Gæt et dagblad

Det er overmodigt at lave en quiz på en stille og hemmelig blog som vores og så i sommerferien, men nu prøver jeg alligevel. Hvilket dagblad skrev i mandags følgende: 

Prinsesse Marie var iført en elegant, grå blondekjole, der afslørede, at hun allerede har genvundet sin figur efter fødslen. Den lille prins i lang, hvid dåbskjole og tilhørende kyse lå vågen på sin mors arm og fulgte lidt betuttet, men uden at kny, pressefotografernes kamp om at få den lille familie fra den helt rigtige vinkel.

Stilen forekommer mig faktisk skæv for dagblade som sådan, men også for tidsalderen. At blondekjolen “afslører” prinsessens nydelige figur, synes næsten at stå i godmodigt eufemistiske anførselstegn. Den omsorgsfulde tone omkring “den lille familie” og ”den lille prins” og det gemytligt gammeldags ordvalg “lidt betuttet, men uden at kny” har samme nærmest 1950′eragtige, konverserende tone.

Et spor i sagen. Udgiverne formulerer faktisk følgende som del af medievirksomhedens officielle vision:

Vores arbejde bygger på en indgående forståelse af og medleven i dagliglivet i Danmark samt bevidstheden om den danske historie og tradition, som kommer af virksomhedens lange historie.

“Obama mente det altså ikke på DEN måde”

Det er nok lidt let at sige, at Obama markerer en behørig, professionel distance til sin egen retorik og dermed både engagerer sit retoriske publikum og sætter dem fri. Fx finder amerikanske studerende anledning til at kigge ned i lommen på Obama og belære ‘Ashton and his celebrity pals’ om kollektiv handlekraft og aktivt medborgerskab (‘nej, nej, det er faktisk ikke meningen, at man ligefrem skal underkaste sig præsidenten’):

(film fundet via Verden fra min altan)

I lommen på Obama – hvad kan I se?

Som forberedelse til et sommerseminar om retorisk kritik har jeg lige genset Obamas valgkamptale ”A More Perfect Union” fra Philadelphia i marts 2008, og milde M, hvor er det en gennemført opbyggelig tale. Det er her, han bl.a. taler om at ignorere distraktionerne i valgkampen med aktuel reference især til balladen om sin relation til Jeremiah Wright og dennes temmelig uforsvarlige prædikener, som Obama alligevel forsvarer og bearbejder ved at flytte problematikken til et højere niveau:

[Reverend Wright] contains within him the contradictions — the good and the bad — of the community that he has served diligently for so many years.

I can no more disown him than I can disown the black community. I can no more disown him than I can disown my white grandmother, a woman who helped raise me, a woman who sacrificed again and again for me, a woman who loves me as much as she loves anything in this world, but a woman who once confessed her fear of black men who passed her by on the street, and who on more than one occasion has uttered racial or ethnic stereotypes that made me cringe.

These people are part of me. And they are part of America, this country that I love.

[...] 

[W]e have a choice in this country. We can accept a politics that breeds division, and conflict, and cynicism. We can tackle race only as spectacle — as we did in the OJ trial — or in the wake of tragedy, as we did in the aftermath of Katrina — or as fodder for the nightly news. We can play Reverend Wright’s sermons on every channel, every day and talk about them from now until the election, and make the only question in this campaign whether or not the American people think that I somehow believe or sympathize with his most offensive words. We can pounce on some gaffe by a Hillary supporter as evidence that she’s playing the race card, or we can speculate on whether white men will all flock to John McCain in the general election regardless of his policies.

We can do that.

But if we do, I can tell you that in the next election, we’ll be talking about some other distraction. And then another one. And then another one. And nothing will change.

That is one option. Or, at this moment, in this election, we can come together and say, “Not this time.”

Jeg så talen på YouTube, hvor et umådelig tillokkende klip fra The Simpsons hele vejen igennem stod og glimtede nede i hjørnet: ”Homer Simpson trying to vote for Obama”. Dvs. gennem hele 37 minutters politisk tale stod Homer og lovede 1,21 sekunders comic relief og distraktion, men som jeg faktisk ikke tog mig/fik mig. Not this time. Eller altså jo, jo, selvfølgelig, men ikke før til allersidst, hvor den helt automatisk blev afspillet som næste videobid.

