For et par dage siden kom jeg på GoogleWave – Googles nye påhit, der er proklameret til at skulle blive en blanding af emailens genfødsel og et kollaborativt skrive/samarbejds-værktøj. Det er stadig i “preview/beta”; man kan kun komme på, hvis man er så heldig at få tiltusket sig en invitation fra nogle af dem, der allerede er derinde; der mangler stadig en del finpudsning både på teknikken og brugervenligheden – og jeg er først selv liiiiige akkurat kommet på og har kun gjort mig mine allerførste erfaringer. Så det er virkelig en rapport fra det yderste klondike, hvor jeg endnu ikke selv føler mig på sikker grund – men ikke desto mindre alligevel lige vil prøve at nedfælde mine umiddelbare tanker og indtryk – om ikke andet, så fordi jeg ved, de bliver sjove at grine af om nogle år…

Grundlæggende har vi at gøre med brugergrænseflade, der ser sådan her ud:

• I venstre side diverse indstillinger og lister over de kontaktpersoner, jeg kan trække ind i mine forskellige waves.
• I midten oversigten over de waves, jeg er en del af.
• I højre side den wave, jeg aktuelt bidrager til med det fulde flow af alt det, alle har skrevet og bidraget med.

Pointen er så, at man kan starte en ny wave om hvad som helst, man tror andre ville kunne bidrage positivt til. Og det kan i princippet være alt – her er blot te par oplagte eksempler:

• slut med at sende endeløse dokumenter frem og tilbage med rettelser, der går “lost in transition” og forvirring om, hvilken version, der er final og hvilken, der er final-final. Nu kan alle bare samarbejde om det samme dokument og redigere videre i hinandens rettelser, indtil det er på plads.
• slut med tabte brainstormingideer – nu kan det hele foregå på bølgerne, der ligger gemt og kan videreudvikles i det uendelige, hvis man har lyst. Og hvor hvert punkt, der fortjener at blive udfoldet kan skabe grundlaget for en ny bølge.
• slut med mailstorm omkring at aftale mødetidspunkter for større netværksgrupper – nu kan man bare starte en wave, hvor alle kan give deres synspunkter til kende.
• slut med at rende fra herodes til pilatus for at opsøge eksperter om dette og hint – nu kan man bare trække dem ind i bølgen – og så kan bidrage der, hvor det giver mening.

Man kan have små intime bølger, hvor man kun arbejder sammen to og to – eller man kan invitere alle sine kontakter med ind i processen – ligesom de så kan invitere alle deres kontakter med ind så der tilsidst opstår en tsunami af potentielle bidragsydere.

Så langt så godt. Ideen er genialt godt set – og behovet presserende. E-mailen har længe forekommet antikveret – og behovet for nye kollaborative værktøjer bliver stadigt større. Men hvad skete der, da jeg endelig kom indenfor i folden? Jeg kunne overhovedet (som i OVERHOVEDET) ikke se, hvordan jeg skulle kunne komme igang. For jeg kunne i første omgang ikke finde andre end mig selv og ham der inviterede mig derinde. Og han er et hit, det er slet ikke det, men pointen er jo lissom, at det skal boble af liv. Og det gjorde det ikke. Jeg ved, at jeg har mange “venner” derinde, fordi jeg kender så mange af de sociale mediefrontløbere, at de for længst har boblet rundt inde på bølgen. Men jeg kunne ikke søge efter dem og når jeg fandt nye venner kunne jeg ikke – som på FB og Twitter – se, hvem de var venner med eller fulgte og finde flere venner ad den vej. Jeg skulle vide hvem der var på OG kende deres Gmail/GoogleWave-adresse for at finde dem. Og det var unægtelig lidt tungt…

Der lå egentlig nogle fine velkomstmails med pædagogiske videoer derinde, men der var ikke så meget sjov ved det, når nu jeg ikke havde nogen at lege med derinde.

Så gjorde jeg det eneste, man kan gøre i den situation i disse sociale medietider – jeg klagede min nød på Facebook og Twitter og bad folk om at finde mig i stedet, når nu jeg var sådan en kegle til at gennemskue, hvordan jeg skulle finde dem. Og SÅ kom der gang i sagerne. Flere forskellige henvendte sig – og én påtog sig simpelthen at luksus-live-coache mig ved dels at svare tålmodigt på alle mine dumme spørgsmål og dels at trække en masse andre ind i samtalen, så jeg både fik deres kontaktdata – og lejlighed til at høre forskellige erfaringer på kryds og tværs.

