“Not to startle you, but I am becoming a woman economist”

What’s in a name, spurgte katrine på et tidspunkt, og sjust nævnte økonom og retorisk kritiker m.m. McCloskey, for hvem det i hvert fald har været en vild udfordring i moden alder at ændre sit fornavn fra Donald til Deidre.

Min overskrift er hentet fra det indlæg i Western Journal of Economy, hvor forhenværende Donald McCloskey – under den fantastiske overskrift “Some News That at Least Won’t Bore You” – orienterede sine kolleger om sin beslutning om at skifte både navn og køn.

I en analyse af McCloskeys memoirer påpeger Dana Anderson, hvordan McCloskey fremstiller dette skift som enkelt – trods den umådelige masse af besvær, det medfører. Enkelt, fordi det grundlæggende handler om identitet og hverken om etos, persona eller handlekraft, signalværdier, deliberative idealer eller positionering. Dana Anderson skriver om det under overskriften ”Identity Beyond Agency.”

I sin bog beskriver McCloskey alle andre beslutninger i sit liv og sin dagligdag som præget af netop rationelle overvejelser, altid underlagt økonomens og retorikerens synsvinkel. Men denne tilgang stopper dér, hvor hun bliver klar over, at hun er og skal være kvinde. Det skildres som en åbenbaring, en afklarende indsigt, og IKKE nogen afvejning af, om det i hendes givne professionelle og personlige situation mon er mest hensigtsmæssigt at være

a) som hidtil: maskulin og hårdkogt økonom, ægtemand og familiefar, der går i kvindetøj i det skjulte, eller

b) som nu: fuldtids- og fuldt opereret transseksuel på vej mod de 60, fraskilt, statustaber i næsten enhver henseende, men altså alligevel entydigt en vinder i forhold til sin egen identitetsfølelse.

Analysen giver et godt eksempel på en kerneidentitets-retorik, hvor skribenten simpelthen argumenterer eller  snarere undlader at argumentere ved at henvise til, ja, en selvfølge, en åbenbaring, en afgørende rigtig mavefornemmelse.

Det er sjældent holdbart, konstruktivt eller overbevisende at ophæve en sag til at ligge hinsides diskussion og argumentation. Men det er det alligevel her, fordi undtagelsen bekræfter McCloskeys egen gyldne regel, som hun under sit besøg på Copenhagen Business School sidste år gentog på det indstændigste, nemlig at der her i verden kun findes den sandhed at stå fast på, som vi finder frem til i fællesskab:

”It’s rhetoric, rhetoric, rhetoric, all the way down!”

sagde hun - med reference til skildpadden, der står ovenpå en anden skildpadde, som står ovenpå en anden skildpadde, som, ja, faktisk er det skildpadder hele vejen ned. I McCloskeys version af fortællingen var dog skildpadderne blevet til indiske elefanter.

Skyum, Leff, King og Lynggaard i forfeltet

Det var Erhvervsdansk i udpræget 1980′er-design: hvidt omslag med turkisblå vandfarveagtige penselstrøg i skrå, ujævne striber på tværs, forfattet af Henrik Galberg-Jacobsen og nyligt afdøde professor i journalistisk sprog Peder Skyum-Aagaard (tidligere -Nielsen), der var grundbogen i Sprogbeskrivelse, da jeg på retorikstudiet i 1993 lærte, hvad et forfelt er:

Det er den del af en sætning – eller af et Erhvervsdansk sætningsskema, der rummer alt, hvad der kommer før det finitte verballed. Talesprog har typisk korte forfelter, og i skriftligt kancellisprog kan de være helt umuligt lange.

Og så var det nyligt afdøde professor i retorik Michael Leff, der i en gæsteforelæsning i 2003 lærte mig, hvordan meget lange forfelter også kan bruges persuasivt til på én gang at anerkende ophobet vrede og demonstrere forbilledlig selvbeherskelse i en politisk højspændt situation. Således Martin Luther King i sit “Letter from Birmingham Jail” fra 1963 – det relevante rekordlange forfelt er fremhævet med fed:

We have waited for more than 340 years for our constitutional and God given rights. The nations of Asia and Africa are moving with jetlike speed toward gaining political independence, but we still creep at horse and buggy pace toward gaining a cup of coffee at a lunch counter. Perhaps it is easy for those who have never felt the stinging darts of segregation to say, “Wait.” But when you have seen vicious mobs lynch your mothers and fathers at will and drown your sisters and brothers at whim; when you have seen hate filled policemen curse, kick and even kill your black brothers and sisters; when you see the vast majority of your twenty million Negro brothers smothering in an airtight cage of poverty in the midst of an affluent society; when you suddenly find your tongue twisted and your speech stammering as you seek to explain to your six year old daughter why she can’t go to the public amusement park that has just been advertised on television, and see tears welling up in her eyes when she is told that Funtown is closed to colored children, and see ominous clouds of inferiority beginning to form in her little mental sky, and see her beginning to distort her personality by developing an unconscious bitterness toward white people; when you have to concoct an answer for a five year old son who is asking: “Daddy, why do white people treat colored people so mean?”; when you take a cross county drive and find it necessary to sleep night after night in the uncomfortable corners of your automobile because no motel will accept you; when you are humiliated day in and day out by nagging signs reading “white” and “colored”; when your first name becomes “nigger,” your middle name becomes “boy” (however old you are) and your last name becomes “John,” and your wife and mother are never given the respected title “Mrs.”; when you are harried by day and haunted by night by the fact that you are a Negro, living constantly at tiptoe stance, never quite knowing what to expect next, and are plagued with inner fears and outer resentments; when you are forever fighting a degenerating sense of “nobodiness”–then you will understand why we find it difficult to wait.

Og det var et tilfældigt gensyn i dag med Klaus Lynggaards anmeldelse af den fordanskede musical Mamma Mia! fra sidste weekends udgave af Information, der fik mig til at mindes både Skyum og Leff og King og det tunge forfelts funktioner:

[D]a musicalen gæsteopførtes af et britisk turnéensemble i Forum i foråret 2007 sad vi skam bænket sammesteds og overgav os til den indiskutable professionalisme, som der i den forbindelse lagdes for dagen. Alt fungerede upåklageligt – musik, sang, dans og ikke mindst replikker sad lige i skabet. Så gled den tyndbenede handling ligesom nemmere ned, og man nød blot at slå hjernen fra og lod sig underholde på de givne betingelser. Så længe snoreværket ikke kan ses…

Men når dialogen som i Tivolis opsætning afleveres med en pep, man skal tilbage til de oprindelige Far til fire-film for at finde, når replikkerne som tommelfingerregel råbes i stedet for at fremsiges – og derefter falder til jorden som skamskudte elefanter, når de medvirkende – med Nicoline Siff Møller og Kristine Yde Eriksen (den tøs kan virkelig synge; synd hun ikke har begreb skabt om skuespil) som klædelige undtagelser – knap magter sangenes ofte intrikate melodilinjer, når skuespillet konsekvent emmer af ubehjælpsom amatørisme, når hektisk aktivitet forveksles med dynamik, når danseensemblet ter sig som den lokale gymnastikforening på amfetamin og den musikalske backing lyder som blev den leveret af Vikingarna på en off day, ja så kan det nok være man synker langt, langt ned i sit sæde og tænker på, hvordan der mon er i Hanstholm på denne årstid.