøre det, siger Aristoteles (typisk nok) ikke noget om. Skal man blot nævne en ligestillets bedrifter for at vække uhyret til live eller skal der mere til? Og er det en strategi, der ikke bare er effektiv men også anbefalelsesværdig, eller bør vi forsage misundelsen og al dens væsen?

I WA-artiklen påpeges det, at misundelse er “specialiseret kognitiv tilpasning.” Altså, den meget misundelige stræber mere efter at opnå det, som den der misundes har, og får dermed en evolutionsmæssig fordel. Misundelse er en stærk motivator, men også et tveægget sværd, for nok kan det være positivt selv at stræbe mere, men hvad med skadefryden, sværdets anden side? Det kan næppe i nogen henseende opfattes som positivt at udpensle andres fald, men det er umådeligt fristende og frydefuldt, og her kan vi tage den glimrende figur paralipsis/praeteritio til hjælp, sådan som Cicero så elegant gør det (“det er for langt tilbage i tiden til overhovedet at nævne at etc…” ).

Her er altså et eksempel på, hvordan man helt konkret kan slippe afsted med at vække skadefryd, men hvad med misundelsen, er der nogle figurer, der er særligt velegnede til at vække den på socialt acceptable måder? Og igen, den sande vir bonus dicendi peritus (Quintilians ideal om det gode menneske, der taler sandt) holder sig vel for god til den slags eller…?