Det mest distraherende ved at se talen på YouTube var faktisk tidslinjen, der tikkede af sted mod højre, og som i det sidste minut skabte lidt bekymring over, hvordan mon kandidaten ville nå at få bundet sløjfe på sin sidste anekdote i løbet af de sidste 40 sekunder (en ubegrundet frygt af flere indlysende grunde).

Talen overskrider med andre ord klart sin aktuelle retoriske situation og overlever i YouTube-konteksten nu her 15 måneder senere, hvor den fortsat kan inspirere sit retoriske publikum til at blive saglige og modige borgere (ikke sky, fx, over for at italesætte racistiske spændinger) i deres egen hverdag. Tilhørerne bliver hver især tilbudt at overtage den indstilling, Obama udviser over for mennesker som Wright og sin bedstemor, som han ikke opgiver dialogen med eller slår hånden af for at holde sig inden for sit eget trygge diskursfællesskab.

Det er da forbilledligt – og det er det, jeg vil frem til:

Som forberedelse til det omtalte seminar er vi blevet bedt om at skrive et foreløbigt bud på en retorisk kritik af talen. Og der er masser at tage fat på, men det bliver uvægerligt, ja, fejrende. Helt umiddelbart lægger talen op til en beundrende kritik la John Murphys ”To Form a More Perfect Union: Bill Clinton and the Art of Deliberation” fra 2005, hvor Murphy begejstret konkluderer, at Clintons tale anviser ”one path toward a more vibrant political culture” ved at tilbyde – by rhetorically crafting-and-enacting - kollektiv handlekraft. Og et hovedargument hos Murphy for at analysere og fremhæve Clintons tale er, at egentlig deliberativ retorik, der forsøger at anvise muligheden for at træffe aktive valg, er blevet et særsyn.

Det er helt klart fint at fejre og især, selvfølgelig, at demonstrere, hvori det prisværdige så består. Men denne ’rhetorical crafting of collective agency’ er jo unægtelig blevet mindre af et særsyn med Obama. Som Murphy har det med Clintons tale, vil de fleste kritikere umiddelbart have det med Obamas: Identifikationen med retorikopfattelsen i hans tale(r) er så stærk, at det hurtigt føles enten banalt og/eller suspekt at udtrykke dens værdier og ideer i en analyse.

Obama synes uhyre bevidst om sine muligheder og begrænsninger som taler og præsident; han konstituerer et fællesskab og lader sig konstituere af fællesskabet; han vil noget med sin retorik, men lægger aldrig op til at ville ordne det hele selv; han åbner feltet og overlader det også til andre mennesker og andre kræfter at skabe noget (lignende).

Med Obama synes hele den klassisk retoriske tradition at slå igennem i kritik, hvor man hylder taleren som selvbevidst, ansvarsbevidst strateg, der dog forholder sig ydmygt situationsbevidst og ved, at han er i sociale kræfters vold og ikke hverken bør eller kan handle alene. Og jeg spørger: Er der ikke noget, vi ikke rigtig hører her nede fra hans lomme? Hvor synes Obama at udtrykke mere, end han ved – altså uden at det alligevel synes at være gjort med elegant overlæg? Det behøver ikke at være noget skidt, men bare noget uventet.

Hatwoman

Engang var retorik på Københavns Universitet et hattedamefag, har jeg hørt, men frasen fik pludselig liv og perspektiv i dag, da jeg læste Gerda Gilboes nekrolog. Efter den åbenbart uomgængelige historie om hendes  uventede, stormende gennembrud i 1959 som Eliza med En snegl på vej’n er tegn på regn, I ved nok, stod der pludselig, at Gerda Gilboe blev exam.art. i retorik i 1970′erne og siden retoriklærer på Blaagaards Seminarium og på Cafe Teatrets dramaskole. Gid de ville fortælle noget mere. Gid de havde indspillet en hattedamefilm på Afd. for retorik a.k.a. Laboratoriet for Metrik og Foredragslære.

Husk at præcisere hvem du egentlig tror du er

God ide at have dækning af debatmøder på en fast plads i avisen. Rigtig god ide at lave informative, stemningsmættede reportager derfra. Dejligt for i hvert fald udvalgte deltagere at blive citeret og få luftet deres ideer og holdninger i et landsdækkende dagblad.