Og så blev det sjovt. For så kunne jeg virkelig se bare et par af de ting, bølgen kan. Her er et par pluk:

• Alle der er inviteret med i den enkelte bølge kan kommentere på alt hvorsomhelst og nårsomhelst. Det vil sige, at man kan slå ned det specifikke sted i bølgen, man synes er mest interessant og starte en ny tråd derfra – uden at behøve at forholde sig alt det, der sker i resten af bølgen. Det vil sige, at en enkelt bølge kan forgrene sig i en uendelighed, og vi for alvor gør op med teksters kronologi og afrundede forløb og i stedet giver plads til masser af rekursivitet, intertekstulitet, links og forgreninger. Og i brainstormingsammenhæng giver det pludselig mulighed for, at ideer, der måske umiddelbart eller ville være blive skudt ned, får lov at leve videre og blive foldet ud til de er bæredygtige.
• Man kan live følge med i, hvad de andre skriver og tast for tast følge deres formuleringer bliver til. Det er måske nok på den mere nørdede side at trippe over det. Men hvis man interesserer sig for skriveprocesser er det helt utroligt interessant at se, hvordan de enkelte personer tanke/skrive-proces foregår. Vi ved jo godt på forhånd, at alles skriveprocesser er forskellige – men når den færdige tekst foreligger er det meget sjældent, man kan genkalde sig tilblivelsesprocessen særligt præcist. Her kan man følge tast for tast, hvordan tankerne bliver udfoldet, spidset, nuanceret, droppet og præciseret undervejs. Men det understreger også en af de ting, jeg ofte tænker over med de sociale medier, når vi ellers hylder de demokratiske aspekter og lave entry-barriers – hvis det skal være rigtig sjovt, skal man være i stand til at skrive særdeles hurtigt på sit tastatur – og selvom der både er kommet billede-og-video-muligheder til i tidens løb, er det stadig en markant frasortering af dem, der ikke behersker sproget (eller bare tastaturet) så godt.
• Man kan gå ind og medredigere de andres kommentarer. Så står der ud for kommentaren, hvem der har bidraget til den – men man kan ikke se, hvem der har skrevet hvad. MEGA-grænseoverskridende i første omgang, fordi man pludselig lægger navn til noget, man ikke ved hvad ender med at indeholde og tanken om forfatter-jeget endegyldigt opløses – men også virkelig frækt/godt tænkt, hvis formålet er at sprænge tanken om den ensomme skribents monopol på teksten – og tage kollaborationen alvorligt.
• Der er selvfølgelig integreret en masse smarte features, så man direkte fra bølgen kan google sig klogere på de ting, man skriver om, integrere fotos fra Google Images og plotte de steder, man skriver om direkte ind på Google Maps. Der er afstemninger og alt muligt andet godt, der smidiggør og levendegør tekstfelterne.

Indtil nu har mine oplevelser på Wave især været præget af eksperimenteren og lidt chat-agtigt i formen, fordi det mest af alt har handlet om at undersøge mulighederne. Men hvis det for alvor skal blive interessant, tror jeg, det gælder om at finde nogle konkrete ting at “wave” omkring. Lidt på samme måde som folk bidrog så aktivt til (og ja, jeg ER glad for at se bølgebegrebet bølge videre ud i verden) på http://shareabrainwave.net fordi rammen var stram og temaet givet på forhånd. Jeg tror, det er vigtigt, at der er et formål med det hele, så det ikke bare bliver at wave for wavens skyld. Lidt ligesom hverken blogs, facebook-opdateringer eller twitter i sig selv er interessante, hvis man ikke har noget på hjerte og ikke er oprigtigt interesseret i, hvad andre tænker. Men potentialet er kolossalt. Og jeg har nu i første omgang forsøgt mig med at sætte en “Københavnernes guide til København” igang, hvor jeg tænker, at man kunne wave om sine egne historier med forskellige steder i byen. Stadig kun på det absolutte forsøgsstadium – men pludselig så den bølge jeg startede så sådan her ud:

Der er absolut intet sket på den bølge endnu (selvom jeg startede den i går aftes, helt ærligt, hvor langsomme kan folk være – eller hvor utålmodig kan jeg være … og muligvis egner netop denne ide sig bedre til en gruppeblog. Men det er sjovt at tænke i den slags rammer for nye bølger.

