You are currently browsing sjust's articles.
På graffitivæggen ved Nørrebro Station kan man for tiden (billedet er taget onsdag den 26. august 2009 om morgenen) se dette kunstværk. Jeg synes, at det er helt vildt smukt, men hvad er mon meningen? Er værket en retorisk ytring, og virker det som sådan?
Knap havde jeg formuleret det kætterske spørgsmål, om alt egentlig er så gennemsyret af retorik, som vi går og tror, før det formeligt vælter frem med retoriske ytringer over alt omkring mig. Det går lige fra den helt lille privatsfære: “ej, skat, jeg tog altså også opvasken i går…” Tjae, og jeg gør det nok igen i morgen. Til de store politiske spørgsmål: “du kan roligt stemme på Sofie Carsten Nielsen; jeg kender hende, og hun er super flink.” Ok, måske ikke det mest saglige argument, men jo da meget rart at vide, at min sympatistemme går til en sympatisk person.
Europaparlamentsvalget kan der siges meget om, men emnet for denne post er faktisk det andet kryds, vi skal sætte på søndag, for hvor det første altså er placeret, så er jeg kommet alvorligt i tvivl om det andet. Jeg begyndte med nærmest per refleks at ville stemme ja, men jeg er i de seneste dage blevet mødt med argumenter, som får mig til at vakle. For et ja taler naturligvis ligestillingen mellem kønnene, men hvorfor er det lige, at den ændring skal vedtages nu og her? Ikke et sekund for tidligt, nuvel, men heller ikke lige op over. En (tendentiøs) forklaring er, at det skal den, fordi regeringen vil have tronfølgeloven af vejen og på den måde undgå, at en grundlovsændring kan kobles op på afstemning om tronfølgeloven (som den jo blev i 1953) og dermed også reelt slukke den ulmende debat om en grundlovsændring og altså forhindre, at den pludselig blusser op (eller i hvert fald at det er realtiske at komme igennem med den). Ok, argumentet er mere end en anelse konspirationsteoretisk, men er det ikke netop derfor, det er så tillokkende?
Det skal regeringen altså ikke slippe afsted med, tænkte jeg, da jeg først blev præsenteret for synspunktet, men så alligevel: er ikke sikringen af ligestilling mellem kønnene i arvefølgen vigtigere end at stoppe eventuelle skumle planer (og måske i tilgift få luft for lidt generel utilfredshed, lidt ligesom da hollænderne og franskmændene brugte afstemningen om forfatningstraktaten til at straffe deres regeringer)? Tjoe, men indlejret i det princip, vi nu stemmer om, er der en anden diskrimination: arvefølgen bliver knyttet tæt til den førstefødte i hver generation, og så snart han/hun får børn bliver hans/hendes yngre søskende sprunget over; kunne man ikke lige så godt argumentere for, at arvefølgen altid skulle følge et aldersprincip, så kronprinsens bror/søster kom før hans søn/datter (i det konkrete tilfælde ville det betyde at Joachim, Nicolai og Felix skulle komme før både Christian og Isabella)? Når der først er åbnet op for denne tankeleg, viser det sig hvilken kunstig konstruktion det hele er, og man kan ende med at spørge: hvorfor ikke afskaffe arvefølgen helt og holdent? Jeg siger ikke, at jeg faktisk synes, at vi skal ende der, men spørgsmålet er så vigtigt, at der bør være tid til at diskutere det. Hvis tronfølgeloven vedtages på søndag, sættes der også en prop i den debat. dels lukke diskussionen om mere gennemgribende ændringer af kongehuset, dels
Alt i alt hælder jeg altså mod at stemme blankt – ikke nej: jeg går jo ind for ligestilling, så det er ikke forslaget men selve afstemningen, der skal stemmes ned. Men jeg er stadig i tvivl; holder argumenterne for at stemme blankt til en nøjere granskning? Og er der nogle argumenter for at stemme ja, som jeg har overset/undervurderer jeg betydningen af ligestillingsargumentet?
