“Obama mente det altså ikke på DEN måde”

Det er nok lidt let at sige, at Obama markerer en behørig, professionel distance til sin egen retorik og dermed både engagerer sit retoriske publikum og sætter dem fri. Fx finder amerikanske studerende anledning til at kigge ned i lommen på Obama og belære ‘Ashton and his celebrity pals’ om kollektiv handlekraft og aktivt medborgerskab (‘nej, nej, det er faktisk ikke meningen, at man ligefrem skal underkaste sig præsidenten’):

(film fundet via Verden fra min altan)

I lommen på Obama – hvad kan I se?

Som forberedelse til et sommerseminar om retorisk kritik har jeg lige genset Obamas valgkamptale ”A More Perfect Union” fra Philadelphia i marts 2008, og milde M, hvor er det en gennemført opbyggelig tale. Det er her, han bl.a. taler om at ignorere distraktionerne i valgkampen med aktuel reference især til balladen om sin relation til Jeremiah Wright og dennes temmelig uforsvarlige prædikener, som Obama alligevel forsvarer og bearbejder ved at flytte problematikken til et højere niveau:

[Reverend Wright] contains within him the contradictions — the good and the bad — of the community that he has served diligently for so many years.

I can no more disown him than I can disown the black community. I can no more disown him than I can disown my white grandmother, a woman who helped raise me, a woman who sacrificed again and again for me, a woman who loves me as much as she loves anything in this world, but a woman who once confessed her fear of black men who passed her by on the street, and who on more than one occasion has uttered racial or ethnic stereotypes that made me cringe.

These people are part of me. And they are part of America, this country that I love.

[...] 

[W]e have a choice in this country. We can accept a politics that breeds division, and conflict, and cynicism. We can tackle race only as spectacle — as we did in the OJ trial — or in the wake of tragedy, as we did in the aftermath of Katrina — or as fodder for the nightly news. We can play Reverend Wright’s sermons on every channel, every day and talk about them from now until the election, and make the only question in this campaign whether or not the American people think that I somehow believe or sympathize with his most offensive words. We can pounce on some gaffe by a Hillary supporter as evidence that she’s playing the race card, or we can speculate on whether white men will all flock to John McCain in the general election regardless of his policies.

We can do that.

But if we do, I can tell you that in the next election, we’ll be talking about some other distraction. And then another one. And then another one. And nothing will change.

That is one option. Or, at this moment, in this election, we can come together and say, “Not this time.”

Jeg så talen på YouTube, hvor et umådelig tillokkende klip fra The Simpsons hele vejen igennem stod og glimtede nede i hjørnet: ”Homer Simpson trying to vote for Obama”. Dvs. gennem hele 37 minutters politisk tale stod Homer og lovede 1,21 sekunders comic relief og distraktion, men som jeg faktisk ikke tog mig/fik mig. Not this time. Eller altså jo, jo, selvfølgelig, men ikke før til allersidst, hvor den helt automatisk blev afspillet som næste videobid.

Det mest distraherende ved at se talen på YouTube var faktisk tidslinjen, der tikkede af sted mod højre, og som i det sidste minut skabte lidt bekymring over, hvordan mon kandidaten ville nå at få bundet sløjfe på sin sidste anekdote i løbet af de sidste 40 sekunder (en ubegrundet frygt af flere indlysende grunde).

Talen overskrider med andre ord klart sin aktuelle retoriske situation og overlever i YouTube-konteksten nu her 15 måneder senere, hvor den fortsat kan inspirere sit retoriske publikum til at blive saglige og modige borgere (ikke sky, fx, over for at italesætte racistiske spændinger) i deres egen hverdag. Tilhørerne bliver hver især tilbudt at overtage den indstilling, Obama udviser over for mennesker som Wright og sin bedstemor, som han ikke opgiver dialogen med eller slår hånden af for at holde sig inden for sit eget trygge diskursfællesskab.