Jeg glæder mig afsindigt til mange af mine medretorikere kommer med på bølgen – for så skal man lige se os genopfinde begreber som inventio, kollaborative og rekursive skriveprocesser og elocutio-øvelser.

Jeg glæder mig til flere af mine venner, bekendte og netværksgrupper kommer på, for så skal man lige se os smidiggøre vores aftaler.

Jeg glæder mig til at flere af mine samarbejdspartnere kommer på, for så skal man lige se os slippe for at sende dokumenter på kryds og tværs af hinanden.

Jeg glæder mig til at høre fra alle jer derude, hvordan I oplever og bruger bølgen, når først  I kommer på. Jeg er ikke særlig meget i tvivl om, at det med lynfart vil ændre mange af vores fællesskaber.

Og jeg glæder mig til at genlæse dette blogpost om et par uger, måneder, år og grine af mig selv og min egen famlende forvirring overfor noget, jeg er sikker på vil være det naturligste i verden til den tid.

Og nåja – hvis du er derinde, så fang mig på nadjapass@googlewave.com

(Dette indlæg er re-blogget fra http://nadjasreflexioner.net)

Se denne fantastiske billedserie af Francois Robert. Serien er årets vinder i International Photography Awards i kategorien Fine Art: Still Life Pro.

Smuk smuk billedretorik.

New York Times online har en fantastisk feature for retorikere og andre tale-freaks. Se Obamas tale til kongressen om reform af det amerikanske sundhedsvæsen, holdt i går, d. 9. september 2009. Talen ligger som videoklip i sin fulde længde, og transskriptionen kører løbende ved siden af, inddelt i afsnit med tidsmarkeringer. Foroven kører en tidslinje over talens indholdselementer. Et faneblad ved transskriptionen med titlen Check Points rummer en kortfattet politisk analyse af talens temaer af en NYT-kommentator, herunder muligheden for at klikke direkte hen til det relevante sted i videooptagelsen, ligesom en søgefunktion gør det muligt at søge på ord og vendinger brugt i talen og klikke hen til videooptagelsen. Nice.

Et referat af talen og dens baggrund ligger her; og debatten kører fx her. Og så kan man jo selv more sig ved at lede efter redaktionelt stof om ’skandalen’ med republikaneren Joe Wilson der råbte “You lie” midt i Obamas tale.

Og så må jeg bare sige at selv om jeg ikke har en fetisch for taler (lidt underligt når man er retoriker, men altså, det er bare ikke lige mig), så kan jeg anbefale den her! Det er virkelig et smukt stykke arbejde. Derudover er det rasende interessant at følge dækningen omkring den foreslåede sundhedsreform, for hvis man går og tror at amerikansk og europæisk mentalitet er lidt det samme, bare med et par finjusteringer, er det her et område hvor forskellene i vores grundlæggende værdier og samfundsopfattelser træder skarpt frem. At et offentligt sundhedsvæsen skulle være socialistisk, ja, nærmest betonkommunistisk, er oprivende tanke for en dansk skabssocialdemokrat uanset partifarve. USA er virkelig et af de mest fremmedartede – og fantastiske – lande jeg nogensinde har rejst i. Den her debat er et vidunderligt eksempel.

Jeg kan næsten ikke få mig selv til at sige det, for jeg ved at jeg svigter en af mine medredaktører ved at forråde undergrundsbevægelsen Arge Modstandere af Facebook. Menallsså: Jeg er kommet på Facebook, hvilket om ikke andet beviser min super ucoolhed, for der er i hvert fald ikke noget tjekket over at oprette en Facebook-profil henimod slutningen af 2009. Nuvel. Jeg bor også på vestegnen og arbejder i en midtsjællandsk kommune.