Tandlægen havde sit apparatur solidt plantet i munden på mig og blev ved med at puste-prikke, puste-prikke på bagsiden af min venstre hjørnetand i overmunden, så jeg vidste egentlig godt, hvad der var i vente. “Du har et hul her,” sagde hun og gav tanden et sidste emfatisk prik. “Nå,” sagde jeg slukøret (og med sug i mundvigen). “Det er kommet, fordi du ikke bruger tandtråd,” erklærede hun autoritativt. “Ja,” sagde jeg brødebetynget. “Når du ikke gør det, er det som at vaske halvdelen af håret,” trumfede hun. “Jeg vil aldrig glemme det igen,” lovede jeg.
Og jeg mener det – sgu! Fra nu af skal tænderne renses helt, hver gang. Indrømmet, alle forhold i tandlægens retoriske situation havde lagt sig sådan til rette, at hun kunne overbevise mig lige så let som at prikke mig i tandkødet: hun havde mig i stolen med sug i munden og nykonstateret hul i tanden; ikke ligefrem en situation der kalder på indvendinger og gendrivelser. Og indrømmet, det er lidt svært at forestille sig, hvordan man i praksis skulle kunne nøjes med at vaske halvdelen af håret. Alligevel finder jeg sammenligningen aldeles overbevisende; den giver både stemme til de situationelle forhold (udtrykker i ord, hvor sagen bærer hen) og skaber det ekstra ‘adr’, der muliggør rykket fra intention til handling (må dog indskyde, at det skete i morges, og selvom jeg allerede har brugt tandtråd her til aften, er det jo ikke en garanti for den langsigtede effekt).
Tandlægens sammenligning er et eksempel på hverdagsretorik af bedste skuffe; jeg har forsøgt at komme i tanke om, hvornår jeg sidst blev overbevist af noget nogen sagde til mig og kan faktisk ikke huske det, så det er åbenbart ikke noget, der sker så tit. Kan det virkelig passe at overbevisning faktisk ikke forekommer ret tit i hverdagen? Betyder det, at hverdagsretorikken sjældent er effektiv, eller er der simpelthen ikke så meget af den, som vi (jeg) går rundt og tror? Og er der nogen, der har gode eksempler på, hvordan de selv blev overbevist/overbeviste nogen?
Jeg har en last, der om et lille øjeblik ikke er hemmelig længere: jeg ser Greys hvide verden (eng. Grey’s anatomy). Mandag efter mandag griber jeg om jumbothekoppen og tudekiksene og er klar til at græde snot over Merideth, Dr. McDreamy, Chief Webber og alle de andre karakterer, der fylder operationsstuerne på Seattle Grace Hospital.
Denne sæson kulminerede (heldigvis, nu kan jeg lave noget andet) i går med afslutningsafsnittet, hvor Meredith først forsøgte at tage livet af en dødsdømt fange, mens han var på hospitalet og senere brød sammen, da hun overværede fangens faktiske henrettelse, Izzie Stevens blev hjemsøgt af sin afdøde ekskæreste, som gentog “I am here for you” i det uendelige, indtil Izzie (endelig, endelig) fattede, at han var der efter hende, ikke for hende, Dr. Sloan brækkede sin penis (det vidste jeg så ikke var muligt), og en lille dreng i aller-allersidste øjeblik fik en lever- og tarmtransplantation, efter at både Dr. Bailey og Chief Webber på det groveste havde kompromitteret deres lægeed – for nu blot at nævne de følelsesmæssige højdepunkter i det rimeligt komplekse plot.
Syge børn og fortvivlede forældre, blod og blottede organer, lækre læger og villige in-turns, evige venskaber og benhård konkurrence - som det nok fremgår spiller Grey’s hvide verden på alle mulige følelsesmæssige strenge (eller pathosappeller). Jeg er pinligt berørt over, hvor godt det hele virker (på mig, i hvert fald), men også fagligt nysgerrig over, at det kan lade sig gøre. Hvordan kan pathosappellen være så grov og dog så effektiv?
Mens jeg skriver dette kører TV2 News i baggrunden – lige nu (lørdag den 4. april 2009 kl. 13:45) er tophistorien, at Anders Fogh Rasmussen alligevel ikke bliver udnævnt til Nato generalsekretær i dag. Hvor journalisterne i går var sikre på, at det bare var en formsag og allerede var begyndt at analysere Lars Løkke Rasmussens (skal man hedde Rasmussen for at blive statsminister i det her land?) kommende regeringsrokade , forlyder det nu, at beslutningen sagtens kan udskydes til udenrigsministrenes møde i juni.