Det er da forbilledligt – og det er det, jeg vil frem til:

Som forberedelse til det omtalte seminar er vi blevet bedt om at skrive et foreløbigt bud på en retorisk kritik af talen. Og der er masser at tage fat på, men det bliver uvægerligt, ja, fejrende. Helt umiddelbart lægger talen op til en beundrende kritik la John Murphys ”To Form a More Perfect Union: Bill Clinton and the Art of Deliberation” fra 2005, hvor Murphy begejstret konkluderer, at Clintons tale anviser ”one path toward a more vibrant political culture” ved at tilbyde – by rhetorically crafting-and-enacting - kollektiv handlekraft. Og et hovedargument hos Murphy for at analysere og fremhæve Clintons tale er, at egentlig deliberativ retorik, der forsøger at anvise muligheden for at træffe aktive valg, er blevet et særsyn.

Det er helt klart fint at fejre og især, selvfølgelig, at demonstrere, hvori det prisværdige så består. Men denne ’rhetorical crafting of collective agency’ er jo unægtelig blevet mindre af et særsyn med Obama. Som Murphy har det med Clintons tale, vil de fleste kritikere umiddelbart have det med Obamas: Identifikationen med retorikopfattelsen i hans tale(r) er så stærk, at det hurtigt føles enten banalt og/eller suspekt at udtrykke dens værdier og ideer i en analyse.

Obama synes uhyre bevidst om sine muligheder og begrænsninger som taler og præsident; han konstituerer et fællesskab og lader sig konstituere af fællesskabet; han vil noget med sin retorik, men lægger aldrig op til at ville ordne det hele selv; han åbner feltet og overlader det også til andre mennesker og andre kræfter at skabe noget (lignende).

Med Obama synes hele den klassisk retoriske tradition at slå igennem i kritik, hvor man hylder taleren som selvbevidst, ansvarsbevidst strateg, der dog forholder sig ydmygt situationsbevidst og ved, at han er i sociale kræfters vold og ikke hverken bør eller kan handle alene. Og jeg spørger: Er der ikke noget, vi ikke rigtig hører her nede fra hans lomme? Hvor synes Obama at udtrykke mere, end han ved – altså uden at det alligevel synes at være gjort med elegant overlæg? Det behøver ikke at være noget skidt, men bare noget uventet.

Stem blankt – holder det?

Knap havde jeg formuleret det kætterske spørgsmål, om alt egentlig er så gennemsyret af retorik, som vi går og tror, før det formeligt vælter frem med retoriske ytringer over alt omkring mig. Det går lige fra den helt lille privatsfære: “ej, skat, jeg tog altså også opvasken i går…” Tjae, og jeg gør det nok igen i morgen. Til de store politiske spørgsmål: “du kan roligt stemme på Sofie Carsten Nielsen; jeg kender hende, og hun er super flink.” Ok, måske ikke det mest saglige argument, men jo da meget rart at vide, at min sympatistemme går til en sympatisk person.

Europaparlamentsvalget kan der siges meget om, men emnet for denne post er faktisk det andet kryds, vi skal sætte på søndag, for hvor det første altså er placeret, så er jeg kommet alvorligt i tvivl om det andet. Jeg begyndte med nærmest per refleks at ville stemme ja, men jeg er i de seneste dage blevet mødt med argumenter, som får mig til at vakle. For et ja taler naturligvis ligestillingen mellem kønnene, men hvorfor er det lige, at den ændring skal vedtages nu og her? Ikke et sekund for tidligt, nuvel, men heller ikke lige op over. En (tendentiøs) forklaring er, at det skal den, fordi regeringen vil have tronfølgeloven af vejen og på den måde undgå, at en grundlovsændring kan kobles op på afstemning om tronfølgeloven (som den jo blev i 1953) og dermed også reelt slukke den ulmende debat om en grundlovsændring og altså forhindre, at den pludselig blusser op (eller i hvert fald at det er realtiske at komme igennem med den).  Ok, argumentet er mere end en anelse konspirationsteoretisk, men er det ikke netop derfor, det er så tillokkende?

