Pathos in the OR

Jeg har en last, der om et lille øjeblik ikke er hemmelig længere: jeg ser Greys hvide verden (eng. Grey’s anatomy). Mandag efter mandag griber jeg om jumbothekoppen og tudekiksene og er klar til at græde snot over Merideth, Dr. McDreamy, Chief Webber og alle de andre karakterer, der fylder operationsstuerne på Seattle Grace Hospital.

Denne sæson kulminerede (heldigvis, nu kan jeg lave noget andet) i går med afslutningsafsnittet, hvor Meredith først forsøgte at tage livet af en dødsdømt fange, mens han var på hospitalet og senere brød sammen, da hun overværede fangens faktiske henrettelse, Izzie Stevens blev hjemsøgt af sin afdøde ekskæreste, som gentog “I am here for you” i det uendelige, indtil Izzie (endelig, endelig) fattede, at han var der efter hende, ikke for hende, Dr. Sloan brækkede sin penis (det vidste jeg så ikke var muligt), og en lille dreng i aller-allersidste øjeblik fik en lever- og tarmtransplantation, efter at både Dr. Bailey og Chief Webber på det groveste havde kompromitteret deres lægeed – for nu blot at nævne de følelsesmæssige højdepunkter i det rimeligt komplekse plot.

Syge børn og fortvivlede forældre, blod og blottede organer, lækre læger og villige in-turns, evige venskaber og benhård konkurrence - som det nok fremgår spiller Grey’s hvide verden på alle mulige følelsesmæssige strenge (eller pathosappeller). Jeg er pinligt berørt over, hvor godt det hele virker (på mig, i hvert fald), men også fagligt nysgerrig over, at det kan lade sig gøre. Hvordan kan pathosappellen være så grov og dog så effektiv?

Hatwoman

Engang var retorik på Københavns Universitet et hattedamefag, har jeg hørt, men frasen fik pludselig liv og perspektiv i dag, da jeg læste Gerda Gilboes nekrolog. Efter den åbenbart uomgængelige historie om hendes  uventede, stormende gennembrud i 1959 som Eliza med En snegl på vej’n er tegn på regn, I ved nok, stod der pludselig, at Gerda Gilboe blev exam.art. i retorik i 1970′erne og siden retoriklærer på Blaagaards Seminarium og på Cafe Teatrets dramaskole. Gid de ville fortælle noget mere. Gid de havde indspillet en hattedamefilm på Afd. for retorik a.k.a. Laboratoriet for Metrik og Foredragslære.

I rette tid?

Mens jeg skriver dette kører TV2 News i baggrunden – lige nu (lørdag den 4. april 2009 kl. 13:45) er tophistorien, at Anders Fogh Rasmussen alligevel ikke bliver udnævnt til Nato generalsekretær i dag. Hvor journalisterne i går var sikre på, at det bare var en formsag og allerede var begyndt at analysere Lars Løkke Rasmussens (skal man hedde Rasmussen for at blive statsminister i det her land?) kommende regeringsrokade , forlyder det nu, at beslutningen sagtens kan udskydes til udenrigsministrenes møde i juni.

Som bekendt var Fogh meget tøvende med at annoncere sit kandidatur, hvilket blev forklaret med, at det aldrig er den første kandidat, der bliver valgt. Beslutningen om, hvem der skal besætte den slags poster, er altid et kompromis, hvorfor det er vigtigt at melde sig på præcis det tidspunkt, hvor man kan blive kompromiskandidaten – det valg, der er spiseligt for alle, men som ingen heller er specielt glade for. Det ser ud til, at Fogh trods alt sit fodslæberi måske alligevel er kommet for tidligt. Godt nok har han stærk opbakning fra vigtige ledere som fx Tysklands Angela Merkel – det var måske det, der lokkede Fogh ud af busken; midt i al begejstringen glemte han og staben af rådgivere, at begejstring ikke nødvendigvis er en fordel i dette spil. Der er dog også decideret modstand mod ham fra – især og måske kun – Tyrkiet, som tyder på at Fogh netop ikke er kompromiskandidaten, men den næstsidste kandidat før den kedelige, intetsigende og harmløse figur, som ikke bringer nogens sind i kog, trækkes op af hatten (hvem er forresten generalsekretær nu?).

Måske er det et spørgsmål om timing; måske var det rette øjeblik (kairos som de gamle grækere sagde) til annonceringen af kandidaturet alligevel ikke inde endnu. Men er der noget Fogh og hans folk ellers plejer at være gode til, så er det udarbejdelsen og eksekveringen af den strategiske handlingsplan, og processen kørte da også perfekt ind til i går aftes. Så måske er problemet, at tyrkerne simpelthen ikke vil have ham. Vi kan håbe, at de bare vil se, hvordan Fogh klarer sig, og hvor mange gaver han har med, når han kommer på besøg i Tyrkiet i næste uge. Fogh er jo kendt som arkitekten bag EU’s store østudvidelse i 2004 (husk den triumferende konklusion fra topmødet i 2002: “Ladies and gentlemen, we have an agreement”); bliv ikke overrasket, hvis han pludselig bliver fortaler for endnu en udvidelsesrunde.

Men hvad nu hvis Tyrkiet ender med at nedlægge veto? Hænger vi så på ham? Hvis ikke Anders Fogh Rasmussen kommer ud af klappen nu, får han for alvor et problem. Med den åbne tilkendegivelse af sin interesse i en international stilling har han overskredet sin holdbarhedsdato som statsminister. Vi skal altså nok have en ny statsminister under alle omstændigheder (folketingsvalg nu, please! Nå, ikke – bangebuks); spørgsmålet er om den nuværende går ud af fordøren eller bagdøren.