Som bekendt var Fogh meget tøvende med at annoncere sit kandidatur, hvilket blev forklaret med, at det aldrig er den første kandidat, der bliver valgt. Beslutningen om, hvem der skal besætte den slags poster, er altid et kompromis, hvorfor det er vigtigt at melde sig på præcis det tidspunkt, hvor man kan blive kompromiskandidaten – det valg, der er spiseligt for alle, men som ingen heller er specielt glade for. Det ser ud til, at Fogh trods alt sit fodslæberi måske alligevel er kommet for tidligt. Godt nok har han stærk opbakning fra vigtige ledere som fx Tysklands Angela Merkel – det var måske det, der lokkede Fogh ud af busken; midt i al begejstringen glemte han og staben af rådgivere, at begejstring ikke nødvendigvis er en fordel i dette spil. Der er dog også decideret modstand mod ham fra – især og måske kun – Tyrkiet, som tyder på at Fogh netop ikke er kompromiskandidaten, men den næstsidste kandidat før den kedelige, intetsigende og harmløse figur, som ikke bringer nogens sind i kog, trækkes op af hatten (hvem er forresten generalsekretær nu?).
Måske er det et spørgsmål om timing; måske var det rette øjeblik (kairos som de gamle grækere sagde) til annonceringen af kandidaturet alligevel ikke inde endnu. Men er der noget Fogh og hans folk ellers plejer at være gode til, så er det udarbejdelsen og eksekveringen af den strategiske handlingsplan, og processen kørte da også perfekt ind til i går aftes. Så måske er problemet, at tyrkerne simpelthen ikke vil have ham. Vi kan håbe, at de bare vil se, hvordan Fogh klarer sig, og hvor mange gaver han har med, når han kommer på besøg i Tyrkiet i næste uge. Fogh er jo kendt som arkitekten bag EU’s store østudvidelse i 2004 (husk den triumferende konklusion fra topmødet i 2002: “Ladies and gentlemen, we have an agreement”); bliv ikke overrasket, hvis han pludselig bliver fortaler for endnu en udvidelsesrunde.
Men hvad nu hvis Tyrkiet ender med at nedlægge veto? Hænger vi så på ham? Hvis ikke Anders Fogh Rasmussen kommer ud af klappen nu, får han for alvor et problem. Med den åbne tilkendegivelse af sin interesse i en international stilling har han overskredet sin holdbarhedsdato som statsminister. Vi skal altså nok have en ny statsminister under alle omstændigheder (folketingsvalg nu, please! Nå, ikke – bangebuks); spørgsmålet er om den nuværende går ud af fordøren eller bagdøren.
Nej, denne post handler ikke om Hulk, men om en interessant artikel, jeg læste i WA’s idé-tillæg, som jeg ellers ikke bryder mig specielt meget om. Kort fortalt er hovedpointen, at det nu via sindrigt konstruerede hjernescanninger er bevist, at følelsen af misundelse behandles/opstår samme sted i hjernen som fysisk smerte, mens skadefryd er lig med aktivitet i hjernens nydelsescentre. Endvidere bekræfter forsøget Aristoteles’ pointe om, at vi misunder dem, der er tæt på os og ligner os selv, men ikke dem hvis bedrifter er helt uden for vores rækkevidde eller er meget langt fra vores eget felt: “pottemager mod pottemager.”
Aristoteles beskriver misundelsen i Retorikkens bog II, kapitel 10, og det er selvfølgelig et væsentligt første skridt mod den retoriske brug af misundelse at vide, hvad det er for en følelse og hvad der vækker den (altså at vi misunder vores ligemænd, når de har det vi ønsker os), men hvordan man mere præcist vækker misundelse og om man overhovedet bør gøre det, siger Aristoteles (typisk nok) ikke noget om. Skal man blot nævne en ligestillets bedrifter for at vække uhyret til live eller skal der mere til? Og er det en strategi, der ikke bare er effektiv men også anbefalelsesværdig, eller bør vi forsage misundelsen og al dens væsen?
