Mens jeg skriver dette kører TV2 News i baggrunden – lige nu (lørdag den 4. april 2009 kl. 13:45) er tophistorien, at Anders Fogh Rasmussen alligevel ikke bliver udnævnt til Nato generalsekretær i dag. Hvor journalisterne i går var sikre på, at det bare var en formsag og allerede var begyndt at analysere Lars Løkke Rasmussens (skal man hedde Rasmussen for at blive statsminister i det her land?) kommende regeringsrokade , forlyder det nu, at beslutningen sagtens kan udskydes til udenrigsministrenes møde i juni.

Som bekendt var Fogh meget tøvende med at annoncere sit kandidatur, hvilket blev forklaret med, at det aldrig er den første kandidat, der bliver valgt. Beslutningen om, hvem der skal besætte den slags poster, er altid et kompromis, hvorfor det er vigtigt at melde sig på præcis det tidspunkt, hvor man kan blive kompromiskandidaten – det valg, der er spiseligt for alle, men som ingen heller er specielt glade for. Det ser ud til, at Fogh trods alt sit fodslæberi måske alligevel er kommet for tidligt. Godt nok har han stærk opbakning fra vigtige ledere som fx Tysklands Angela Merkel – det var måske det, der lokkede Fogh ud af busken; midt i al begejstringen glemte han og staben af rådgivere, at begejstring ikke nødvendigvis er en fordel i dette spil. Der er dog også decideret modstand mod ham fra – især og måske kun – Tyrkiet, som tyder på at Fogh netop ikke er kompromiskandidaten, men den næstsidste kandidat før den kedelige, intetsigende og harmløse figur, som ikke bringer nogens sind i kog, trækkes op af hatten (hvem er forresten generalsekretær nu?).

Måske er det et spørgsmål om timing; måske var det rette øjeblik (kairos som de gamle grækere sagde) til annonceringen af kandidaturet alligevel ikke inde endnu. Men er der noget Fogh og hans folk ellers plejer at være gode til, så er det udarbejdelsen og eksekveringen af den strategiske handlingsplan, og processen kørte da også perfekt ind til i går aftes. Så måske er problemet, at tyrkerne simpelthen ikke vil have ham. Vi kan håbe, at de bare vil se, hvordan Fogh klarer sig, og hvor mange gaver han har med, når han kommer på besøg i Tyrkiet i næste uge. Fogh er jo kendt som arkitekten bag EU’s store østudvidelse i 2004 (husk den triumferende konklusion fra topmødet i 2002: “Ladies and gentlemen, we have an agreement”); bliv ikke overrasket, hvis han pludselig bliver fortaler for endnu en udvidelsesrunde.

Men hvad nu hvis Tyrkiet ender med at nedlægge veto? Hænger vi så på ham? Hvis ikke Anders Fogh Rasmussen kommer ud af klappen nu, får han for alvor et problem. Med den åbne tilkendegivelse af sin interesse i en international stilling har han overskredet sin holdbarhedsdato som statsminister. Vi skal altså nok have en ny statsminister under alle omstændigheder (folketingsvalg nu, please! Nå, ikke – bangebuks); spørgsmålet er om den nuværende går ud af fordøren eller bagdøren.