Men dækning af den slags er en svær kunst. Der synes nemlig at være noget komisk ved folk uden en etableret offentlig talerposition, der ikke desto mindre lufter deres holdninger offentligt, (ligesom der fx også kan være det ved nn læserbrevskribent fra nn vej i nn provinsby). Og denne komiske dimension ved ukendte tilstedeværende, der tager ordet, er fristende for en journalist med veletableret retorisk handlekraft at fremhæve.

Det er Kasper Ly Netterstrøm, der på bagsiden af Politikens Debatsektion i dag dækker et debatmøde hos Internationale Socialister, hvor der er sat fokus på, “hvordan man som socialist forholder sig til skyderierne på Nørrebro.” Aftenens oplægholder Charlie Lywood synes at få fint loyal dækning af sit oplæg, hvor han bl.a. fremhæver uddannelse som “den stærkeste faktor for, om folk bliver kriminelle”; taler om at “ændre den sprogbrug, som fastholder diskriminationen af invandrere” og lufter tanken om at “eksperimentere med demokratiske valg af betjente for at sikre lokalforankring.” Lywood præsenteres indledningsvis ved navn og titel: kriminolog og SSP-konsulent.

Da Lywood sætter sig, begynder den lettere underholdning, hvor spørgsmål fra salen bliver gengivet. Det bliver de også og i flere tilfælde ved direkte citat, men det bliver i mine øjne fatalt, at spørgerne ikke selv sørger for at præsentere sig ved navn og/eller som fx lokal beboer, aktivist, politiker, studerende, sygeplejerske, et eller andet.

For i stedet bliver det til: 

“En mand med hestehale og piercing i læben spørger…” / “En fyr med grønne briller og nasal stemmeføring vil vide…” / “En lyshåret pige i sort netundertrøje er chokeret…”

Faktisk var det det med den “nasale stemmeføring”, der fik mig op på mærkerne. Hvad tjener den detalje - i tilfældig kombination med ”grønne briller” - til at markere andet end journalistens mildt ironiske distance, som læseren antages at dele, og som tager brodden af den ytring, der citeres?

Det er vigtigt at præsentere sig! Dels for at hævde den autoritet, man har som medborger, og som er langt mere værd end rollen som en-eller-anden tilfældig type med aparte briller, dels for også at afgrænse den autoritet og afværge evt. ironisk hovedrysten ved at understrege, at nej, jeg tror faktisk ikke jeg er statsminister! bare fordi jeg tager ordet og deltager i en offentlig debat.

Vores avis er en miljøkatastrofe, arj hvad… ;-D

Hvad synes I om Politikens kampagne for den nye, tykkere søndagsavis? Avisen bliver “katastrofalt stor”, hedder det, med ordspil på katastrofalt, jf. ledsagende illustration, der viser et skamhugget skovområde. Altså: vores avis bliver fra nu af mindre miljøvenlig, fordi der går mere papir til produktionen.

Det er en overdrivelse og en gendrivelse af eventuelle indvendinger imod udvidelsen, men er den specielt sjov eller tankevækkende? Hvorfor fremhæve dette mulige kritikpunkt så voldsomt, hvis man ikke kan gendrive det med andet end en karikatur?

Hvis Politiken faktisk vil negligere miljøhensynet og trække på skuldrene efter devisen: ”Vi er uforbederlige, vi vil have lov at lave vores tykke (hygge)søndagsavis, så det bliver ikke lige os, der viser omsorg for klimaet i denne runde…”, så har de efter min mening overtaget en irriterende Nynneagtig etos, der lyder, at jeg måske ikke helt har magt over mine uvaner, men jeg er heldigvis charmerende imens…

Og hvis Politiken snarere faktisk gerne vil have miljøbevidste læsere, der reflekterer over deres papirforbrug, skal Politiken vel gå foran og ikke eksplicit bagved – ?

M/u hilsen

Hvorfor skriver man / som markeret sluthilsen i en besked? Altså: hvad signalerer det, når man sætter en skråstreg foran sit navn i stedet for hilsen, mvh, kh? Hvis man ikke vil hilse, hvorfor så tage skråstregen med og ikke bare skrive sit navn uden hilsen? Hvor kommer den fra?