Men. Hvordan er det så at gøre sin entré derinde? Når nu følelsen af selvfedhed og selvfølgelighed (“jeg er da på Facebook – er alle ikke det?”) ikke har været blandt motivationsfaktorerne, men derimod følelsen af at det jo faktisk KUNNE være en måde at tage sig lidt bedre af sine gode venner på midt i et travlt liv hvor det sjældent bliver til mange kaffevisitter og rødvinsaftener, men hver dag til et par timer foran skærmen. Hvordan føles Facebook så? For mig? Det skal jeg sige jer:

• En kakofoni af stemmer. Helt uden iboende logik hvis ikke man overgiver sig til de sociale netværks tilfældigheder. Det er som en gigantisk fest med mange værter og et deraf følgende helt skørt rendsammen af gæstter, sådan en af de fester hvor man kun kan holde ud at være der hvis man drikker et glas champagne for meget og kaster sig ud i den fælles pludren. Det er en betingelse for deltagelse at man accepterer hver besked og kommentar på dens egne præmisser. Sjovt billede, hård dag med den fire-årige, spændende invitation til debat, lækker opskrift, sagde han virkelig det? Og ligesom til den store fest er snakken øredøvende, energigivende, afsindig trættende og potentielt overfladisk og helt uforpligtende. Man kan gå til og fra, være til stede for alvor eller uden at investere en skid.
• En skrivecentral. Kortformens legeplads. Dogmeteksten over dem alle: Statusopdateringen der altid begynder med mit eget navn ud fra præmissen at hvad individet har at sige per definition er læseværdigt og både kan og bør deles med andre. Det er ikke en præmis jeg holder særligt meget af, men som skrivemenneske er jeg stærkt fascineret af den flydende overgang mellem det mundtlige og det skriftlige som Facebook i den grad perfektionerer. Small talk bliver til small writing. Vi udtrykker vores liv på skrift, legende og uforpligtende. Selviscenesættende, men honey, hvem er ikke det nu om dage? Vi skriver, det skal jeg love for.
• Det lille liv får lov at være noget i sig selv. I statusopdateringerne fra vennerne og de medfølgende kommentarer, der alle havner på min ‘væg’ kan jeg nærmest høre den der lette lyd af taster der klikker afsted, klikkelikkelik, ikkenogetstortikkenogetsmåthvordangårdetheldoglykkestakkelsdigjadeteretfedtnummergudvarduogsåtildenkoncertherskinnersolen. Det er uendelig småt og bliver herigennem af og til uendelig stort, med en allusion til Brandes’ analyse af Shakespeares sans for den konkrete detalje. Nu er Facebook så langt fra Shakespeare som vi kommer. Men i den fuldstændig overvældende mængde af tekst dukker af og til guldkorn op der får gåsehuden frem. Her er masser af skriveproces. Det er fint.
• Folk folk folk overalt. Er du først inde, kan du ikke længere gemme dig. Første rykind af venner er indlysende – de nærmeste, mest velkendte, privat og professionelt. Andet rykind er fuldstændig arbitrært og handler lige så meget om hvem der får øje på dig, som om hvem du selv leder efter. Det føles som om at Netværket, ikke defineret af dig selv, overtager styringen. Jeg forventer at tredje rykind bliver det spændende, der hvor jeg kommer langt ud i krogene, får fat i dem der vækker minder, provokerer mig, minder mig om hvem jeg også er. Eller også bliver det bare ligegyldigt. Vi får se.
• En stor åben plads. Den intime hygge med de bedste venner er skam hyggelig. Men den er sandelig ikke intim. Jeg ved ikke hvad det betyder endnu, kan bare konstatere.

Regn med en statusopdatering fra mig. På et tidspunkt.

På graffitivæggen ved Nørrebro Station kan man for tiden (billedet er taget onsdag den 26. august 2009 om morgenen) se dette kunstværk. Jeg synes, at det er helt vildt smukt, men hvad er mon meningen? Er værket en retorisk ytring, og virker det som sådan?

Det er overmodigt at lave en quiz på en stille og hemmelig blog som vores og så i sommerferien, men nu prøver jeg alligevel. Hvilket dagblad skrev i mandags følgende: 

Prinsesse Marie var iført en elegant, grå blondekjole, der afslørede, at hun allerede har genvundet sin figur efter fødslen. Den lille prins i lang, hvid dåbskjole og tilhørende kyse lå vågen på sin mors arm og fulgte lidt betuttet, men uden at kny, pressefotografernes kamp om at få den lille familie fra den helt rigtige vinkel.