Det skal regeringen altså ikke slippe afsted med, tænkte jeg, da jeg først blev præsenteret for synspunktet, men så alligevel: er ikke sikringen af ligestilling mellem kønnene i arvefølgen vigtigere end at stoppe eventuelle skumle planer (og måske i tilgift få luft for lidt generel utilfredshed, lidt ligesom da hollænderne og franskmændene brugte afstemningen om forfatningstraktaten til at straffe deres regeringer)? Tjoe, men indlejret i det princip, vi nu stemmer om, er der en anden diskrimination: arvefølgen bliver knyttet tæt til den førstefødte i hver generation, og så snart han/hun får børn bliver hans/hendes yngre søskende sprunget over; kunne man ikke lige så godt argumentere for, at arvefølgen altid skulle følge et aldersprincip, så kronprinsens bror/søster kom før hans søn/datter (i det konkrete tilfælde ville det betyde at Joachim, Nicolai og Felix skulle komme  før både Christian og Isabella)? Når der først er åbnet op for denne tankeleg, viser det sig hvilken kunstig konstruktion det hele er, og man kan ende med at spørge: hvorfor ikke afskaffe arvefølgen helt og holdent? Jeg siger ikke, at jeg faktisk synes, at vi skal ende der, men spørgsmålet er så vigtigt, at der bør være tid til at diskutere det. Hvis tronfølgeloven vedtages på søndag, sættes der også en prop i den debat. dels lukke diskussionen om mere gennemgribende ændringer af kongehuset, dels

Alt i alt hælder jeg altså mod at stemme blankt – ikke nej: jeg går jo ind for ligestilling, så det er ikke forslaget men selve afstemningen, der skal stemmes ned. Men jeg er stadig i tvivl; holder argumenterne for at stemme blankt til en nøjere granskning? Og er der nogle argumenter for at stemme ja, som jeg har overset/undervurderer jeg betydningen af ligestillingsargumentet?

Som at vaske halvdelen af håret

Tandlægen havde sit apparatur solidt plantet i munden på mig og blev ved med at puste-prikke, puste-prikke på bagsiden af min venstre hjørnetand i overmunden, så jeg vidste egentlig godt, hvad der var i vente. “Du har et hul her,” sagde hun og gav tanden et sidste emfatisk prik. “Nå,” sagde jeg slukøret (og med sug i mundvigen). “Det er kommet, fordi du ikke bruger tandtråd,” erklærede hun autoritativt. “Ja,” sagde jeg brødebetynget. “Når du ikke gør det, er det som at vaske halvdelen af håret,” trumfede hun. “Jeg vil aldrig glemme det igen,” lovede jeg.

Og jeg mener det – sgu! Fra nu af skal tænderne renses helt, hver gang. Indrømmet, alle forhold i tandlægens retoriske situation havde lagt sig sådan til rette, at hun kunne overbevise mig lige så let som at prikke mig i tandkødet: hun havde mig i stolen med sug i munden og nykonstateret hul i tanden; ikke ligefrem en situation der kalder på indvendinger og gendrivelser. Og indrømmet, det er lidt svært at forestille sig, hvordan man i praksis skulle kunne nøjes med at vaske halvdelen af håret. Alligevel finder jeg sammenligningen aldeles overbevisende; den giver både stemme til de situationelle forhold (udtrykker i ord, hvor sagen bærer hen) og skaber det ekstra ‘adr’, der muliggør rykket fra intention til handling (må dog indskyde, at det skete i morges, og selvom jeg allerede har brugt tandtråd her til aften, er det jo ikke en garanti for den langsigtede effekt).

Tandlægens sammenligning er et eksempel på hverdagsretorik af bedste skuffe; jeg har forsøgt at komme i tanke om, hvornår jeg sidst blev overbevist af noget nogen sagde til mig og kan faktisk ikke huske det, så det er åbenbart ikke noget, der sker så tit. Kan det virkelig passe at overbevisning faktisk ikke forekommer ret tit i hverdagen? Betyder det, at hverdagsretorikken sjældent er effektiv, eller er der simpelthen ikke så meget af den, som vi (jeg) går rundt og tror? Og er der nogen, der har gode eksempler på, hvordan de selv blev overbevist/overbeviste nogen?