/christine

“5 minutter med de kendte” – hvor fedt er det?

Jeg lærte to nye udtryk på boligmarkedsretorikkonferencen på CBS i tirsdags: credit crunch og cultural cringe. Det var Deirdre McCloskey, der talte om (og i øvrigt fordømte) cultural cringe, da hun fortalte en anekdote om en mand, der havde indledt en samtale med at sige: ”I am just a banker, but…”

Der er altså tale om en excusatio a la Nu er jeg jo ingen taler… Blot er den ophævet til at gælde ikke bare ens retoriske begavelse, men selve ens professionelle og/eller personlige profil.

Cultural cringe er, så vidt jeg forstår, et mindreværdskompleks, der kommer til udtryk, når man koket eller reelt påpeger sin egen relative mangelfuldhed ved selve det at være fx provinsbo, ikke-akademiker, sælger, younameit.

Og siden tirsdag har jeg lagt mærke til cringing i alle mulige sammenhænge. Senest i UgeAvisen Odense, hvor den faste side ”5 minutter med de kendte” springer i øjnene med en titel, der synes at sige: Vi-ved-det-godt!-I-er-kendte-og-vi-er-snarere-lidt-snollede. Både den kendte og læserne forsikres om, at journalisten kender sin plads i provinsen og kun ulejliger interviewpersonen for en kort bemærkning. Andet ville være upassende.

Umiddelbart syntes jeg, at denne ‘5 minutter’-titel var et hårrejsende eksempel på ufrugtbar provinsiel ydmyghed, som man – ikke mindst som journalist! – burde sætte sig ud over.

Men – nu kommer jeg jo selv fra Odense og har engang været med til at lave en voxpop-artikel til et stolt gymnasieblad, HIP, hvor vi spurgte de lokale lærere: ”Har du nogensinde mødt en kendt?”

Bemærk det der med ”nogensinde”, som ville have været en utænkelig formulering i en bare lidt større by. Men i Odense var det kulturelt og statistisk set velplaceret, hvilket viste sig ved, at alle adspurgte faktisk havde ét klart svar parat. Ingen havde en vifte af episoder at vælge imellem, men typisk simpelthen én, de meget gerne fortalte om:

’Ja! Jeg har engang mødt Allan Simonsen på herretoilettet på Storebæltsfærgen.’

Nu overvejer jeg, om ikke UgeAvisens ”5 minutter med de kendte” faktisk kan være udtryk for en stolt og nøje afmålt interesse for de kendte: ‘Jo, vi er nysgerrige – men altså kun lidt! Det er meget skægt at tisse side om side på færgen eller sludre i 5 minutter, men vi vil faktisk helst være fri for at lære kendte folk at kende. De lever på andre og langt mere uigennemskuelige præmisser, end vi gør. De tilhører en anden sfære, og sådan kan vi faktisk bedst lide det…’ – ?

Hvad er 2009s svar på en “kioskbasker”?

I forbindelse med de markante og mere eller mindre indforståede update-kommentarer på Facebook, der markerede Inger Christensens død, skrev Nadja, at man før Facebook næppe ville have markeret sin personlige reaktion langt ud over det øjeblik, da det blev annonceret i Radioavisen: “…måske har man så lige kigget på dem, man var sammen med, da man hørte det og lige ymtet, at “det var da trist”.“

Bare det, at læserne lige ymter noget til hinanden – Årh nej, se her! eller Milde Moses! – kan ikke desto mindre være et succeskriterium blandt journalister, hvor man i amerikansk jargon taler om en såkaldt god historie som en Hey Martha!-historie, og dvs. en historie så interessant, at den får manden til at forstyrre sin kone: 

“Hey Martha! Du skal altså lige høre det her…”

I nogle versioner spytter han ligefrem sin kaffe ud, før han kalder på hende. I hvert fald er det historier, der vækker interesse og fremkalder en følelsesmæssig reaktion og måske tilmed en intellektuel erkendelse, som læseren får lyst til at dele med de omkringstående. En Hey-Martha behøver ikke nødvendigvis at være en breaking Stein Bagger-er-flygtet-historie, men kan også bare været en underholdende, identifikationsskabende historie - som her, hvor Rip Rense fortæller følgende om en redaktør:

He smiled—you could see it, even behind a bushy brown beard—and sent me to cover some big dumbass holiday parade downtown, a very boring kind of weekend assignment. He must have sensed my feeling underwhelmed.
          “This is a boring assignment, but gimme a ‘hey, Martha’ story,” he said.
          “A what?”
          “Something that makes a guy yell to his wife, ‘Hey, Martha! You should hear this!’”
          So I did. I wrote about every weird contrast, irony, flaw, and funny thing I could find. He loved it.