Stilen forekommer mig faktisk skæv for dagblade som sådan, men også for tidsalderen. At blondekjolen “afslører” prinsessens nydelige figur, synes næsten at stå i godmodigt eufemistiske anførselstegn. Den omsorgsfulde tone omkring “den lille familie” og ”den lille prins” og det gemytligt gammeldags ordvalg “lidt betuttet, men uden at kny” har samme nærmest 1950′eragtige, konverserende tone.

Et spor i sagen. Udgiverne formulerer faktisk følgende som del af medievirksomhedens officielle vision:

Vores arbejde bygger på en indgående forståelse af og medleven i dagliglivet i Danmark samt bevidstheden om den danske historie og tradition, som kommer af virksomhedens lange historie.

Det er nok lidt let at sige, at Obama markerer en behørig, professionel distance til sin egen retorik og dermed både engagerer sit retoriske publikum og sætter dem fri. Fx finder amerikanske studerende anledning til at kigge ned i lommen på Obama og belære ‘Ashton and his celebrity pals’ om kollektiv handlekraft og aktivt medborgerskab (‘nej, nej, det er faktisk ikke meningen, at man ligefrem skal underkaste sig præsidenten’):

(film fundet via Verden fra min altan)

Som forberedelse til et sommerseminar om retorisk kritik har jeg lige genset Obamas valgkamptale ”A More Perfect Union” fra Philadelphia i marts 2008, og milde M, hvor er det en gennemført opbyggelig tale. Det er her, han bl.a. taler om at ignorere distraktionerne i valgkampen med aktuel reference især til balladen om sin relation til Jeremiah Wright og dennes temmelig uforsvarlige prædikener, som Obama alligevel forsvarer og bearbejder ved at flytte problematikken til et højere niveau:

[Reverend Wright] contains within him the contradictions — the good and the bad — of the community that he has served diligently for so many years.

I can no more disown him than I can disown the black community. I can no more disown him than I can disown my white grandmother, a woman who helped raise me, a woman who sacrificed again and again for me, a woman who loves me as much as she loves anything in this world, but a woman who once confessed her fear of black men who passed her by on the street, and who on more than one occasion has uttered racial or ethnic stereotypes that made me cringe.

These people are part of me. And they are part of America, this country that I love.

[...] 

[W]e have a choice in this country. We can accept a politics that breeds division, and conflict, and cynicism. We can tackle race only as spectacle — as we did in the OJ trial — or in the wake of tragedy, as we did in the aftermath of Katrina — or as fodder for the nightly news. We can play Reverend Wright’s sermons on every channel, every day and talk about them from now until the election, and make the only question in this campaign whether or not the American people think that I somehow believe or sympathize with his most offensive words. We can pounce on some gaffe by a Hillary supporter as evidence that she’s playing the race card, or we can speculate on whether white men will all flock to John McCain in the general election regardless of his policies.

We can do that.

But if we do, I can tell you that in the next election, we’ll be talking about some other distraction. And then another one. And then another one. And nothing will change.

That is one option. Or, at this moment, in this election, we can come together and say, “Not this time.”

Jeg så talen på YouTube, hvor et umådelig tillokkende klip fra The Simpsons hele vejen igennem stod og glimtede nede i hjørnet: ”Homer Simpson trying to vote for Obama”. Dvs. gennem hele 37 minutters politisk tale stod Homer og lovede 1,21 sekunders comic relief og distraktion, men som jeg faktisk ikke tog mig/fik mig. Not this time. Eller altså jo, jo, selvfølgelig, men ikke før til allersidst, hvor den helt automatisk blev afspillet som næste videobid.

Det mest distraherende ved at se talen på YouTube var faktisk tidslinjen, der tikkede af sted mod højre, og som i det sidste minut skabte lidt bekymring over, hvordan mon kandidaten ville nå at få bundet sløjfe på sin sidste anekdote i løbet af de sidste 40 sekunder (en ubegrundet frygt af flere indlysende grunde).