I WA-artiklen påpeges det, at misundelse er “specialiseret kognitiv tilpasning.” Altså, den meget misundelige stræber mere efter at opnå det, som den der misundes har, og får dermed en evolutionsmæssig fordel. Misundelse er en stærk motivator, men også et tveægget sværd, for nok kan det være positivt selv at stræbe mere, men hvad med skadefryden, sværdets anden side? Det kan næppe i nogen henseende opfattes som positivt at udpensle andres fald, men det er umådeligt fristende og frydefuldt, og her kan vi tage den glimrende figur paralipsis/praeteritio til hjælp, sådan som Cicero så elegant gør det (“det er for langt tilbage i tiden til overhovedet at nævne at etc…” ).
Her er altså et eksempel på, hvordan man helt konkret kan slippe afsted med at vække skadefryd, men hvad med misundelsen, er der nogle figurer, der er særligt velegnede til at vække den på socialt acceptable måder? Og igen, den sande vir bonus dicendi peritus (Quintilians ideal om det gode menneske, der taler sandt) holder sig vel for god til den slags eller…?
Før Norah Vincent lod sig indlægge og skrev en dårlig bog om det, skrev hun fremragende om, hvordan det var at leve et år som mand. Deirdre McCloskey, vores keynote speaker på konferencen på tirsdag, har skrevet medrivende om at foretage den modsatte transformation, eller crossing, på permanent basis. I et af de mest interessant retoriske studier, jeg er stødt på, beskriver Robert Hariman ‘the courtly style’ som en ekstremt kropsliggjort retorik.
Alt i alt er der mange ytringer, der – i teori og praksis – forholder sig til kroppens – og kønnets – retorik, men hvor langt skal vi gå? Er det kun talen om kroppen, der er retorik? Er det også de fysiske handlinger? Eller er det kroppen i sig selv? De tre eksempler peger på, at kroppen i sig selv er/kan være retorisk, men vel kun når vi gør den til det? Krop og retorik hænger sammen lige som form og indhold eller…?
Vi trøster de studerende med, at det viser, at de faktisk går op i sagen, og får dem til at virke så dejligt ægte. Katrine værdsætter, at der er ridser i Obamas perfektionisme, og jeg er tilbøjelig til at give hende ret: “jeg-er-jo-kun-et-menneske”-personaen er unægteligt noget mere behagelig end alternativet.
Alligevel ville de fleste studerende gerne være deres nervøsitet for uden. Og Obama har garanteret gennemspillet edsaflæggelsen utallige gange post festum – og hver gang ærgret sig over det lille kiks. Der er altså et stykke vej fra råd som “elsk din nervøsitet” og “vend din nervøsitet til din styrke” til den faktiske realisering af disse råd. Sådan må det vel nødvendigvis være: er det ikke netop det uvillede, ukontrollerede ved nervøsiteten og dens manifestationer, som kan have en positiv indvirken på troværdigheden?
Obama og alle andre, der bliver nervøse i livets afgørende øjeblikke, må og vil altså fortsat ærgre sig over kiksene, og jeg kommer til at tænke på, om vi ikke siger ting som “det er godt at være nervøs” for netop at dæmpe nervøsiteten? Med andre ord: nervøsiteten kan nok anspore os til at gøre vores ypperste, men pointen er netop her at undgå kiks. Opstår de alligevel, hvad de uvægerligt gør, kan den sympati for talerens menneskelighed, som kiksene ofte afstedkommer, være en trøstepræmie, men altså ikke hovedgevinsten i sig selv.
Som annonceret tidligere afholder Institut for Internationale Kultur- og Kommunikationsstudier en konference om boligmarkedsretorik den 24. februar. Nu kan hele programmet samt informationer om tilmelding etc. ses på konferencens hjemmeside.
Jeg håber at se rigtigt mange af jer – hvem I end er – den 24. februar.
Der findes personer, som det bare er rart at have i verden. Inger Christensen var sådan en person, og Mogens, min matematiklærer i folkeskolen, var det også. Jeg kendte ikke Inger C. personligt, og det er – gisp – næsten tyve år siden, jeg sidst så Mogens. Alligevel skabte nyheden om deres bortgang en forstyrrelse i mit verdensbillede, a glitch in the matrix.
Og forbindelsen mellem de to? Digteren Inger Christensen kunne noget helt unikt med at forme ord af tal. Matematiklæreren Mogens havde et særligt talent for at få tal ud af ord.
I går nat lå jeg og lyttede til min lille søns cikadesnork, og tænkte på de ting, fx digte og matematiske formler, der lever videre trods alt.
katrine
sjust
christinei
Nadja
Nye kommentarer