Tandlægen havde sit apparatur solidt plantet i munden på mig og blev ved med at puste-prikke, puste-prikke på bagsiden af min venstre hjørnetand i overmunden, så jeg vidste egentlig godt, hvad der var i vente. “Du har et hul her,” sagde hun og gav tanden et sidste emfatisk prik. “Nå,” sagde jeg slukøret (og med sug i mundvigen). “Det er kommet, fordi du ikke bruger tandtråd,” erklærede hun autoritativt. “Ja,” sagde jeg brødebetynget. “Når du ikke gør det, er det som at vaske halvdelen af håret,” trumfede hun. “Jeg vil aldrig glemme det igen,” lovede jeg.

Og jeg mener det – sgu! Fra nu af skal tænderne renses helt, hver gang. Indrømmet, alle forhold i tandlægens retoriske situation havde lagt sig sådan til rette, at hun kunne overbevise mig lige så let som at prikke mig i tandkødet: hun havde mig i stolen med sug i munden og nykonstateret hul i tanden; ikke ligefrem en situation der kalder på indvendinger og gendrivelser. Og indrømmet, det er lidt svært at forestille sig, hvordan man i praksis skulle kunne nøjes med at vaske halvdelen af håret. Alligevel finder jeg sammenligningen aldeles overbevisende; den giver både stemme til de situationelle forhold (udtrykker i ord, hvor sagen bærer hen) og skaber det ekstra ‘adr’, der muliggør rykket fra intention til handling (må dog indskyde, at det skete i morges, og selvom jeg allerede har brugt tandtråd her til aften, er det jo ikke en garanti for den langsigtede effekt).

Tandlægens sammenligning er et eksempel på hverdagsretorik af bedste skuffe; jeg har forsøgt at komme i tanke om, hvornår jeg sidst blev overbevist af noget nogen sagde til mig og kan faktisk ikke huske det, så det er åbenbart ikke noget, der sker så tit. Kan det virkelig passe at overbevisning faktisk ikke forekommer ret tit i hverdagen? Betyder det, at hverdagsretorikken sjældent er effektiv, eller er der simpelthen ikke så meget af den, som vi (jeg) går rundt og tror? Og er der nogen, der har gode eksempler på, hvordan de selv blev overbevist/overbeviste nogen?