Stop the Violence

Se denne fantastiske billedserie af Francois Robert. Serien er årets vinder i International Photography Awards i kategorien Fine Art: Still Life Pro.

Smuk smuk billedretorik.

Obama taler i Kongressen og NYT forkæler retorikerne

New York Times online har en fantastisk feature for retorikere og andre tale-freaks. Se Obamas tale til kongressen om reform af det amerikanske sundhedsvæsen, holdt i går, d. 9. september 2009. Talen ligger som videoklip i sin fulde længde, og transskriptionen kører løbende ved siden af, inddelt i afsnit med tidsmarkeringer. Foroven kører en tidslinje over talens indholdselementer. Et faneblad ved transskriptionen med titlen Check Points rummer en kortfattet politisk analyse af talens temaer af en NYT-kommentator, herunder muligheden for at klikke direkte hen til det relevante sted i videooptagelsen, ligesom en søgefunktion gør det muligt at søge på ord og vendinger brugt i talen og klikke hen til videooptagelsen. Nice.

Et referat af talen og dens baggrund ligger her; og debatten kører fx her. Og så kan man jo selv more sig ved at lede efter redaktionelt stof om ’skandalen’ med republikaneren Joe Wilson der råbte “You lie” midt i Obamas tale.

 

Og så må jeg bare sige at selv om jeg ikke har en fetisch for taler (lidt underligt når man er retoriker, men altså, det er bare ikke lige mig), så kan jeg anbefale den her! Det er virkelig et smukt stykke arbejde. Derudover er det rasende interessant at følge dækningen omkring den foreslåede sundhedsreform, for hvis man går og tror at amerikansk og europæisk mentalitet er lidt det samme, bare med et par finjusteringer, er det her et område hvor forskellene i vores grundlæggende værdier og samfundsopfattelser træder skarpt frem. At et offentligt sundhedsvæsen skulle være socialistisk, ja, nærmest betonkommunistisk, er oprivende tanke for en dansk skabssocialdemokrat uanset partifarve. USA er virkelig et af de mest fremmedartede – og fantastiske – lande jeg nogensinde har rejst i. Den her debat er et vidunderligt eksempel.

Katrine foretager en kovending

Jeg kan næsten ikke få mig selv til at sige det, for jeg ved at jeg svigter en af mine medredaktører ved at forråde undergrundsbevægelsen Arge Modstandere af Facebook. Menallsså: Jeg er kommet på Facebook, hvilket om ikke andet beviser min super ucoolhed, for der er i hvert fald ikke noget tjekket over at oprette en Facebook-profil henimod slutningen af 2009. Nuvel. Jeg bor også på vestegnen og arbejder i en midtsjællandsk kommune.

 

Men. Hvordan er det så at gøre sin entré derinde? Når nu følelsen af selvfedhed og selvfølgelighed (“jeg er da på Facebook – er alle ikke det?”) ikke har været blandt motivationsfaktorerne, men derimod følelsen af at det jo faktisk KUNNE være en måde at tage sig lidt bedre af sine gode venner på midt i et travlt liv hvor det sjældent bliver til mange kaffevisitter og rødvinsaftener, men hver dag til et par timer foran skærmen. Hvordan føles Facebook så? For mig? Det skal jeg sige jer:

 

• En kakofoni af stemmer. Helt uden iboende logik hvis ikke man overgiver sig til de sociale netværks tilfældigheder. Det er som en gigantisk fest med mange værter og et deraf følgende helt skørt rendsammen af gæstter, sådan en af de fester hvor man kun kan holde ud at være der hvis man drikker et glas champagne for meget og kaster sig ud i den fælles pludren. Det er en betingelse for deltagelse at man accepterer hver besked og kommentar på dens egne præmisser. Sjovt billede, hård dag med den fire-årige, spændende invitation til debat, lækker opskrift, sagde han virkelig det? Og ligesom til den store fest er snakken øredøvende, energigivende, afsindig trættende og potentielt overfladisk og helt uforpligtende. Man kan gå til og fra, være til stede for alvor eller uden at investere en skid.
• En skrivecentral. Kortformens legeplads. Dogmeteksten over dem alle: Statusopdateringen der altid begynder med mit eget navn ud fra præmissen at hvad individet har at sige per definition er læseværdigt og både kan og bør deles med andre. Det er ikke en præmis jeg holder særligt meget af, men som skrivemenneske er jeg stærkt fascineret af den flydende overgang mellem det mundtlige og det skriftlige som Facebook i den grad perfektionerer. Small talk bliver til small writing. Vi udtrykker vores liv på skrift, legende og uforpligtende. Selviscenesættende, men honey, hvem er ikke det nu om dage? Vi skriver, det skal jeg love for.
• Det lille liv får lov at være noget i sig selv. I statusopdateringerne fra vennerne og de medfølgende kommentarer, der alle havner på min ‘væg’ kan jeg nærmest høre den der lette lyd af taster der klikker afsted, klikkelikkelik, ikkenogetstortikkenogetsmåthvordangårdetheldoglykkestakkelsdigjadeteretfedtnummergudvarduogsåtildenkoncertherskinnersolen. Det er uendelig småt og bliver herigennem af og til uendelig stort, med en allusion til Brandes’ analyse af Shakespeares sans for den konkrete detalje. Nu er Facebook så langt fra Shakespeare som vi kommer. Men i den fuldstændig overvældende mængde af tekst dukker af og til guldkorn op der får gåsehuden frem. Her er masser af skriveproces. Det er fint.
• Folk folk folk overalt. Er du først inde, kan du ikke længere gemme dig. Første rykind af venner er indlysende – de nærmeste, mest velkendte, privat og professionelt. Andet rykind er fuldstændig arbitrært og handler lige så meget om hvem der får øje på dig, som om hvem du selv leder efter. Det føles som om at Netværket, ikke defineret af dig selv, overtager styringen. Jeg forventer at tredje rykind bliver det spændende, der hvor jeg kommer langt ud i krogene, får fat i dem der vækker minder, provokerer mig, minder mig om hvem jeg også er. Eller også bliver det bare ligegyldigt. Vi får se.
• En stor åben plads. Den intime hygge med de bedste venner er skam hyggelig. Men den er sandelig ikke intim. Jeg ved ikke hvad det betyder endnu, kan bare konstatere.

Regn med en statusopdatering fra mig. På et tidspunkt.