Talen overskrider med andre ord klart sin aktuelle retoriske situation og overlever i YouTube-konteksten nu her 15 måneder senere, hvor den fortsat kan inspirere sit retoriske publikum til at blive saglige og modige borgere (ikke sky, fx, over for at italesætte racistiske spændinger) i deres egen hverdag. Tilhørerne bliver hver især tilbudt at overtage den indstilling, Obama udviser over for mennesker som Wright og sin bedstemor, som han ikke opgiver dialogen med eller slår hånden af for at holde sig inden for sit eget trygge diskursfællesskab.

Det er da forbilledligt – og det er det, jeg vil frem til:

Som forberedelse til det omtalte seminar er vi blevet bedt om at skrive et foreløbigt bud på en retorisk kritik af talen. Og der er masser at tage fat på, men det bliver uvægerligt, ja, fejrende. Helt umiddelbart lægger talen op til en beundrende kritik la John Murphys ”To Form a More Perfect Union: Bill Clinton and the Art of Deliberation” fra 2005, hvor Murphy begejstret konkluderer, at Clintons tale anviser ”one path toward a more vibrant political culture” ved at tilbyde – by rhetorically crafting-and-enacting - kollektiv handlekraft. Og et hovedargument hos Murphy for at analysere og fremhæve Clintons tale er, at egentlig deliberativ retorik, der forsøger at anvise muligheden for at træffe aktive valg, er blevet et særsyn.

Det er helt klart fint at fejre og især, selvfølgelig, at demonstrere, hvori det prisværdige så består. Men denne ’rhetorical crafting of collective agency’ er jo unægtelig blevet mindre af et særsyn med Obama. Som Murphy har det med Clintons tale, vil de fleste kritikere umiddelbart have det med Obamas: Identifikationen med retorikopfattelsen i hans tale(r) er så stærk, at det hurtigt føles enten banalt og/eller suspekt at udtrykke dens værdier og ideer i en analyse.

Obama synes uhyre bevidst om sine muligheder og begrænsninger som taler og præsident; han konstituerer et fællesskab og lader sig konstituere af fællesskabet; han vil noget med sin retorik, men lægger aldrig op til at ville ordne det hele selv; han åbner feltet og overlader det også til andre mennesker og andre kræfter at skabe noget (lignende).

Med Obama synes hele den klassisk retoriske tradition at slå igennem i kritik, hvor man hylder taleren som selvbevidst, ansvarsbevidst strateg, der dog forholder sig ydmygt situationsbevidst og ved, at han er i sociale kræfters vold og ikke hverken bør eller kan handle alene. Og jeg spørger: Er der ikke noget, vi ikke rigtig hører her nede fra hans lomme? Hvor synes Obama at udtrykke mere, end han ved – altså uden at det alligevel synes at være gjort med elegant overlæg? Det behøver ikke at være noget skidt, men bare noget uventet.

Knap havde jeg formuleret det kætterske spørgsmål, om alt egentlig er så gennemsyret af retorik, som vi går og tror, før det formeligt vælter frem med retoriske ytringer over alt omkring mig. Det går lige fra den helt lille privatsfære: “ej, skat, jeg tog altså også opvasken i går…” Tjae, og jeg gør det nok igen i morgen. Til de store politiske spørgsmål: “du kan roligt stemme på Sofie Carsten Nielsen; jeg kender hende, og hun er super flink.” Ok, måske ikke det mest saglige argument, men jo da meget rart at vide, at min sympatistemme går til en sympatisk person.

Europaparlamentsvalget kan der siges meget om, men emnet for denne post er faktisk det andet kryds, vi skal sætte på søndag, for hvor det første altså er placeret, så er jeg kommet alvorligt i tvivl om det andet. Jeg begyndte med nærmest per refleks at ville stemme ja, men jeg er i de seneste dage blevet mødt med argumenter, som får mig til at vakle. For et ja taler naturligvis ligestillingen mellem kønnene, men hvorfor er det lige, at den ændring skal vedtages nu og her? Ikke et sekund for tidligt, nuvel, men heller ikke lige op over. En (tendentiøs) forklaring er, at det skal den, fordi regeringen vil have tronfølgeloven af vejen og på den måde undgå, at en grundlovsændring kan kobles op på afstemning om tronfølgeloven (som den jo blev i 1953) og dermed også reelt slukke den ulmende debat om en grundlovsændring og altså forhindre, at den pludselig blusser op (eller i hvert fald at det er realtiske at komme igennem med den).  Ok, argumentet er mere end en anelse konspirationsteoretisk, men er det ikke netop derfor, det er så tillokkende?