Et andet engelsksproget begreb, som jeg lige har lært, er ‘the watercooler moment’, altså den historie, vi selvfølgelig snakker om, når vi mødes ved kildevandskøleren i pauserne på arbejde. (Da jeg googlede begrebet fik jeg via en BBC-blog et direkte link til denne beskrivelse af 1980′ernes måske allerstørste watercooler moment - som desværre ikke udsprang af nogen journalistisk indsats.) Den slags synkroniserede udvekslings-øjeblikke er beslægtet med Nadjas beskrivelse af de synkrone Facebook-reaktioner på det svenske jordskælv, der nåede til Danmark for nylig, bortset fra at udvekslingen dér lyder endnu mere momentan, og at mange af reaktionerne på jordskælvet ikke primært var videreformidlet fra medierne, men selvoplevede.

I sin tid på TV2 brugte Per Mikael Jensen åbenbart (hvad der vistnok er Bob Woodwards) betegnelse holy shit-historier: “Den type historier, som erobrer nyhedsdagsordenen, og som folk husker”.

Og nu er det, at jeg fisker efter tidssvarende, medielandskabeligt opdaterede - og dansksprogede – begreber. Formentlig har vi brug for flere forskellige.

Hvad er egentlig kriterierne for en god og vigtig journalistisk historie målt på konkrete eftervirkninger i vores dagligdag. Rent faktisk? Og ideelt set?

For en “kioskbasker” lyder unægtelig lidt gammeldags - selv for os, der ikke bruger facebookupdatingfunktionen (endnu). 

Nogen forslag?

Før vi begynder, er der lige en hel masse ting, du selv er nødt til at sætte dig ind i…

Der er vist aldrig nogen, der har anbefalet talere at begynde med: baggrundsoplysningerne, sagsfremstillingen. Slet ikke i form af omdelt læsestof, de tilstedeværende gerne lige skal stryge igennem på egen hånd, før talen begynder. 

Det kan man til gengæld gerne gøre på (gamle) film, hvor publikum lige skal sættes ind i, hvor langt Napoelon er nået og hvorfor, når filmen lige om lidt går i gang for alvor. Og man gør det selvfølgelig også i Star Wars, som jeg har siddet og set de sidste par aftener. 

Gensynet med de legendariske skråtbagoverrullende introtekster, der driver bort imod en sprække i uendeligheden, imens de fortæller om Imperiet (osv.), gjorde det pludselig klart, hvorfor jeg ikke kunne lide filmene, da jeg var lille. Det var teksterne, der bremsede for indlevelsen. Film med rullende baggrundsoplysninger kunne vinde min storebror og resten af verdens velvilje, men ikke min. Teksterne er overhovedet ikke engang ret lange i Star Wars og vækker ikke ligefrem modvilje længere, men jeg skal stadig gøre mig lidt umage for at læse dem som oplysninger, der også er henvendt til mig. I sin tid var jeg i al fald tilbøjelig til at ignorere dem og lidt irriteret håbe på, at de faktisk var overflødige. Jeg ventede på den scene, der, ja, satte scenen, satte ansigt på Imperiet (osv.).

Og nu vi er ved det: Jeg har heller ikke lyst til at læse spillereglerne til Afrikas Stjerne igennem, før jeg går i gang med at spille det med mine børn, og slet ikke at spille spillet med øjnene nede i de nedskrevne instrukser hele tiden. Det er der ellers lagt op til på andre aftener inden længe. Hellere begynde midt i begivenhederne og så spille med nogen, der kender universet i forvejen og kan guide én igennem situation for situation, scene for scene (nogen frivillige?).

Detaljerne kan komme på plads undervejs, når ens interesse ER blevet fanget. Ikke sandt?