Den øjeblikkelige situation i Egypten sammenlignes ofte med Berlinmurens fald, men er det overhovedet en fair sammenligning? Er potentialet i den folkelige protest ikke meget større end som så? Slavoj Žižek har skrevet om Egypten, at ”to talk about peaceful transition now is an obscenity.” Og spørgsmålet er måske, om vi er vidner til starten på en global revolution.

Brugerservice kommer her:

1. del af statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale 2011

2. del af statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale 2011

Talen i pdf-version

Og nu vi er i gang, må jeg præsentere Lange Grethe:

Dronningens nytårstale 2011

Talen i tekst

Anderson holder foredrag onsdag formiddag – d. 15. december 2010 – på Københavns Universitet Amager under overskriften:

PLACES OF PERSONHOOD: IDENTITY AND AGENCY IN RHETORICAL CRITICISM

Alle er velkomne. Klik her for flere detaljer om arrangementet.

Dear Prime Minister,

We note with concern the increasingly violent rhetoric directed towards Julian Assange of WikiLeaks.

“We should treat Mr Assange the same way as other high-value terrorist targets: Kill him,” writes conservative columnist Jeffrey T Kuhner in the Washington Times.

William Kristol, former chief of staff to vice president Dan Quayle, asks, “Why can’t we use our various assets to harass, snatch or neutralize Julian Assange and his collaborators, wherever they are?”

“Why isn’t Julian Assange dead?” writes the prominent US pundit Jonah Goldberg.

“The CIA should have already killed Julian Assange,” says John Hawkins on the Right Wing Newssite.

Sarah Palin, a likely presidential candidate, compares Assange to an Al Qaeda leader; Rick Santorum, former Pennsylvania senator and potential presidential contender, accuses Assange of “terrorism”.

And so on and so forth.

Such calls cannot be dismissed as bluster. Over the last decade, we have seen the normalisation of extrajudicial measures once unthinkable, from ‘extraordinary rendition’ (kidnapping) to ‘enhanced interrogation’ (torture).

In that context, we now have grave concerns for Mr Assange’s wellbeing.

Irrespective of the political controversies surrounding WikiLeaks, Mr Assange remains entitled to conduct his affairs in safety, and to receive procedural fairness in any legal proceedings against him.

[...]

Denne “increasingly violent rhetoric” bliver på hårrejsende eklatant facon overtaget og normaliseret af Ulrik Høy, der i denne uges udgave af Weekendavisen skriver en klumme under den i øvrigt sprogligt lidt pudsige overskrift “WikiLeaks skal jages som Bin Laden”.

Høy viser åbenlys mangel på interesse og indsigt i sagen, dels ved artiklen igennem at kalde Julian Assange for Julian Allonge, dels ved at understrege, at den amerikanske stat er i sin gode ret til at betragte hans aktiviteter som landsforrædderi (selvom Assange jo altså er australier).

Efter således at have undergravet sin taleposition som kommentator, understreger og legitimerer Høy den barnligt forurettede tone ved selv at bruge den og sige ligeud, at det er helt ok at være primitiv og opfordre til voldelig forfølgelse, når patriotiske følelser er blevet såret. Han slår således fast som sidste punchline på sin klumme:

Sarah Palin synes, de formastelige skal forfølges til verdens ende. Hørt, hørt. Så primitivt, patriotisk og loyalt skal det også være. Nemlig.

Jeg synes virkelig, det er uhyggeligt upassende, og at Høys reaktion bekræfter, at det åbne brev ovenfor er uhyggeligt vigtigt.

En britisk politibetjent har ifølge Information i dag åbenbart lavet en lignende stiløvelse i et vidneudsagn: Han har alluderet til den ene popsang efter den anden – men ingen vil gøre sig sig kloge på den retoriske funktion. Det ligner lidt en selskabsleg, en udfordring fra kammerater a la “du får 500 kr, hvis du kan få indflettet ordene ‘høtyv’, ‘elg’ og ‘råkostmaskine’ i din translokationstale”, men betjentens intention er simpelthen dunkel: er han useriøs? kynisk? eller er han aktivist? (troper han?!) Og kan hans vidneudsagn overhovedet gælde for alvor, når han gør sådan noget?! Foreløbig er han i al fald suspenderet fra tjenesten.