Det skal regeringen altså ikke slippe afsted med, tænkte jeg, da jeg først blev præsenteret for synspunktet, men så alligevel: er ikke sikringen af ligestilling mellem kønnene i arvefølgen vigtigere end at stoppe eventuelle skumle planer (og måske i tilgift få luft for lidt generel utilfredshed, lidt ligesom da hollænderne og franskmændene brugte afstemningen om forfatningstraktaten til at straffe deres regeringer)? Tjoe, men indlejret i det princip, vi nu stemmer om, er der en anden diskrimination: arvefølgen bliver knyttet tæt til den førstefødte i hver generation, og så snart han/hun får børn bliver hans/hendes yngre søskende sprunget over; kunne man ikke lige så godt argumentere for, at arvefølgen altid skulle følge et aldersprincip, så kronprinsens bror/søster kom før hans søn/datter (i det konkrete tilfælde ville det betyde at Joachim, Nicolai og Felix skulle komme  før både Christian og Isabella)? Når der først er åbnet op for denne tankeleg, viser det sig hvilken kunstig konstruktion det hele er, og man kan ende med at spørge: hvorfor ikke afskaffe arvefølgen helt og holdent? Jeg siger ikke, at jeg faktisk synes, at vi skal ende der, men spørgsmålet er så vigtigt, at der bør være tid til at diskutere det. Hvis tronfølgeloven vedtages på søndag, sættes der også en prop i den debat. dels lukke diskussionen om mere gennemgribende ændringer af kongehuset, dels

Alt i alt hælder jeg altså mod at stemme blankt – ikke nej: jeg går jo ind for ligestilling, så det er ikke forslaget men selve afstemningen, der skal stemmes ned. Men jeg er stadig i tvivl; holder argumenterne for at stemme blankt til en nøjere granskning? Og er der nogle argumenter for at stemme ja, som jeg har overset/undervurderer jeg betydningen af ligestillingsargumentet?

Tandlægen havde sit apparatur solidt plantet i munden på mig og blev ved med at puste-prikke, puste-prikke på bagsiden af min venstre hjørnetand i overmunden, så jeg vidste egentlig godt, hvad der var i vente. “Du har et hul her,” sagde hun og gav tanden et sidste emfatisk prik. “Nå,” sagde jeg slukøret (og med sug i mundvigen). “Det er kommet, fordi du ikke bruger tandtråd,” erklærede hun autoritativt. “Ja,” sagde jeg brødebetynget. “Når du ikke gør det, er det som at vaske halvdelen af håret,” trumfede hun. “Jeg vil aldrig glemme det igen,” lovede jeg.

Og jeg mener det – sgu! Fra nu af skal tænderne renses helt, hver gang. Indrømmet, alle forhold i tandlægens retoriske situation havde lagt sig sådan til rette, at hun kunne overbevise mig lige så let som at prikke mig i tandkødet: hun havde mig i stolen med sug i munden og nykonstateret hul i tanden; ikke ligefrem en situation der kalder på indvendinger og gendrivelser. Og indrømmet, det er lidt svært at forestille sig, hvordan man i praksis skulle kunne nøjes med at vaske halvdelen af håret. Alligevel finder jeg sammenligningen aldeles overbevisende; den giver både stemme til de situationelle forhold (udtrykker i ord, hvor sagen bærer hen) og skaber det ekstra ‘adr’, der muliggør rykket fra intention til handling (må dog indskyde, at det skete i morges, og selvom jeg allerede har brugt tandtråd her til aften, er det jo ikke en garanti for den langsigtede effekt).

Tandlægens sammenligning er et eksempel på hverdagsretorik af bedste skuffe; jeg har forsøgt at komme i tanke om, hvornår jeg sidst blev overbevist af noget nogen sagde til mig og kan faktisk ikke huske det, så det er åbenbart ikke noget, der sker så tit. Kan det virkelig passe at overbevisning faktisk ikke forekommer ret tit i hverdagen? Betyder det, at hverdagsretorikken sjældent er effektiv, eller er der simpelthen ikke så meget af den, som vi (jeg) går rundt og tror? Og er der nogen, der har gode eksempler på, hvordan de selv blev overbevist/overbeviste nogen?