Han alluderer til Duran Duran – hvad er han ude på?

Nadja har engang i artiklen Smagen af modermælk og modersmål rendyrket allusionen som stiltræk en hel artikel igennem; teksten er således tætpakket med referencer til den danske sangskat, der skal vække og pirre – hos læsere in the know – den nationalfølelse, som netop er emnet for hendes artikel.

En britisk politibetjent har ifølge Information i dag åbenbart lavet en lignende stiløvelse i et vidneudsagn: Han har alluderet til den ene popsang efter den anden – men ingen vil gøre sig sig kloge på den retoriske funktion. Det ligner lidt en selskabsleg, en udfordring fra kammerater a la “du får 500 kr, hvis du kan få indflettet ordene ‘høtyv’, ‘elg’ og ‘råkostmaskine’ i din translokationstale”, men betjentens intention er simpelthen dunkel: er han useriøs? kynisk? eller er han aktivist? (troper han?!) Og kan hans vidneudsagn overhovedet gælde for alvor, når han gør sådan noget?! Foreløbig er han i al fald suspenderet fra tjenesten.

“Verbing weirds language”

Retorikprofessor Robert Ivie holdt i går, den 2. november 2010, en forelæsning om “Militarism, Democracy, and Barack Obama’s Rhetoric of Partnership” på Københavns Universitet. I sin tankevækkende forelæsning anvendte professor Ivie verbet “at trope” for den handling, det er at bruge sproget til at dreje eller sno den dominerende offentlige kultur i nye retninger.

Det fik mig til at tænke på en af mine yndlingsstriber med Steen og Stoffer:

Steens pointe rammer både Ivie’s innovative “verbing” af navneordet trope, og den aktivitet som “at trope” betegner. Det er ved at gøre sproget mærkeligt, forskelligt fra vores forudindtagede positioner at forandringen bliver mulig.

Stoffers pointe om, at det kan gøre sproget ufortsåeligt, er Ivie opmærksom på. I sin forelæsning understregede han, at det nye skal være velkendt, at forandring må tage udgangspunkt i publikums øjeblikkelige position. Ivies hovedeksempel var, hvordan Barack Obama anvender metaforen “partnerskab” om USA’s udenrigspolitik – her er potentielt tale om et radikalt brud med den eksisterende militaristiske politik – og politiske kultur. Obama gør imidlertid metaforen forståelig ved at sætte den ind i en kontekst af alment accepterede antagelser (koinoi topoi) som fx “mennesker er ikke fejlfrie”, “to kan løfte mere end en”, “hvis noget er en fordel, hvorfor så afvise det” og mere i den dur. Dermed gør Obama ideen om partnerskab mere genkendelig – og mindre radikal – samtidig med at potentialet for forandring bevares.

Og at der er behov for forandring blev mere end tydeligt, da Ivie til sidst i forelæsningen viste et par videoclip til illustration af i hvor høj grad militarismen gennemsyrer den amerikanske (populær)kultur. Tænk at George W. Bush faktisk findes som action figur – som G. I. George: