What’s in a name, spurgte katrine på et tidspunkt, og sjust nævnte økonom og retorisk kritiker m.m. McCloskey, for hvem det i hvert fald har været en vild udfordring i moden alder at ændre sit fornavn fra Donald til Deidre.

Min overskrift er hentet fra det indlæg i Western Journal of Economy, hvor forhenværende Donald McCloskey – under den fantastiske overskrift “Some News That at Least Won’t Bore You” – orienterede sine kolleger om sin beslutning om at skifte både navn og køn.

I en analyse af McCloskeys memoirer påpeger Dana Anderson, hvordan McCloskey fremstiller dette skift som enkelt – trods den umådelige masse af besvær, det medfører. Enkelt, fordi det grundlæggende handler om identitet og hverken om etos, persona eller handlekraft, signalværdier, deliberative idealer eller positionering. Dana Anderson skriver om det under overskriften ”Identity Beyond Agency.”

I sin bog beskriver McCloskey alle andre beslutninger i sit liv og sin dagligdag som præget af netop rationelle overvejelser, altid underlagt økonomens og retorikerens synsvinkel. Men denne tilgang stopper dér, hvor hun bliver klar over, at hun er og skal være kvinde. Det skildres som en åbenbaring, en afklarende indsigt, og IKKE nogen afvejning af, om det i hendes givne professionelle og personlige situation mon er mest hensigtsmæssigt at være

a) som hidtil: maskulin og hårdkogt økonom, ægtemand og familiefar, der går i kvindetøj i det skjulte, eller

b) som nu: fuldtids- og fuldt opereret transseksuel på vej mod de 60, fraskilt, statustaber i næsten enhver henseende, men altså alligevel entydigt en vinder i forhold til sin egen identitetsfølelse.

Analysen giver et godt eksempel på en kerneidentitets-retorik, hvor skribenten simpelthen argumenterer eller  snarere undlader at argumentere ved at henvise til, ja, en selvfølge, en åbenbaring, en afgørende rigtig mavefornemmelse.

Det er sjældent holdbart, konstruktivt eller overbevisende at ophæve en sag til at ligge hinsides diskussion og argumentation. Men det er det alligevel her, fordi undtagelsen bekræfter McCloskeys egen gyldne regel, som hun under sit besøg på Copenhagen Business School sidste år gentog på det indstændigste, nemlig at der her i verden kun findes den sandhed at stå fast på, som vi finder frem til i fællesskab:

”It’s rhetoric, rhetoric, rhetoric, all the way down!”

sagde hun - med reference til skildpadden, der står ovenpå en anden skildpadde, som står ovenpå en anden skildpadde, som, ja, faktisk er det skildpadder hele vejen ned. I McCloskeys version af fortællingen var dog skildpadderne blevet til indiske elefanter.