Det fik mig til at tænke på en af mine yndlingsstriber med Steen og Stoffer:

Steens pointe rammer både Ivie’s innovative “verbing” af navneordet trope, og den aktivitet som “at trope” betegner. Det er ved at gøre sproget mærkeligt, forskelligt fra vores forudindtagede positioner at forandringen bliver mulig.

Stoffers pointe om, at det kan gøre sproget ufortsåeligt, er Ivie opmærksom på. I sin forelæsning understregede han, at det nye skal være velkendt, at forandring må tage udgangspunkt i publikums øjeblikkelige position. Ivies hovedeksempel var, hvordan Barack Obama anvender metaforen “partnerskab” om USA’s udenrigspolitik – her er potentielt tale om et radikalt brud med den eksisterende militaristiske politik – og politiske kultur. Obama gør imidlertid metaforen forståelig ved at sætte den ind i en kontekst af alment accepterede antagelser (koinoi topoi) som fx “mennesker er ikke fejlfrie”, “to kan løfte mere end en”, “hvis noget er en fordel, hvorfor så afvise det” og mere i den dur. Dermed gør Obama ideen om partnerskab mere genkendelig – og mindre radikal – samtidig med at potentialet for forandring bevares.

Og at der er behov for forandring blev mere end tydeligt, da Ivie til sidst i forelæsningen viste et par videoclip til illustration af i hvor høj grad militarismen gennemsyrer den amerikanske (populær)kultur. Tænk at George W. Bush faktisk findes som action figur – som G. I. George:

Min overskrift er hentet fra det indlæg i Western Journal of Economy, hvor forhenværende Donald McCloskey – under den fantastiske overskrift “Some News That at Least Won’t Bore You” – orienterede sine kolleger om sin beslutning om at skifte både navn og køn.

I en analyse af McCloskeys memoirer påpeger Dana Anderson, hvordan McCloskey fremstiller dette skift som enkelt – trods den umådelige masse af besvær, det medfører. Enkelt, fordi det grundlæggende handler om identitet og hverken om etos, persona eller handlekraft, signalværdier, deliberative idealer eller positionering. Dana Anderson skriver om det under overskriften ”Identity Beyond Agency.”

I sin bog beskriver McCloskey alle andre beslutninger i sit liv og sin dagligdag som præget af netop rationelle overvejelser, altid underlagt økonomens og retorikerens synsvinkel. Men denne tilgang stopper dér, hvor hun bliver klar over, at hun er og skal være kvinde. Det skildres som en åbenbaring, en afklarende indsigt, og IKKE nogen afvejning af, om det i hendes givne professionelle og personlige situation mon er mest hensigtsmæssigt at være

a) som hidtil: maskulin og hårdkogt økonom, ægtemand og familiefar, der går i kvindetøj i det skjulte, eller

b) som nu: fuldtids- og fuldt opereret transseksuel på vej mod de 60, fraskilt, statustaber i næsten enhver henseende, men altså alligevel entydigt en vinder i forhold til sin egen identitetsfølelse.

Analysen giver et godt eksempel på en kerneidentitets-retorik, hvor skribenten simpelthen argumenterer eller  snarere undlader at argumentere ved at henvise til, ja, en selvfølge, en åbenbaring, en afgørende rigtig mavefornemmelse.

Det er sjældent holdbart, konstruktivt eller overbevisende at ophæve en sag til at ligge hinsides diskussion og argumentation. Men det er det alligevel her, fordi undtagelsen bekræfter McCloskeys egen gyldne regel, som hun under sit besøg på Copenhagen Business School sidste år gentog på det indstændigste, nemlig at der her i verden kun findes den sandhed at stå fast på, som vi finder frem til i fællesskab:

”It’s rhetoric, rhetoric, rhetoric, all the way down!”

sagde hun - med reference til skildpadden, der står ovenpå en anden skildpadde, som står ovenpå en anden skildpadde, som, ja, faktisk er det skildpadder hele vejen ned. I McCloskeys version af fortællingen var dog skildpadderne blevet til indiske elefanter.